K-folketingskandidat: Mangfoldighed er ikke en dansk værdi

Af Nikolaj Bøgh (K)
Folketingskandidat og medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse

Altinget har inden for de senere dage haft en række meget spændende debatindlæg om den Danmarkskanon, som kulturminister Bertel Haarder har stillet i udsigt.

Danmarkskanonen er en rigtig god idé i en tid, hvor dansk kultur er under pres fra globalisering og indvandring, og hvor en lang række selvfølgeligheder i samfundslivet og i omgang mellem mennesker måske pludselig ikke længere er helt så selvfølgelig.

Flere af indlæggene giver også et godt indblik i, hvilke faldgruber den nye Danmarkskanon står overfor. For skal den have effekt, så skal den give et reelt indblik i, hvad der er det særligt danske, og ikke blot overfladisk beskrive generelle vestlige værdier som demokrati, ytringsfrihed og ligestilling.

Mangfoldighed er ikke dansk 
Forbliver den kommende kanon på det niveau, så udvander den i realiteten debatten om danske værdier fremfor at blive et redskab til at skabe øget fælles forståelse for den kultur, der har skabt det danske samfund og hvilke elementer, der er de bærende.

Et godt eksempel på en udvanding af begreberne er det store ønske om at fremme ”mangfoldighed” som en dansk værdi, som blandt andet i et indlæg fra professor ved RUC Garbi Schmidt og i et indlæg skuespilchef ved Det Kongelige Teater Morten Kirkskov ønsker.

Grundtanken bag en Danmarkskanon bør være, at der er nedarvede, dybt forankrede kulturelle udtryk, der er bedre end andre. Ikke fordi de nødvendigvis er finere eller mere unikke end andre, men fordi de er vores.

Nikolaj Bøgh (K)
Folketingskandidat og medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse

Men mangfoldighed er ikke nogen dansk værdi, i hvert fald ikke hvis det skal forstås som en relativistisk tilgang til kulturen, hvor alle livsformer og kulturelle udtryk er ligestillede og lige anerkendelsesværdige.

Grundtanken bag en Danmarkskanon bør netop være, at der er nedarvede, dybt forankrede kulturelle udtryk, der er bedre end andre. Ikke fordi de nødvendigvis er finere eller mere unikke end andre, men fordi de er vores. Grundlag for et velfungerende og rigt samfund, der bygger på en helt særlig tillidskultur, opstået inden for rammerne af en stadig mere homogen nationalstat og en fundering i en særlig udgave af luthersk kristendom, der har fremmet socialt ansvar, demokrati og frisind.

Giv plads til frisind 
Erstatter man derimod begrebet mangfoldighed med netop begrebet frisind, så er man langt tættere på at forstå det særligt danske og i virkeligheden indfange en stor del af det, som de to debattører nok dybest set sigter til.

For frisind er netop en dansk værdi, der har gjort os åbne overfor mange former for livsformer og kulturelle påvirkninger op gennem historien og gør det den dag i dag. Det danske folk er et frisindet folk, der ikke dømmer andre, og som accepterer anderledes og nye måder at leve livet på. Men med det klare forbehold, at det skal kunne fungere inden for rammerne af den hovedkultur, der er sammensat af de grundlæggende, nedarvede danske værdier.

Danmark har ikke været flerkulturelt 
At der er behov for en øget viden og en oprustning om dansk kultur og danske værdier, det understreges egentlig også ganske godt af den måde, som blandt andre professor Garbi Schmidt argumenterer for sin sag. I forsvaret for ønsket om en ”mangfoldig” tilgang til spørgsmålet om danske værdier hævdes det, at Danmark historisk set ikke har været et monokulturelt land, og at der blandt andet før 1864 var en stor tysk befolkningsgruppe i landet.

Men det beror på en meget overfladisk læsning af historien. Danmark – Kongeriget Danmark – har altid været stærkt domineret af en hovedkultur, der gennem historien har fået mindre indslag af små grupper af indvandrere, der hurtigt assimilerede sig i det danske samfund. Men den danske konge var ikke blot konge af Danmark, men også hertug over de tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg og over det delte dansk-tyske hertugdømme Slesvig. Den situation ændrede sig efter 1864, hvor der kun var den danske nationalstat tilbage under den danske konge, ligesom han tidligere i 1814 havde mistet herredømmet over Norge. Men for selve Danmarks vedkommende er det forkert at påstå, at det op gennem historien har været et flerkulturelt land.