Debat

Kulturanalytiker: Haarders sparekniv gør teatrene mindre selvkørende

DEBAT: Hvis kulturminister Bertel Haarder har som mål at presse scenekunstbranchen til at blive mere uafhængig, har han netop skudt sig selv i foden ved at lukke Videnscenter for Scenekunst. Det skriver Henriette Varming.
Ministerens svar er tilføjet nederst i artiklen.

Foto: Colourbox.com
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henriette Varming
Cand. mag og kulturanalytiker

I halvandet år har en dialoggruppe fra scenekunstbranchen arbejdet på et projektet, der er blevet til Videncenter for Scenekunst, søsat af forhenværende kulturminister Marianne Jelved (R) i 2015. Målet var at sikre en bedre udnyttelse af midlerne til scenekunsten ved at indsamle viden, yde rådgivning og udveksle erfaringer i branchen.

Kun godt et halvt år efter den nye leder har sat sig i stolen, og ingen formodentlig har haft tid til at indsamle nogen form for dokumentation, lukker kulturminister Bertel Haarder (V) nu projektet.

Fondsstøtte får mere afgørende betydning
Dansk kulturliv modtager mere end 1,5 milliarder kroner fra private fonde hvert år, og omkring 70 millioner kroner går til scenekunst. Når ministeren sparer på kulturen, stiger fondenes indflydelse, og kampen om støttekronerne tager til.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Hvis et teater skal kvalificere sig til at komme i betragtning til fondsstøtte, forudsætter det netop en indgående viden om branchen og de bidragydere, som udover de private fonde også tæller virksomheder og private.

I øjeblikket findes der ingen officielle opgørelser over, hvilke fonde der findes, hvad deres uddelingspolitikker er, hvilke virksomheder der ønsker at samarbejde med kulturlivet, og hvordan man som kulturinstitution får gang i dialogen med dem. Teatrene mangler viden om, hvor i teaterlandskabet de hver især har deres særlige ståsted, og hvad der gør dem særligt interessant for bidragyderne at samarbejde med.

Scenekunstbranchen, som tæller alt fra Teater Grob på Nørrebrogade over Sorte Hest på Frederiksberg til Østre Gasværk, er ikke i stand til at løfte opgaven med at dække hullet, efter kulturministerens sparekniv har været forbi, og sikre en øget økonomisk uafhængighed. 

Henriette Varming
Analytiker for Danske Dramatikere

Besparelser reducerer økonomisk uafhængighed
Scenekunstbranchen, som tæller alt fra Teater Grob på Nørrebrogade over Sorte Hest på Frederiksberg til Østre Gasværk, er ikke i stand til at løfte opgaven med at dække hullet, efter kulturministerens sparekniv har været forbi, og sikre en øget økonomisk uafhængighed. De har brug for hjælp, rådgivning og videndeling. Det enkelte teater har dårligt nok ressourcerne til at skabe kunst, synlighed og billetsalg.

Så hvis kulturministeren har som mål at presse scenekunsten til at blive mere uafhængige og selvkørende, så har han netop skudt sig selv i foden ved at lukke Videnscenter for Scenekunst, der i øvrigt er finansieret af Statens Kunstfond og Bikubenfonden. Mon ikke Haarder kunne spare mere ved at lade projektet fortsætte, nu hvor det er udviklet, og i stedet sikre en nødvendig viden til en branche, der således vil være i stand til at drive sin virksomhed mere effektivt.

Henriette Varming har skrevet indlægget efter forespørgsel fra Danske Dramatikere.

 

OPDATERET - 7. oktober:
Kommentar fra kulturminister Bertel Haarder.

Henriette Varming skrev i går på Altinget, at jeg lukker Videnscenter for Scenekunst efter et års levetid. Det er en misforståelse.

Videnscenter for scenekunst er slet ikke oprettet, og den udviklingsplatform, som Bikubenfonden og Statens Kunstfond i fællesskab står bag, kører videre helt som planlagt, og helt uafhængigt af min beslutning.

Jeg har altså ikke lukket noget.

Det er til gengæld rigtigt, at jeg har modtaget et forslag til at oprette et Videnscenter for scenekunst i tilknytning til de to fondes projekt, som jeg har besluttet ikke at gå videre med.

Som jeg tidligere har sagt, er jeg ikke sikker på, at et videnscenter er den bedste måde at bruge pengene på scenekunstområdet på. Og det projekt, jeg blev præsenteret for, mener jeg var et skrøbeligt projekt, økonomisk og organisatorisk.

Men jeg vil gerne have dialog med scenekunstbranchen om, hvordan vi får endnu bedre scenekunst for pengene. Derfor har jeg også inviteret scenekunst dialoggruppen bag videnscenteret til et møde i slutningen af oktober

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henriette Varming

Indehaver, Kulturdoktoren
cand.mag. i historie og kunsthistorie (Københavns Uni. 2002)

0:000:00