Ministeren og mastodonten

Kulturminister Bertel Haarder (V) var så stor en fan af den afdøde konge af DR-underholdningen, Otto Leisner, at han var tæt på at byde på hans hjemmelavede vittighedskartotek, da det sidste år blev udbudt på en auktion.

Det blev dog ikke til noget – og på Otto Leisners gamle arbejdsplads synes de nok egentlig heller ikke længere, at der er så meget at grine ad, når talen falder på landets liberale kulturminister.

Aldrig har den licensbetalte mediemastodont og public service-station været udsat for så massivt et politisk pres, som det Bertel Haarder, regeringen og de øvrige borgerlige partier for tiden lægger på ledelsen i Danmarks Radio.

Minister med en mission
For ud over at være en af regeringens mest respekterede og populære ministre er den erfarne Bertel Haarder en mand med en mission. Tidligere ville de fleste have kaldt det ”mission impossible” - men ligesom medievirkeligheden ændrer sig, er også den mediepolitiske virkelighed i forandring.

Og sværhedsgraden holder i hvert fald ikke kulturministeren tilbage.

Missionen er politisk og ideologisk og går ud på at stække det statslige DR, der ifølge de borgerlige partier efterhånden er svulmet så voldsomt op, at en akut slankekur er tiltrængt.

DR-dominansen i det samlede mediebillede skal mindskes, mener Bertel Haarder, for der er noget galt, når DR og TV2 til sammen har flere journalister ansat end de øvrige landsdækkende medier til sammen.

Træd varsomt
Hans mission er ført til protokols, det står i selveste regeringsgrundlaget – ganske vist kun i en enkelt linje, overordnet og ukonkret – men regeringen mener det alvorligt.

Og derfor har direktionen og bestyrelsen i DR i Ørestad de seneste måneder jævnligt kunne læse avisoverskrifter med kras kritik fra Haarder og utvetydige budskaber til DR's ledelse og bestyrelse om at træde varsomt.

DR skal i højere grad fokusere på sine public service kerneopgaver og skære overflødigt underholdningsfedt og kanaler væk, har det lydt fra ministeren. Og danskerne, som er tvangsindlagt til at betale licens, skal i højere grad have mulighed for at vælge til og fra blandt DR-programmerne, så licensen differentieres. For ikke at glemme københavneriet, der gerne skal afløses af flere udsendelser om, hvad der foregår rundtomkring i det ganske land.

Jorden gødes
Og sidst, men ikke mindst, kravet, der har vakt glæde hos Danske Medier, om at DR skal indskrænke sine aktiviteter på nettet, så private medier – der skal leve af det – ikke udsættes for unfair konkurrence for offentlige midler.

Med andre ord har kulturministeren ikke sparet på retorikken, når han gentagne gange offentligt har gødet jorden for ændringer af DR. Det er bemærkelsesværdigt nok i sig selv.

Men da selveste landets finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V), også stemte i med anklager om, at DR fylder for meget i mediebilledet, fokuserer for lidt på public service og ”er fuld af kedelig underholdning i den bedste sendetid,” stod det for alvor klart, også i Ørestad, at DR-metoden med pure at afvise enhver kritik måske har sine strategiske begrænsninger.

Ideologisk nervekrig
Med den tydelige priming har kulturministeren og regeringen reelt indledt en ideologisk nervekrig, der kan strække sig flere år ud i fremtiden. Og heri ligger samtidig Bertel Haarders store udfordring. For det gældende medieforlig, som et bredt flertal traditionen tro står bag, gælder frem til 2018.

Så foreløbig kan Haarder reelt ikke gøre meget andet end at prime, true, kritisere og markere. Mens han samtidig opfordrer til dialog.

Og det gør han så. Begge dele. Igen og igen. Så markant, at Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, nu kalder det en ”ynkelig strategi” og kritiserer ministeren for at forsøge at lægge pres på DR's ledelse for at gennemføre ting, der ikke er omfattet af det nuværende medieforlig.

Og dermed er tonen slået an til en højspændt, ideologiske strid. For i Socialdemokraterne har DR midt i det hele en politisk bannerfører, der betragter et hvert indgreb mod den licensbetalte station for et indgreb i selveste ”den danske model.”

Advarsel mod at bøje sig for trusler
”Jeg vil advare DR's ledelse mod at lade sig true af de borgerlige partier til at komme med udspil, der strider imod medieforliget. Det er jo en umulig situation at stille DR i. På den ene side siger alle de borgerlige, at de ikke vil bryde forliget – på den anden side står de og opfordrer DR til at komme med forslag, som af gode grunde ikke kan ligge inden for forliget. Det holder jo ikke,” mener Mogens Jensen.

Politisk er der altså ingen kvikke fix for kulturministeren. Ganske vist gøder han retorisk jorden inden de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig, men der er heller ingen tvivl om, at det vil bane vejen for et mere uproblematisk nyt medieforlig, hvis DR på det tidspunkt allerede ”ad egen drift” har iværksat blot små initiativer eller delprojekter, der efterkommer elementer af de borgerliges ønsker.

DR skal kende sin besøgelsestid
Derfor sætter den 71-årige minister og tidligere Venstre-ideolog - parallelt med sin hårde kritik - sin lid til såkaldte dialogmøder mellem DR-ledelsen og deres kritikere fra både Danske Medier og cirkusbranchen, der har klaget over konkurrenceforvridning fra det populære DR-program Cirkus Summarum.

”Jeg vil gerne have, at DR finder løsninger på det her,” som Haarder tidligere har udtrykt det over for Altinget. Tilsat et besk drys af en slet skjult trussel:

”Jeg vil råde DR til at kende sin besøgelsestid.”

Ministerens målrettede stålsathed for at leve op til regeringsgrundlaget gør det heller ikke utænkeligt, at han kan miste tålmodigheden over for det sagkyndige public service-udvalg, som hans forgænger, Marianne Jelved (R), nedsatte med Connie Hedegaard i spidsen – med det formål at ”udarbejde overvejelser om public service-mediernes rolle i medievirkeligheden i de kommende år.”

En aktør tæt på sagen vurderer det som tænkeligt, at kulturministeren vil lægge pres på Connie Hedegaard og udvalget for at gøre sig hurtigere færdig end til den oprindelige deadline 1. januar 2017. Ikke nødvendigvis fordi der er en politisk forventning om, at det sagkyndige udvalg når frem til konklusioner, som her og nu kan omsættes til den politiske virkelighed, men måske snarere for ikke at blive handlingslammet og sat skakmat i tiden frem til public service-udvalgets deadline.

Lytterne og seerne klarer det for Haarder
Netop tiden kan blive den ukendte faktor og medspiller, der sikrer, at Bertel Haarder i en eller anden form opnår den store succes, det vil være at sætte flueben ud for et ideologisk projekt i regeringsgrundlaget.

For udviklingen i medievirkeligheden går forrygende hurtigt. Det gammeldags såkaldte flow-tv, hvor danskerne sætter sig til rette i sofaen for at vente på TV-Avisen eller det efterfølgende program er på hastig retræte med skarp konkurrence fra Netflix, HBO og andre netbaserede medieplatforme, der gør det muligt at se, hvad vi vil – når vi vil.

Derfor slog DR-bestyrelsesformand Michael Christiansen to fluer med ét smæk, da han i kølvandet på Haarders nye, hårde kritik forleden erkendte, at den digitale udvikling vil medføre et færre antal DR-kanaler i løbet af få år.

Ikke blot udviste bestyrelsesformanden dermed en lidt mere imødekommende kurs over for ministeren, end man hidtil har kunnet iagttage fra mediemastodonten.

Men samtidig forholdt han sig sådan set bare til medievirkeligheden, der buldrer afsted og også ændrer grundlæggende vilkår for DR.

Som en central DR-kilde udtrykker det:

”Der bliver færre og færre, der bruger flow-tv. Vi sidder jo ikke og venter på udsendelserne længere. Så der bliver også færre kanaler. Derfor får Bertel Haarder sine indrømmelser. Det klarer lytterne og seerne for ham. Og politisk vil det være en kæmpe succes.”