Kommentar af 
Lasse Marker

Kina truer den demokratiske samtale, mens Jeppe Kofod ser passivt til

Uanset om tanken falder på en særlig skulptur i Hongkong eller en Kina-kritisk valgplakat i Hellerup, er det uomtvisteligt, at Kina er en stor nation, der går i meget små sko. Og udenrigsminister Jeppe Kofod er tavs. Det er en pinlig affære, skriver Lasse Marker.

Uanset om Kina ødelægger danske valgplakater eller danske kunstværker, er vores udenrigsminister tavs, skriver Lasse Marker.
Uanset om Kina ødelægger danske valgplakater eller danske kunstværker, er vores udenrigsminister tavs, skriver Lasse Marker.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Lasse Marker
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Foran universitetet i Hongkong står en skulptur udført af den danske kunstner Jens Galshiøt. Skulpturen er en otte meter høj orange betonskulptur, der forestiller et tårn af forvredne kroppe, som skal minde beskueren om massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989. Værkets titel er 'Skamstøtten'.

Ved den kinesiske ambassade i Hellerup hænger en håndfuld valgplakater for den radikale regionsrådskandidat Thomas Rohden. Plakatens baggrund er det tibetanske flag, og teksten siger "stop samarbejdet med Kina".

Selvom der er langt fra Hellerup til Hongkong, tyder meget på, at den danske kunstners værk og den danske politikers plakat kommer til at lide samme skæbne.

Kinas frygt for ytringsfrihed

De Radikales Thomas Rohden oplevede, at hans valgplakater blev fjernet få timer efter, han hængte dem op i søndags. Mediet Den Uafhængige kunne senere videodokumentere, at kinakritiske valgplakater blev fjernet af ambassadens vagter. Rohden har senere opsat sine plakater igen.

Den diplomatiske reaktion fra Udenrigsministeriet er udeblevet. Uanset om Kina ødelægger danske valgplakater eller danske kunstværker, er vores udenrigsminister tavs.

Lasse Marker
Partner, Rasmussen & Marker

Kunstneren Jens Galschiøt blev i starten af denne måned meddelt, at universitetet i Hong Kong vil have hans skulptur fjernet, ligesom det blev antydet, at den ellers ville blive destrueret.

Efter et massivt internationalt pres og omtale fra blandt andet Reuters, CNN og BBC, har statuen nu foreløbigt fået lov til at blive på sin plads.

De to sager har flere klare fællestræk. De kan anskues som et tydeligt billede på Kinas frygt for ytringsfrihed.

I denne sammenhæng er den kinesiske frygt så markant, at den overgår respekten for en demokratisk valghandling i Danmark. Lige så respektløst er det, at kinesiske ambassadefolk har brudt loven på dansk grund.

Vores udenrigsminister er tavs

Sagerne har desuden det til fælles, at de ikke formår at samle det officielle Danmark til protest imod den kinesiske fremfærd. En række politiske ordførere på tværs af folketingssalen har i begge tilfælde opfordret udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til at indkalde den kinesiske ambassadør til samtale.

I begge tilfælde er den diplomatiske reaktion fra Udenrigsministeriet dog udeblevet. Uanset om Kina ødelægger danske valgplakater eller danske kunstværker, er vores udenrigsminister tavs.

Jeppe Kofods eneste reaktion har indtil videre været en erklæring om, at "vi fra dansk side har taget sagen op med Beijing". Det er dog ingen uddybning af, hvad den officielle danske holdning er, og heller ingen offentlig opbakning til kunstneren eller den unge regionsrådskandidat.

Hermed efterlades kunstneren Jens Galshiøt og regionsrådskandidaten Thomas Rohden alene i kampen for demokratiske værdier. Det er en pinlig affære.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

Thomas Rohden

2. næstformand for regionsrådet (R), Region Hovedstaden, public affairs-rådgiver, Grace PA, folketingskandidat (R)
BA i statskundskab (Københavns Uni. 2019)

0:000:00