Kulturleder: Sæt kulturhusene på dagsordenen

DEBAT: Kulturhusene kan noget særligt i forhold til deltagelse og fællesskaber. Alligevel er de næsten usynlige, når det kommer til den nationale kulturpolitiske dagsorden, skriver bestyrelsesmedlem i Kulturhusene i Danmark Mette Strømgaard Dalby.

Af Mette Strømgaard Dalby
Bestyrelsesmedlem for Kulturhusene i Danmark, leder af Nicolai Kultur

PH sagde "Hva’ mæ’ kulturen?" i sit samfundskritiske kulturskrift fra 1933. I 2019 må spørgsmålet snarere være "hvad med kulturhusene"? Kulturministeren har foreløbig rettet sit fokus mod museerne, bibliotekerne, medierne og kulturskolerne, men igen er kulturhusene usynlige på den kulturpolitiske dagsorden.

Man siger, at den, der lever stille, lever godt, men det er næppe tilfældet her.

Til gengæld går det godt i kulturhusene, både de mindre og rent brugerstyrede og de større kommunale institutioner, som Godsbanen i Aarhus, Kulturmaskinen i Odense og Nicolai i Kolding, hvor jeg selv er leder. Faktisk viser en europæisk undersøgelse, at kulturhusene på mange måder er med helt fremme, når vi taler om samskabelse, empowerment og bottom-up-processer.

Bottom-up-fællesskaber engagerer
Undersøgelsen hedder RECcORD, der står for Rethinking Cultural Centres in a European Dimension, og er et aktionsforskningsprojekt initieret af Aarhus Universitet, Kulturhusene i Danmark og den tilsvarende europæiske organisation ENCC.

Fokus er på deltagelsesformer i europæiske kulturhuse, og forskningen viser, at selvom kulturhusene i Europa er præget af stor diversitet, er de unikke i deres tilgang til facilitering af borgernes engagement og deltagelse.

Kulturhusene giver ikke blot adgang til lokaler og teknik til koncerter, workshops, udstillinger med mere, men er i stand til på højt plan at bruge kunst og kreativitet til at engagere og involvere brugerne/borgerne. For et særkende for kulturhusene er netop stor åbenhed i forhold til bottom-up-initiativer fra mange forskellige brugere og en tæt dialog med brugergrupper.

Fællesskaber omkring kulturproduktion, hvad enten det er at synge i kor, forberede en festival eller lave mad sammen, er essentielt i kulturhusene, og netop dét at danne fællesskaber står helt centralt for mange kulturhuse såvel som at facilitere borgernes gode ideer til kulturaktiviteter. Her adskiller kulturhusene sig fra andre kulturinstitutioner.

Kulturhuse værner mod fake news 
Mange kulturhuse er opstået lokalt som en protest mod samfundsudviklingen eller et værn om et lokalmiljø. Nogle kulturhuse er igangsat kommunalt for at løfte kvarterer, der demografisk og socialt har særlige udfordringer.

De seneste 10-15 år er udviklingen i kommunerne gået i retning af at samle forskellige kulturtiltag i større komplekser, som for eksempel Nicolai i Kolding, hvor der er afsat 6.000 kvadratmeter til kultur for både professionelle og amatører, foreningsliv og frivillige.

Kendetegnene for de kommunale kulturhuse er, at de ser det som en væsentligt opgave at bidrage til den demokratiske dannelse eller med andre ord være rum for borgerens mulighed for medskabelse og medbestemmelse.

Der er en vigtig eksistensberettigelse i en tid, hvor fake news huserer, og borgerne generelt mangler tillid til politikere, systemer og demokratiske processer ifølge flere undersøgelser, blandt andet af Ugebrevet A4 og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Kulturel nytænkning opstår i mødet med andre
I kulturaktiviteter samles man omkring den fælles passion, hvad enten det er at danse tango, synge i kor eller skabe en kunstfestival. Generelt er kulturhusene mangfoldige og rummelige og ser det som deres pligt at gøre plads til mange forskellige stemmer.

Og vi ved jo, at nytænkning ofte opstår i mødet med andre, når man rystes ud af sine vante rammer og tanker. I Nicolai har vi gode erfaringer med at arbejde med et bredt kulturbegreb, hvor vi inviterer andre brugergrupper til at bruge vores rammer.

Kultur skaber sammenhængskraft
Vi har således huset festivalen ’Kultur for folket’ i tæt samarbejde med Nordhøj, et aktivitetscenter for folk med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, til glæde for både Nordhøj og Nicolais faste brugere. Vi har sammen med Ungdomsskolen skabt et kulturhus, Bygning 5, for unge kulturentreprenører, hvor man kan bruge faciliteterne og møde ligesindede.

I Bygning 5 har vi også givet plads til et socialt mødested for anbragte og tidligere anbragte unge mellem 15-30 år. Flere af de unge deltager nu på lige fod med andre unge i forskellige kulturtiltag. Fordi de gennem deres tilstedeværelse i huset har haft en barriere mindre at forholde sig til, når det kom til at deltage i et kulturfællesskab sammen med andre unge.

Helt essentielt her er, at kultur ikke stigmatiserer, som velmenende sociale projekter kan gøre det.

Man er med, fordi man har interesse i at lave musik, læser op af egne tekster eller arbejder med tv-produktion. Samtidigt kommer man med i et fællesskab og lærer noget om egen mestring og fælles processer. Med et fint begreb kan vi kalde det demokratisk dannelse.

Den største udfordring er mangfoldigheden
Udfordringen for kulturhusene er således ikke at italesætte vores meningsskabende aktiviteter, ja, vores eksistensberettigelse, for det kan vi godt.

Vores udfordring er snarere vores mangeartede organisering og vores manglende ’skal’-opgaver, som gør det vanskeligt for os at opnå den samme synlighed som museer, arkiver og biblioteker.

Vores hjerte er også vores akilleshæl, nemlig vores mangfoldighed. Kulturhusene er præget af et væld af forskellige brikker, nogle er spillesteder, andre huser børnekultur, har cafédrift, ligger i partnerskaber med biblioteker eller noget helt femte. Alt sammen bestemt af en skønsom blanding af historik og kommunalpolitik.

Kulturhusene kæmper for synlighed og overlevelse
Fælles for mange kulturhuse er, at vi kæmper en brav kamp for kulturhusenes synlighed og overlevelse i en tid, hvor mange kommuner arbejder med frivillighed som en forudsætning for et moderne samfund og helt naturligt rækker ud mod civilsamfundet.

Paradoksalt er det netop dét, kulturhusene er bedst til − at give rum til frivillige og gøre det på mangfoldige måder tilpasset lokal kontekst.

Og netop det er hele vores eksistensberettigelse. Vi kalder det aktiv deltagelse.

Forrige artikel Operachef: Kunst gør stadig livet værd at dø for Operachef: Kunst gør stadig livet værd at dø for Næste artikel Debat: Nye EU-regler om ophavsret vil ikke begrænse teknologien Debat: Nye EU-regler om ophavsret vil ikke begrænse teknologien