Jane Sandberg: Kulturen beder ikke om andet end at blive taget alvorligt

DEBAT: Den fungerende kulturminister efterspørger kultursolidaritet, men det er der allerede masser af. Det hælder derfor til politikerarrogance at bede om mere. Ministeren fraskriver sig dermed også et ansvar for at tage kulturen alvorligt, skriver Jane Sandberg.

Af Jane Sandberg
Museumsdirektør i Enigma og forfatter

Den fungerende kulturminister, Rasmus Prehn, havde kun lige sat sig på ministertaburetten, da han i oktober i Politikens spalter redegjorde for den socialdemokratiske kulturkamp. 

En kamp, der ifølge ministeren hviler på begrebet ”kultursolidaritet”. Nice move, fristes man til at kreditere ministeren, for solidaritet er jo et positivt ladet ord, som på mange måder kendetegner det klassiske, socialdemokratiske projekt. 

Men ved at parre kultur med solidaritet spændes kulturen for en vogn, der fratager politikerne ansvaret for kulturens ve og vel, for i stedet forskyde ansvaret fra de folkevalgte til et folkeligt anliggende. Det er med ministerens ord tid til ”at iføre sig sin harnisk og selv tage ansvaret på sig”. 

Ministeren opfordrer altså os alle sammen til at løfte i flok og sprede det gode kulturbudskab. Ministerens indlæg slutter fyndigt med endnu en retorisk finte; han omskriver præsident Kennedys citat til, at vi nu skal spørge ”hvad du og andre i fællesskab kan gøre for kulturen”.

Kultursolidaritet af fineste karat
Kære Rasmus Prehn. Kig dig omkring. Aldrig har så mange løftet så meget. 

39 procent af alle danskere arbejdede frivilligt i 2018, og 36 procent af dem, der ikke gjorde, ville gerne, hvis bare nogen havde spurgt dem. Det viser tal fra Frivillighedsrapporten 2016-2018. 26 procent af alle frivillighedsindsatser lægges i sportens verden, 11 procent i kulturens. 

Det er da temmelig imponerende, og i min optik meget solidarisk. 

For vi taler jo om folkeskolelæreren, der i sin fritid underviser miniputterne i håndbold; om sygeplejersken, der smører madpakker og pakker bilen med gymnastikholdet, der skal til opvisning, og om direktøren, der vasker fodboldholdets svedige T-shirts. Det er pensionisten, som går vagt på et museum; det er bedstemoren, som læser lektier på det lokale bibliotek med nogle andres børnebørn, og det er skoleeleven, som maler skilte og samler sine kammerater til klimakamp. Det er ingeniøren, som samler danefæ med sin metaldetektor; det er socialrådgiveren, som cykler på besøg hos familier, der har brug for lidt ekstra støtte til at mestre det danske sprog, og det er fædre med anden etnisk herkomst end dansk, der bliver natteravne og skaber et sikkert natteliv for unge. 

Alle disse handlinger er udtryk for kultursolidaritet af fineste karat. Vi er nemlig allerede så heldige, at vi er borgere i et land, hvor det at løfte i flok er indlejret i vores forståelse af, hvad et velfærdssamfund er og skal være.

Danskerne vil gøre noget for andre
I sommer udkom min bog "Come Together – Fællesskaber i Danmark". Jeg har set på flere end 200 af civilsamfundets fællesskabsinitiativer og kan hilse fra de hundredtusindvis af engagerede danskere og sige, at de rent faktisk for længst har taget ansvaret på sig. 

For eksempel har danske unge europamesterskabet i at forene sig i fællesskaber. De mødes i klubber, i foreninger og om enkeltsager og løfter i flok. 

Når 30.000 unge deltager på Ungdommens Folkemøde og kaster sig ind i debatter, er det udtryk for samme solidaritet, som ministeren beder os om at fremvise. Når 130.000 unge hver sommer drager til Roskilde for at være sammen om musik, er det solidaritet. Når 1.200 unge i Nordjylland skaber et unge-kulturhus med et hav af aktiviteter, er det solidaritet. De gør det helt uden at få penge for det – simpelthen fordi det er vigtigt for dem, og fordi de er med til at forme vores samfund.

Ser man på, hvorfor danskerne engagerer sig i frivilligt arbejde, svarer flere end 80 procent, at de gør det, fordi de har lyst til at gøre noget for andre. Der er med andre ord masser af ministerens kultursolidaritet allerede, og det hælder til politikerarrogance bare at bede om mere.

Langt mere konstruktivt havde det været, om ministeren i stedet havde anerkendt det enorme og samfundsunderstøttende arbejde, som rigtig mange af os allerede giver tilbage til det store fællesskab – samfundet. Og det ville have klædt ministeren, om han i stedet havde udtrykt respekt for, at meget af det frivillige arbejde kun kan ske, hvis vi fortsat har et samfund, som også økonomisk prioriterer gode rammer for kulturens professionelle. 

Det er nemlig meget ofte i samspil mellem de professionelle og de frivillige, at magien opstår. Som når pensionerede DSB-medarbejdere arbejder frivilligt på Jernbanemuseet og hjælper til med at reparere gamle lokomotiver, så vi andre kan nyde en tur i et gammelt tog under et museumsbesøg. Eller når mennesker iklæder sig refleksveste og skaber sikkerhed på musikfestivaller. Eller når bedsteforældre fortæller om gamle dage for ungerne på et fritidshjem.

Tag os seriøst
Kulturlivet beder sådan set ikke om flere penge. Det, vi drømmer om, er, at omprioriteringsbidraget sløjfes, også på vores område. Men mest af alt drømmer vi om, at kulturen tages alvorligt og prioriteres politisk. 

Det er simpelthen for nemt blot at fraskrive sig ansvaret og appellere til, at alle danskere påtager sig et ansvar for kulturen. For det gør danskerne altså allerede. Også når det gælder om at åbne kulturens verden for nogle af dem, som ikke selv finder vej.

Hvis ministeren seriøst mener, at kulturen er den sammenhængskraft, som er så vigtig i vores samfund, så kommer den ikke alene af gode menneskers frivillige indsats. 

Hvis ikke rammerne prioriteres og finansieres af vores fælles økonomi, mister vi nemlig muligheden for at støtte op omkring alle de hundredtusindvis af hænder, der gerne vil løfte i flok.

Forrige artikel Netavisen Pio: Tving mediebossernes interesser frem i lyset Netavisen Pio: Tving mediebossernes interesser frem i lyset Næste artikel Konservative: Statens Kunstfond skal støtte talentet og ikke geografien Konservative: Statens Kunstfond skal støtte talentet og ikke geografien