Lektorer: Nyt, digitalt værktøj kan gøre det nemmere at forstå dansk kulturliv. Men der er også faldgruber

Etableringen af et kommende kulturens analyseinstitut er en god anledning til at sætte gang i refleksioner omkring, hvordan vi bedst synliggør og måler kulturens værdier og effekter.

For hvad er det helt konkret, vi skal og bør måle og veje på og ved hjælp af hvilke redskaber? Og hvilken betydning har måleredskaberne for, hvordan vi forstår kulturen og dens betydning?

Et eksempel til at udfolde disse spørgsmål kan vi finde ved at kigge på de nye, digitale metoder, der i stigende grad gør os i stand til at indsamle og forstå det hverdagsliv, der udfoldes online omkring emner såsom kultur, kunst, klima, sundhed og politik.

Culturography, et nyt digitalt værktøj

Culturography er et sådant værktøj, der er udviklet i et samarbejde mellem Roskilde Fonden og analysehuset Backscatter med det formål at kortlægge og visualisere online fællesskaber. Gennem en applikation sætter Culturography kort sagt brugeren i stand til at se, hvad det er for nogle emner, kulturelle fællesskaber engagerer sig i. 

Gennem Culturography kobles kulturlivet med de bredere samtaler, der foregår i samfundet, og vi får mulighed for bedre at forstå, hvordan kulturlivet er med til at rammesætte interesse-fællesskaber

Mette Simonsen Abildgaard og Carina Ren
Lektorer, Aalborg Universitet

Med kulturelle fællesskaber menes her grupper af personer, der har det til fælles, at de flere gange på sociale medier har ‘liket’ posts fra samme kulturelle aktør – et teater, biograf eller lignende – eller en kulturbegivenhed.

Det, som man igennem Culturography kan få adgang til og indblik i, er, hvordan brugere, der eksempelvis interesserer sig for klimapolitik eller veganisme også, gennem likes og delinger, engagerer sig, eller ikke engagerer sig, med bestemte kulturelle begivenheder eller institutioner.

Der kunne i princippet også være overlap iblandt dem, der interesserer sig for lystfiskeri og ballet, men det nuværende værktøj har fokus på fællesskaber, der overlapper, eller det modsatte, imellem klimaaktivisme og Roskilde Festival. 

Gennem Culturography, og med dette tværgående fokus på klima og en musikfestival, kobles kulturlivet med de bredere samtaler, der foregår i samfundet, og vi får mulighed for bedre at forstå, hvordan kulturlivet er med til at rammesætte – og på sigt muligvis påvirker – interessefællesskaber.

Det helt store potentiale i et redskab som Culturgraphy er, at det peger væk fra tidligere økonomiske modeller for værdiansættelse af kultur, og i stedet mod hvordan kultur fungerer som motor for dannelse og udvikling af sociale og politiske fællesskaber i samfundet. 

Kræver ny kritisk opmærksomhed

I den case, Culturography er udviklet på, illustrerer redskabet helt konkret, hvordan Roskilde Festivals samarbejde med sponsoren Andel skaber nyt engagement fra klimapolitiske fællesskaber, som Andel ikke tidligere oplevede interesse fra. Det kan pege mod fremtidige partnerskaber, og dermed vigtige indtægtskilder for et trængt kulturliv.

Omvendt kræver den nye generation af digitale værktøjer også en ny kritisk opmærksomhed, eksempelvis i forhold til de begreber, vi også her har benyttet os af, såsom ‘engagement’ og ‘fællesskaber’.

Vi risikerer, at den næste generation af kulturanalyseredskaber udelukkende udvikles med henblik på samarbejde med erhvervslivet

Mette Simonsen Abildgaard og Carina Ren
Lektorer, Aalborg Universitet

Det er ikke nødvendigvis sådan, at et ‘like’ på Facebook eller et ‘love’ på Instagram eller Twitter kan oversættes til tillid eller interesse. Det er derfor nødvendigt at stille sig kritisk an overfor, hvad det er, digitale redskab såsom Culturgraphy egentlig måler.

Af den grund kunne man ønske sig støtte til fri forskning i udviklingen af digitale metoderedskaber og netværksundersøgelse af kulturens betydning i samfundet.

Hvis ikke dette sker, risikerer vi, at den næste generation af kulturanalyseredskaber udelukkende udvikles med henblik på samarbejde med erhvervslivet eller fastholder eller forstærker en, vil nogle mene, i forvejen smal forståelse af kulturens værdier og værdiskabelse.

Vores eksempel peger på, at de redskaber, hvormed vi kortlægger og visualiserer kulturelle fællesskaber, påvirker den måde, hvorpå vi forstår disse fællesskaber. Eller sat helt på spidsen: at vores måleinstrumenter – vores metodiske briller – betinger, hvordan vi anskuer verden.

Dette gælder også for det kommende Kulturens Analyseinstitut, der ifølge Kulturministeriet har til formål “at levere en mere struktureret og empirisk funderet viden om kulturområdet og dets dynamikker, hvilket længe har været efterspurgt fra kulturlivet selv og fra politisk side”.

Med digitale redskaber som Culturography udvikles nye muligheder for netop at kortlægge kulturens dynamikker samt at udbrede kulturlivets potentiale som ‘fællesskabende’, men også nye faldgruber i det voksende kommercielle potentiale for partnerskaber mellem kulturliv og erhverv, som vi fremadrettet bør være opmærksomme på. Lad os håbe, at dette perspektiv også får plads i det kommende arbejde.