Journalister i EU: Forbrugerbeskyttelse gennemsyrer nyt regelsæt for copyright

DEBAT: Det nye ophavsretsdirektiv sikrer, at store techgiganter skal betale for at udnytte journalistik, kunst og kultur. Der bliver råd til mere indhold og dermed mere mangfoldighed, mener Mogens Blicher Bjerregård fra European Federation of Journalists.

Af Mogens Blicher Bjerregård
Præsident, European Federation of Journalists

EU's ophavsretsdirektiv er godt for både ytringsfriheden og brugerne.

Når de store techgiganter også skal betale for at udnytte journalistik, kunst og kultur, så bliver der råd til mere af det og dermed mere mangfoldighed, og så er direktivet gennemsyret af forbrugerbeskyttelse.

For Europas journalister og alle andre rettighedshavere har jeg været optaget af at få redskaber til at presse de store techgiganter til forhandlingsbordet, så vi kan indgå licensaftaler.

Det er lykkedes i en vis udstrækning og vel at mærke uden at genere den del af nettet, hvor der ikke er kommercielle interesser.

Her ligger en af de første misforståelser, som kritikerne har bragt på banen.

Masser af tjenester bliver overhovedet ikke berørt af direktivet, heller ikke så stor en platform som Wikipedia, der ellers forsøgte med en skræmmekampagne op til afstemningerne.

Da direktivet skal være med til at lette det digitale indre marked, har alle EU-institutioner i den grad været garanter for, at der bliver så få hindringer som muligt.

Dagsordenen har været at gøre op med gratisprincippet, så medier, journalister, forfattere og musikere bliver betalt for brugen af ophavsretsbeskyttede værker.

Ønsker kun at blive set, hørt og læst
Os, der producerer indhold, er kun interesseret i, at vores produktioner bliver set, hørt og læst, og netop derfor har vi aldrig haft interesse i at lægge hindringer i vejen.

Vi har kun ønsket at sikre en ordentlig betaling både up front og for den videreudnyttelse, som i stigende udstrækning sker digitalt.

Jeg har personligt deltaget i påvirkningsarbejdet af direktivet lige fra dag et tilbage i begyndelsen af 2015 og har oplevet EU-institutioner, der har været interesseret i ikke bare at lytte til vores synspunkter, men også at implementere nogle af dem, når vi har kunnet argumentere for dem.

Under den særlige paragraf om udgiverrettigheder har vi fra den Europæiske Journalist Federation (EFJ) sikret, at journalister og forfattere generelt bliver honoreret, når der engang kommer vederlag fra ordningen – altså når der bliver indgået aftaler med de store platforme, især de amerikanske.

Her har jeg været med til at overføre danske forhandlingstraditioner til Europa, hvor vi trods andre traditioner, efter mange måneders forhandlinger, indgik en aftale med de europæiske udgiverforeninger.

Europaparlamentarikerne havde efterlyst sådan en aftale. Det levede vi op til, og politikerne kvitterede med den artikel, der bakkede op om aftalen.

Målrettet dansk indsats
På andre områder har vi arbejdet tæt sammen med en lang række europæiske organisationer for autorer og udøvere, og ved at stå sammen har vi været med til at sikre, at direktivet understreger, at autorer og udøvere skal have en proportional del af vederlagene for ophavsretten.

Det gjorde også indtryk, at danske akademikere bakkede op og fik støtte af den europæiske organisation Eurocadres, som varetager blandt andre lederes og en række akademikeres interesser. 

Danmark har i den grad sat dagsorden for at sikre vores aftalelicens som Europas mest velfungerende.

Fordi alle danske rettighedsorganisationer i bemærkelsesværdig enighed seriøst og gennem evidens har informeret om og diskuteret dette med alle relevante EU-institutioner, fik vi den ekstra artikel 12 i direktivet, der sikrer aftalelicensen, som bygger på den danske dialog- og samarbejdsform.

Det holdt hårdt, men det lykkedes, og det skyldes en bred indsats fra alle danske interesser.

Intet andet medlemsland har arbejdet så målrettet.

Indeholder den danske model
Meget er blevet godt, men jeg tror også, at alle organisationer bag rettighedshaverne havde ønsket et noget stærkere direktiv med mere klare formuleringer til at sikre betaling for brugen af vores produkter.

Men vi ved også, at der har været mange stærke interesser inde over direktivet – ikke mindst fra de store amerikanske giganter som Google og Facebook, der har ført en massiv lobbyindsats. Ligeledes har brugerne søgt indflydelse og fået det.

Derfor synes jeg, at vi med vores indsats har nået et godt første skridt, som handler om to væsentlige elementer:

At vi har sikret den danske model, hvor det er enkelt mod rimeligt vederlag at anvende ophavsret beskyttet materiale. Med en udfordret aftalelicens ville det nemlig ikke bare have været problematisk for rettighedshaverne, men også uoverskueligt og meget vanskeligere for brugerne.

At vi har taget første skridt i retning af, at Google og company lidt forenklet sagt skal til at bidrage til festen, og det kommer for alvor til at ske med licensaftaler, som også Google har interesse i, fordi det er en enkel måde at leve op til ansvaret på.

Leverer høj værdi for giganterne
Kritikere har sået tvivl om, hvorvidt det overhovedet vil komme til at ske, fordi kun de færreste forestiller sig, at vi kan indgå licensaftaler med blandt andet Google, da end ikke Tyskland har formået at få gevinst ud af deres tidligere forsøg.

Jeg tror på det, for når vi står i Europa med 550 millioner mennesker, som også er brugere af internettet, så leverer vi en meget høj værdi for techgiganterne, som får lært, hvordan vi laver aftaler i Europa.

Derfor tror jeg på, at vi også i næste fase finder løsningerne - ikke bare til gavn for rettighedshaverne, men i den grad til gavn for brugerne.

De får mere indhold, og de kan endda være trygge ved, at ansvaret nu ligger hos platformene.

Forrige artikel Danske Medier: Uregulerede techgiganter kan skade demokratiet Danske Medier: Uregulerede techgiganter kan skade demokratiet Næste artikel DFI: Filmværkstedets skæbne ligger i politikernes hænder DFI: Filmværkstedets skæbne ligger i politikernes hænder
  • Anmeld

    Jesper Lund · IT-Politisk Forening

    Hvor er den påståede forbrugerbeskyttelse? (udover overskriften)

    Det er fair nok, at rettighedshaverne og deres organisationer varetager deres EGNE interesser. Det er i sagens natur en interesseorganisations raison d'etre.

    Og naturligvis må rettighedshaverne glæde sig alt det, som de har lyst til, over at licensaftaler med kollektive forvaltningsorganisationer nu i princippet bliver mere eller mindre obligatoriske for stort set alt indhold på internettet. Undtagen Wikipedia, som var så heldige at få en undtagelse fra i hvert fald dele af dette krav.

    Det som imidlertid IKKE er fair er den omklamring af modstanderne/kritikerne af centrale dele af copyright-direktivet, som bl.a. dette indlæg gør sig skyldig i med ubegrundede påstande om at det er "godt for brugerne", "godt for ytringsfriheden" og sågar at "direktivet gennemsyret af forbrugerbeskyttelse".

    Organisationer, som i deres formålsparagraf repræsenterer interesserne for internettets brugere og forbrugerne (f.eks. EDRi og BEUC på europæisk plan, og IT-Politisk Forening i Danmark) har været særdeles kritiske over for "link-skatten" (artikel 11/15) og uploadfiltrene (artikel 13/17). Et væsentligt element i kritikken fra EDRi og IT-Politisk Forening er, at direktivets retsgarantier mod uretmæssig blokering af lovligt bruger-uploadet indhold (forbrugerbeskyttelse?) er helt utilstrækkelige (se punkt 4 her https://itpol.dk/artikel13/opfordring-til-danske-ep-medlemmer-forkast-artikel13). Samt meget andet, som jeg ikke skal gentage her, da løbet ligesom er kørt i forhold til copyright-direktivet, og der er nye trusler mod ytringsfriheden på internettet, som kræver vores opmærksomhed.

    I forhold til den ubegrundede "godt for ytringsfriheden" påstand vil jeg dog blot ganske kort henvise til, at FNs Specialrapportør for Ytringsfrihed, David Kaye, udsendte denne meget klare advarsel mod copyright-direktivet i marts 2019 (og tidligere den 13. juni 2018)
    https://www.ohchr.org/EN/NewsEvents/Pages/DisplayNews.aspx?NewsID=24298&LangID=E

    “Article 13 of the proposed Directive appears destined to drive internet platforms toward monitoring and restriction of user-generated content even at the point of upload. Such sweeping pressure for pre-publication filtering is neither a necessary nor proportionate response to copyright infringement online.”

    Jesper Lund
    Formand, IT-Politisk Forening

  • Anmeld

    Mogens Blicher Bjerregård · EFJ

    Ansvaret flytter til platformene

    Det er en beskyttelse af brugerne, at ophavsretansvaret flytter fra brugerne til platformene, så de helt almindelige brugere nyder juridisk beskyttelse, når de deler indhold. - Der bliver adgang til juridisk klage- og erstatningsordninger, og når det gælder ytringsfriheden, er det frit at citere, karikere, anmelde osv. - De ikke-kommercielle platforme er ikke omfattet.
    Det er en del af ytringsfriheden, og så er min pointe fortsat den, at når vi får redskaber til at få licensaftaler med platformene til licensaftaler, så skal de ligesom alle andre i den analoge verden betale for at anvende ophavsretbeskyttet materiale. Sådanne vederlag betyder, at flere kunstnere, forfattere, journalister osv vil kunne levere indhold - det er ret afgørende for mangfoldigheden, som er en forudsætning for ytringsfriheden.

  • Anmeld

    Jesper Lund · IT-Politisk Forening

    Udbredt misforståelse at ansvaret flyttes fra brugeren

    Det er desværre en udbredt misforståelse, at artikel 17 (den tidligere artikel 13) flytter ansvaret for brugeruploadet indhold fra brugeren til platformen. Artikel 17 fastsætter, at platformen i juridisk forstand tilgængeliggør det brugeruploadet indhold for offentligheden, og det gør platforman ansvarlig (som udgangspunkt; platformen kan undgå dette ansvar, se nedenfor). Men der står ikke noget om, at brugeren ikke længere har et ansvar. Det er kun i den situation, hvor det brugeruploadede indhold er omfattet af en licensaftale, at brugeren ikke risikerer et erstatningsansvar. Det er ikke anderledes end i dag.

    I forhold til platformes ansvar for brugeruploadet indhold fastsætter artikel 17 samtidig en undtagelse, som faktisk kan vise sig at give specielt YouTube en bedre beskyttelse mod rettighedshaverne end gældende ret. Den oversete detalje fik en række rettighedshavere, herunder IFPI, til at indlede en kampagne mod artikel 13 i december 2018.

    Den omtalte klageordning mod uretmæssig blokering af brugeruploadet materiale giver ikke nødvendigvis den forbrugerbeskyttelse, som Mogens Blicher Bjerregård fremhæver (og der er ingen erstatningsordning; rettighedshaverne kan uden nogen som helst økonomisk risiko forlange alt muligt brugeruploadet indhold blokeret og nedtaget). Klageordningen gælder kun, hvis det brugeruploadede materiale blokeres med henvisning til ophavsretsbestemmelserne. Hvis platformene i stedet henviser til deres generelle brugerbetingelser (Terms of Service), som typisk giver dem ret til at slette alt, vil der ikke være nogen klagemulighed.

    Eftersom uploadfiltre alene kan genkende beskyttet materiale, og ikke er i stand til at skelne mellem ophavsretslige krænkelser og tilladelig brug under de undtagelser (fx citatret og parodi) der på papiret styrkes med artikel 17, vil uploadfiltrene hver eneste dag komme til at blokere en masse brugeruploadet materiale. Hvis alle disse blokeringer skal håndteres af en klageordning, vil det blive meget dyrt. Platformene vil have alle mulige incitamenter til at undgå disse udgifter. De kan ikke undgå uploadfiltrene (som er en betingelse for ansvarsfrihed svarende til artikel 14 i e-handelsdirektivet i dag), men de kan begrænse muligheden for at brugerne kan bruge klageordningen.

    Kritikerne af artikel 17 har påpeget denne begrænsning af klageordningen gentagne gange. Herunder FNs Specialrapportør for Ytringsfrihed, David Kaye, i juni 2018 (side 7-8)
    https://www.ohchr.org/Documents/Issues/Opinion/Legislation/OL-OTH-41-2018.pdf