Mikkel Bogh: Hvornår bliver kultur til et ægte politikområde?

Af Mikkel Bogh
Direktør for Statens Museum for Kunst

Kulturpolitik skal selvfølgelig ikke bestemme indholdet af kulturen, eller hvem der skal praktisere den. Den skal derimod sætte kulturen på den større politiske dagsorden og dermed sikre dens synlighed og stimulere dens fortsatte udvikling.

Mikkel Bogh
Dirketør for Statens Museum for Kunst

Kultur bliver først et politikområde, og en kulturpolitik kan først formuleres, når man som politiker eller parti har gjort sig tanker om, hvad kultur overhovedet er.

Hvilken rolle spiller kultur – for menneskers dannelse, for samfundsudviklingen, for økonomien? Hvis der er noget, dansk politik har savnet, så er det en diskussion og anerkendelse af den samfundsmæssige rolle og betydning, kulturen har. Uden kulturbegreb, ingen kulturpolitik.

Efter det kommende folketingsvalg bør politikerne, og ikke kun kulturministeren, besinde sig på kulturen og dens betydning. Den kultur, der ligger under ministerområdet i dag, dækker både det brede og det smalle, fra leg, spil og fritidsidræt over kulturfestivaller til kunstneriske eksperimenter, der endnu kun bliver bemærket af de få.

Kultur er ikke bare en konsumvare
Hele dette spektrum af aktiviteter og værker, og de institutioner, der tager vare på dem, fylder utrolig meget i danskernes liv. Vi spiller badminton og går på kunstmuseum. Ser X Factor og læser poesi. Ikke udelukkende som underholdning, men som meningsskabende, fællesskabsstyrkende, udviklende og ’bevidsthedsudvidende’ faktorer.

Kulturen bearbejder både vores historie, vores umiddelbare omgivelser og vores fremtid: Den kan stille de kritiske spørgsmål, den kan vise os værdi og aktualitet i genstande og udtryksformer, som vi var lige ved at glemme, og den kan hjælpe os til at skabe orientering i en altid uoverskuelig nutid – og til at drømme om fremtiden. Kultur er med andre ord ikke bare en konsumvare, der udfylder et tomrum kaldet fritid. Kultur skaber interesse, knytter os til hinanden og engagerer os i vores tid. Der er al mulig grund til at tage området meget alvorligt.

Hvornår bliver kulturen til et ægte politikområde? Det sker, når der tages politiske initiativer til at bringe kulturen ind i samfundsdebatten, initiativer som bidrager til at synliggøre dens betydning og nødvendighed.

Det sker også ved at diskutere dens frembringelser og sikre dens udfoldelsesmuligheder. Selvfølgelig handler det også om penge. Kulturpolitik er uundgåeligt et spørgsmål om fordeling af kulturkroner, baseret på en grundig overvejelse over betydningen af den kulturelle og æstetiske faktor i vores liv og en prioritering af de mulige veje, man kan gå. Men der er meget mere i kulturpolitik end det.

Kultur på den politiske dagsorden
Kulturpolitikken udpeger eller bør udpege fokus- og indsatsområder, som kulturelt medborgerskab, børn, sprogudvikling, kunstnerisk uddannelse, talentudvikling, landskabspleje, de byggede omgivelser og andet, ligesom kulturpolitik kan være drøftelsen af perspektiver i kulturarvsbevaring og kulturarvsbrug. Der findes et væld af kulturpolitiske emner og udfordringer.

Hvordan undgår vi, at ’visionære’ og reformivrige kulturministre sætter kunstnere og andre fagfolk ud af spillet med en alt for aktivistisk politik, sådan som museumsdirektør Peter Thor Andersen frygter i et indlæg i Altinget: kultur?

Behøver vi, som han foreslår, at vælge mellem armslængdeprincippet og en synlig kulturpolitik? Ingenlunde. Den nødvendige armslængde kan sagtens opretholdes inden for en aktiv kulturpolitik. Armslængdeprincippet har aldrig betydet, at politikere ikke må fordele kulturkronerne anderledes. Kun at støttekroner, i det øjeblik de er afsat i puljer og til institutioner, skal fordeles og anvendes af repræsentanter for fagområdet.

Kulturpolitik skal selvfølgelig ikke bestemme indholdet af kulturen, eller hvem der skal praktisere den. Den skal derimod sætte kulturen på den større politiske dagsorden og dermed sikre dens synlighed og stimulere dens fortsatte udvikling.