Kronik: Gamle partier taber vælgere på usynlig kulturpolitik
MÆRKESAG: Når politikerne vil noget på kulturens vegne, så bliver det også et afgørende parameter, når vælgerne skal sætte kryds til kommunalvalget, skriver Peter Thor Andersen og forklarer, at de nyere partiers succes delvist kan forklares med deres synlige kulturpolitik.
Peter Thor Andersen er fast klummeskribent på Altinget: kultur. Han er cand. mag. i historie fra Københavns Universitet og direktør for Øhavsmuseet Faaborg.
Af Peter Thor Andersen
Museumsdirektør på Øhavsmuseet i Faaborg
21. november går danskerne til stemmeurnerne, når der er kommunalvalg. Mange af de partier, som vi kan stemme på, er så gamle, at de kunne komme på museum! Men der er også de ”nye” partier som Alternativet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Disse partier har klaret sig godt trods svære odds ved deres fødsel, og pudsigt nok er det også netop dem, der har en synlig kulturpolitik.
De gamle partiers politik har på de fleste andre politikområder udviklet sig med tiden – mens deres kulturpolitik nærmest har stået stille siden dengang degnen var radikal, højskolerne var i vælten, og Maude og Hans Christian Varnæs gik i Musikforeningen
Peter Thor Andersen
Hvem er i tvivl om, at Dansk Folkeparti vil prioritere national kulturarv, det antielitære og kulturen i landdistrikterne? Eller at Liberal Alliance vil reformere kulturstøtten fra bunden og prioritere det sublime og det innovative på bekostning af ”mainstream”, sådan som kulturminister Mette Bock (LA) blandt andet udtalte til Zetland 29. december 2016? Eller at Alternativet forsøger at indtænke kultur i andre politikområder – som vi har set med ”kultur på recept” – og at partiet vil prioritere kulturen højere på statens finanser, senest med et krav om 1 milliard kroner ekstra på finansloven?
Kultur
