Debat

Konservative Herning: Kulturoplevelser skaber livskvalitet

DEBAT: Mange af mine modkandidater ser kulturområdet som stedet, hvor man kan finde penge til at løse alverdens problemer i kommunen. Men det er simpelthen udtryk for en voldsom mangel på proportioner, skriver Rasmus Norup, der er konservativ spidskandidat i Herning.

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Norup
Spidskandidat til Herning Byråd for Konservative

Kulturoplevelser giver højere livskvalitet, og på den måde er kultur vel også velfærd?

Rasmus Norup
Konservative, Herning

Kulturen giver os en forståelse af, hvor vi kommer fra, hvor vi er, og hvor vi bevæger os hen. Derfor er kulturpolitik helt afgørende. Det er afgørende for Danmark, men i særdeleshed også lokalt, for eksempel i Herning Kommune, hvor jeg kommer fra.

Fakta

TEMA: KULTUR SOM MÆRKESAG

Kommunerne overtager mere og mere drift af kulturinstitutioner fra staten, mens lokalpolitikere ofte bruger kulturen til at synliggøre kommunen. Alligevel spiller kulturpolitik en lille rolle under kommende kommunalvalg.

Altinget: kultur har givet ordet til en række lokalkandidater rundt om i landet, der på hver sin måde har kulturpolitik som sin mærkesag.

Den kulturelle forståelse gør sig nemlig også gældende lokalt, og det er i høj grad lokalt, de egentlige kulturelle oplevelser skal udfoldes. Derfor er kulturpolitik et vigtigt tema ved dette kommunalvalg.

Når jeg følger debatten i min egen kommune, og for den sags skyld i øvrige kommuner, så er diskussionen om, hvad vi vil med vores lokale kulturliv stort set ikke til stede. Det handler primært om, hvad vi ikke vil.

Peanuts på kultur
I en tid, hvor de kommunale økonomier er under pres, er der stort fokus på, at vi har nogle udfordringer på det sociale område, i vores folkeskoler eller i daginstitutionerne. Det, mange kalder kernevelfærdsydelser. Det vil i manges øjne være områder, hvor der mangler penge. Den opfattelse deler jeg langt hen ad vejen.

Desværre oplever jeg, at mange af mine modkandidater falder over kulturområdet som stedet, hvor man kan finde penge til at løse alverdens problemer. Det er selvfølgelig et fair synspunkt, at man gerne vil bruge færre penge på kultur, men at tro, at det kan løse de mange udfordringer, der ellers er i en kommunal økonomi er simpelthen udtryk for en voldsom mangel på proportioner.

De penge, som vi i Herning Kommune bruger på kultur, er ud af den samlede kommunale økonomi peanuts og vil kun kunne løse meget få af de udfordringer, vi har. Selvom man selvfølgelig kan spare lidt penge, så vil vi blive fattigere. I hvert fald kulturelt fattigere.

Kultur er også velfærd
Det vil være skidt. For kulturen giver os en indsigt i os selv og i verden omkring os. Kulturen skaber oplevelser og giver os noget at forholde os til, at debattere og overveje. Oplevelser, som skaber glæde og indhold og som dermed gør, at vi har det godt. Kulturoplevelser giver højere livskvalitet, og på den måde er kultur vel også velfærd?

Det synes jeg, og derfor er en aktiv kulturpolitik rigtig vigtig for mig, når jeg stiller op til kommunalvalget i Herning Kommune. En aktiv kulturpolitik, som giver indbyggere uanset alder gode muligheder for kulturelle udfoldelser og oplevelser. En kulturpolitik, som har fokus på både bredden og dybden, uanset om det gælder billedkunst, musik, teater eller et af de mange andre kulturtilbud, som vi har i Herning.

Kulturen skal være let tilgængelig i Herning Kommune. Derfor er alle kulturtilbud samlet på hjemmesiden herningerkultur.dk, hvor man kan få et godt overblik over de mange muligheder, som tilbydes i Herning Kommune.

Tæt samarbejde med erhvervslivet
Det har i mange år været karakteristisk for Herning, at rammerne for kulturlivet er blevet til i et tæt samarbejde mellem kommunen, organisationerne, erhvervsvirksomhederne og kunstnerne. Dette samarbejdsmønster, hvor virksomhederne har en meget central rolle, skal fastholdes og om muligt yderligere udbygges i de kommende år.

Men hovedbudskabet er, at kulturpolitik er helt vildt vigtigt. Vi må ikke forfalde til at smide vores levende kultur på gulvet i en tid, hvor alle områder i den kommunale økonomi er under pres. Selvfølgelig kan der spares på kultur, men det er ude af proportioner at tro, at det tilnærmelsesvis kan løse de udfordringer, vi står med på andre områder.

Så lad os holde fast i en aktiv kulturpolitik, som skaber oplevelser og livskvalitet. Det kæmper jeg for, at vi gør i Herning Kommune!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Norup

2. viceborgmester (K), Herning Kommune

0:000:00