LA-spidskandidat: Politisk indblanden gør kunst konform og uden værdi

Af Michael Vajhøj (LA)
Byrådsmedlem i Hjørring Kommune og spidskandidat

Jeg har altid holdt meget af kulturen, men jeg elsker kunsten – eller rettere sagt: Det, kunsten gør ved os. For hvor kulturen er det, der samles os, så er kunsten det, der får vores holdninger til at brydes. Det er i mødet med kunsten, vi bliver tvunget til at forholde os til det samfund, vi er en del af, og måske vigtigst af alt, forholde os til os selv.

Det skal vi som politikere passe på med at blande os for meget i. For det er en almengyldig regel, at “den, der betaler musikken, bestemmer hvad der spilles”. Når politikerne blander sig, risikerer kunsten derfor nemt at blive konform miste sin værdi.

Heroppe i vores skønne “Udkantsland”, som jeg ynder at kalde det, er vi heldigvis godt stillet. Vi har nemlig ikke råd til at bruge alt for mange penge på området, men vi har noget andet. Heroppe spirer og blomster kunsten nemlig, og store som små kunstnere elsker at udfolde sig her.

Her er højt til loftet, plads til være sig selv og på mange måder plads til at føre sine egne drømme ud i livet. Huspriserne er også mange steder i et niveau, hvor det ikke er nødvendigt med hverken halve eller hele milliongager for at betale terminen.

Mennesker i frie rammer
En god bekendt flyttede for få år siden tilbage til Danmark efter mange år i udlandet, senest efter en del år i New York. Som født og opvokset i Aalborg og derefter bosiddende på Frederiksberg i mange år kunne man tro, at det mere mondæne liv virkede mere tiltrækkende end et liv derude, hvor der er kulsort om natten – men nej.

Kunsten skabes nemlig ikke af fine støtteordninger, den skabes af mennesker i frie rammer – frie rammer til at udleve sine egne drømme og til at mærke effekten af sin egen tilstedeværelse.

Michael Vajhøj (LA)
Byrådsmedlem i Hjørring Kommune og spidskandidat

Han valgte at flytte til den lille landsby Lørslev. En by, vi politikere lukkede skolen i for efterhånden en del år siden, men som selv startede en friskole. En by, hvor købmanden efter mange års kamp opgav at have en forretning kørende, men hvor borgerne er gået sammen om at skabe et indkøbsnetværk, så de ældre borgere stadig kan få handlet ind.

En by, hvor tingene sker på borgernes initiativ – eller som han så rammende selv har beskrevet det: “Her kan jeg mærke effekten af min egen tilstedeværelse.”

Sådan ser vi kunsten blomstre rundt omkring i vores del af landet. Små og mellemstore byer affolkes, men det giver plads til nye borgere – nye borgere, der kommer hertil og skaber vækst og udvikling. Det, politikerne ofte har tendens til at dømme ude, er det, der oftest viser sig at skabe størst værdi. Kunsten skabes nemlig ikke af fine støtteordninger, den skabes af mennesker i frie rammer – frie rammer til at udleve sine egne drømme og til at mærke effekten af sin egen tilstedeværelse.

Dér, hvor vi kan mærke den effekt, er også der, hvor vi aktivt som borgere har lyst til at involvere os. Og netop vores egen involvering er det, der sikrer, at kulturlivet fastholder sin folkelige opbakning og det, der sikrer, at kunsten bliver ved med at udfordre os.