K-kandidat: En borgerlig regering skal have en konservativ kulturminister

DEBAT: Efter to år med en liberal kulturminister, der ikke har formået at løfte området, er det på tide at skifte kulturpolitisk kurs. Og det sker bedst med en konservativ i Kulturministeriet, skriver folketingskandidat Nikolaj Bøgh (K).

Af Nikolaj Bøgh (K)
Folketingskandidat på Frederiksberg 

Gennem de seneste to år har Det Konservative Folkeparti været en del af Lars Løkke Rasmussens borgerlige trepartiregering. Det har på mange måder været en succes. For Danmark og for Konservative, som på centrale konservative holdningsområder som retspolitik, erhvervspolitik og socialpolitik har sat et afgørende præg på regeringens politiske linje.

Men på et område halter det gevaldigt, nemlig på kulturpolitikken, som med en liberal kulturminister også har været præget af en grundlæggende liberal tilgang til dansk kulturpolitik, der efter alt at dømme adskiller sig væsentligt fra den måde, en konservativ ville have præget området på.

Kulturministeriet forbeholdt Konservative
Det er nyt, at De Konservative ikke sidder på kulturministerposten, når partiet er i regering, og det er ikke godt nyt.

Bortset fra et par mellemspil under Poul Schlüter, hvor et par af de små midterpartier besad posten, så har Kulturministeriet altid været forbeholdt Konservative under en borgerlig statsminister.

Sådan var det i store dele af Poul Schlüters statsministertid, sådan var det under Anders Fogh Rasmussen, og sådan var det i Lars Løkke Rasmussens første regeringsperiode.

Flere af de konservative kulturministre huskes for virkelig at have løftet området.

Brian Mikkelsen, der var en fremtrædende skikkelse i partiet, da VK-regeringen blev dannet i 2001, valgte helt bevidst kulturministerposten som en af de poster, han fandt allervigtigst i regeringen, og i hans tid blev området løftet markant med blandt andet fri entré til de store statslige museer og udarbejdelsen af Kulturkanonen, der var et nyskabende og ambitiøst forsøg på at sætte fokus på centrale danske kulturelle værker, som hele befolkningen burde kende til.

Under Per Stig Møllers senere kulturministerperiode skete der blandt andet et væsentligt mediemæsssigt nybrud med etableringen af Radio24Syv, som siden kom til at udgøre et markant kvalitetsbetonet supplement til DR's eksisterende radiovirksomhed. 

Central konservativ tankegang
Der er visse områder, hvor de konservative traditionelt adskiller sig markant fra de øvrige borgerlige partier, og kulturpolitikken er et af de væsentligste.

Kultur står helt centralt i konservativ tankegang, fordi kultur udgør kernen i det nationale fællesskab, som det bør være en afgørende målsætning at bevare og styrke.

Den fælles kulturarv er det fundament, som danskerne og vores samfund bygger på, og som vi efter en konservativ opfattelse skal holde fast i og give videre til de kommende generationer. Og opretholder vi ikke en levende og dynamisk dansk kultur, så falder samfundet til sidst fra hinanden i subkulturer og parallelsamfund. Kultur skaber sammenhængskraft og er med til at udvikle os som mennesker.

Vi er for lille et land til, at vores kulturhistoriske museer eller kunstmuseer kan være selvbærende. Det Kongelige Teater vil aldrig kunne finansieres alene af billetindtægter med mere.

Og vi har også brug for at støtte nyskabende kunst, teater og litteratur, som kan sikre, at dansk kultur ikke stivner, men fortsat udvikler sig, og så vi også har noget at give videre fra vores tid til de kommende generationer. Der skal være velfungerende kunstneriske uddannelser, værksteder, arbejdslegater m.m. til den nyskabende kunst.

Alt er bestemt ikke støtteværdigt, men dansk kultur og kulturel udvikling forudsætter et vist niveau af offentlig støtte. Sådan har det i øvrigt altid været. Før i tiden var det kongen, der støttede kulturen, nu er det staten. Det er to sider af samme sag i en århundredlang historisk kontinuitet. Dansk kulturpolitik er således ikke noget, der er opfundet samtidig med oprettelsen af Kulturministeriet i 60'erne. Den har altid været der.

Derfor er det en konservativ grundopfattelse, at vi skal støtte kulturen, og at kulturen ikke kan overlades til den enkelte eller til "markedet" alene. Alle vil ikke forbruge samme kultur, og meget betaler vi selv, lige fra fodboldkampe over Netflix til bøger og biografbilletter. Det er godt. Men der er også ting, som vi er nødt til at være fælles om, og offentlig kulturstøtte er vigtig og nødvendig.

Bock har ikke løftet kulturen
Efter to år med en liberal kulturminister er det ganske tydeligt – hvad vi jo i grunden godt vidste – at det liberale syn er anderledes.

Det er ikke fordi, Mette Bock ikke siger mange sympatiske ting og personligt har god forståelse for kulturens betydning, men hun har som minister ikke formået at løfte området og har efter alt at dømme også haft den grundopfattelse, at det ikke var hendes opgave.

En stor del af politikken, navnlig på medieområdet, har tydeligt handlet om at reducere statens rolle som et mål i sig selv, snarere end om at sikre den nødvendige tilstedeværelse i medielandskabet af danskproduceret indhold af høj kvalitet.

Med andre ord har varetagelsen af den centrale public service-opgave – at sikre det indhold, som markedet ikke selv kan levere – været underordnet hensynet til at give private aktører mere plads på mediemarkedet.

Det er en skam, for i en tid, hvor vi oversvømmes af udenlandsk medieindhold på alle platforme, er der ikke andre end os selv til at sikre, at det danske tilbud også er stærkt inden for de områder, hvor markedet ikke leverer.

At årets medieforlig samtidig efter al sandsynlighed kommer til at koste successen Radio24syv livet, er endnu en omkostning, som kan være svær at acceptere.

Grænser for, hvor meget man kan effektivisere
Gennem den senere tid har den kulturpolitiske debat været præget af konsekvenserne af de årlige toprocent-besparelser på statens kulturbudget – til kulturministerens tydelige irritation, fordi hun hellere vil tale om kulturens indhold.

Det er forståeligt, for det er langt mere interessant end at tale om penge. Men faktum er, at kulturen bløder, og mange kulturinstitutioner er ved at nå smertegrænsen for, hvor meget der effektiviseres. Det er som sådan fint, at kulturinstitutionerne også tænker nøje over, hvordan de bruger pengene, på linje med store dele af statens øvrige virksomhed.

Men der er grænser for, hvor meget man kan effektivisere en opførelse af Carl Nielsens 5. symfoni, vagtpersonale på Statens Museum for Kunst eller konservering af en bronzealdergrav.

Nu ser vi omfattende fyringer af højt kvalificerede eksperter på vores museer og lukning af afdelinger og institutioner, som gennem mange, mange år har været en naturlig del af dansk kulturliv. Det Kongelige Kapel, verdens ældste orkester, fungerer nu kun som fuldt orkester, fordi musikerne har accepteret en kollektiv lønnedgang.

Der er således mange eksempler på, at vi skal til at passe på, hvis vi ikke varigt vil skade vigtige dele af vores fælles kultur. Den fri entré til de store statslige museer røg desværre i samme ombæring, selvom den åbnede vores kulturarv for nye grupper af brugere, som den i lige så høj grad tilhører som os, der gerne betaler entré.

For kulturministeren var det helt fint, for – som hun har sagt det – så gjorde det konkurrencen mere lige mellem museerne.

Men det er ikke to mærker af mobiltelefoner eller opvaskemiddel, der konkurrerer her. De store statslige museer rummer den sublime fælles arv fra vores historie og vores kunsthistorie. De kan ikke sammenlignes med den store underskov af lokale museer og specialmuseer, som har helt andre roller i kulturlandskabet, og ikke skal konkurrere med Nationalmuseet eller Statens Museum for Kunst.

Stop de årlige bevidstløse besparelser 
Med finansloven for 2019 får kulturbudgettet tilført midler igen, men de går først og fremmest til øremærkede projekter, som hverken gør fra eller til i forhold til de generelle driftsbesparelser, der fortsat kører – eller måske sågar gør dem værre, fordi der skal ofres flere administrative ressourcer på de nye initiativer, som så også må gå fra den almindelige virksomhed.

Derfor skal de årlige bevidstløse besparelser på statens kulturbudget stoppe nu. Og derfor må de igangværende forhandlinger om statstilskud til museerne ikke blot ende med en drastisk beskæring af nogle af de store museer i Hovedstadsområdet, der udfylder en vigtig opgave i vores land, bare fordi der er politiske kræfter, der gerne vil sende flere penge til Jylland.

Det er for fattigt, og kulturpolitikken har fortjent bedre end hele tiden at blive spændt for politiske dagsordner, der dybest set ikke har noget med kulturen selv at gøre.

Efter folketingsvalget vil der forhåbentlig igen være flertal for at danne en borgerlig regering, meget gerne med et styrket konservativt parti som deltager. Der vil det være på tide at skifte kulturpolitisk kurs, og det sker bedst med en konservativ i Kulturministeriet.

Forrige artikel Danske Biografer: Kulturlivet må ud af ekkokamrene Danske Biografer: Kulturlivet må ud af ekkokamrene Næste artikel Kulturministeren: Digebeskyttelsen skal til eftersyn Kulturministeren: Digebeskyttelsen skal til eftersyn
  • Anmeld

    Dina Raabjerg · Forretningsudvikler og Kandidat til Europaparlamentet.

    Godt brølt løbe

    Nikolaj bortset fra at museerne i Jylland også bløder, så er jeg fuldstændig enig med dig. Kulturen er det, der skaber vores identitet. Det er en del af vores sammenhængskraft. Uden en fælles prioriteretkulturindsats får vi bare en masse isolerede subkulturer. Krænkelseskulturen som sniger sig ind på os, vil få yderligere næring.

    Tak for et godt indlæg og vigtigt opråb.

  • Anmeld

    A Hansen

    Valgkampen er nær!

    Og Konservative mangler en mærkesag, nu hvor de er blevet overhalet på både skattelettelser og Gud, Konge & Fædreland. Så hvorfor ikke prøve at gå efter de borgerlige vælgere, der på et tidspunkt har læst en bog, der ikke var af Jussi Adler Olsen?

    Hvis K reelt havde et problem med besparelserne på kulturområdet, havde de nok ikke lagt stemmer til dem. Så uanset hvad K måtte sige af valgflæsk, er de kolde fakta at kultur ikke betyder lige så meget for K som de skattelettelser, de kan få for de samme penge.

  • Anmeld

    Sten Færch-Jensen

    Finansministeren bestemmer altid økonomien

    Så det er fuldstændig ligegyldigt om det er den ene eller anden partifarve, der er ekspeditionssekretær på nedskæringerne på Kulturområdet.

  • Anmeld

    M Jørgensen

    Hip som hap.

    Er der nogen der kan huske hvad Brian Arthur Mikkelsen tilførte kulturen da han var kulturminister under VK regeringen ?

  • Anmeld

    Niels · O

    Konservativ vælger stemmer blank.

    Efter at Konservative annoncerede, at man gerne går i regering med det røde national-populistiske ((DF)), så bliver det uden min stemme. Jeg har ellers altid stemt K, men man er nu blevet for national-konservative med Pape, Jarlov og Khader.

    Som liberalkonservativ har jeg desværre ingen at stemme på.

  • Anmeld

    Ete Forchhammer

    Indlysende rigtigt

    Det er så indlysende rigtigt hvad Nikolaj Bøgh skriver, og det er indlysende sørgeligt når et markant kursskifte i kulturpolitikken gøres til et specielt borgerligt projekt. Også til venstre for midten, fx i SF, er der politikere med henad samme tanker som Nikolaj Bøgh.
    Måtte alle de kulturbevidste politikere finde ud af at gå sammen om at redde stumperne efter grønthøsterens, markedets, kulturløshedens og Mette Bocks hærgen.

Jens Rohde om copyright-reform: Jeg er stadig optimist

Jens Rohde om copyright-reform: Jeg er stadig optimist

OPHAVSRET: Selvom Ministerrådets forhandlinger om en ny copyright-reform er brudt sammen, tror Jens Rohde (R) stadig på en aftale inden parlamentsvalget 26. maj. Rina Ronja Kari håber omvendt, at en forsinkelse kan give vælgerne indflydelse.