Museumsdirektør: Museer famler i blinde

Af Jane Sandberg
Museumsdirektør i Post & Tele Museum

I foråret inviterede museumsdirektør fra Ny Carlsberg Glyptotek Flemming Friborg til debat om museernes rolle, da han i Politiken erklærede, at den danske museumsbranche lider under ”fundamental mangel på selvtillid”.

Museerne tror simpelthen ikke på deres eget produkt, sagde museumsdirektøren.

Et interessant synspunkt, som jeg langt hen ad vejen deler. Ikke fordi, jeg har noget imod events, hvor museet bliver brugt til andet og mere end det traditionelle møde mellem gæst og kunst. Mere fordi jeg oplever de mange events som en famlen i blinde. Lidt børneaktiviteter her, lidt smag-på-lokal-mad her og lidt selfie-invitationer der.

Ingen tvivl om, at de mange events tiltrækker gæster, og sikkert også gæster, som ikke tidligere har været flittige museumsgængere. Men hvad er det overordnede mål? Hvorfor gør museerne sig så store anstrengelser for at lave fantasifulde og overraskende publikumstilbud?

Museernes mindreværd 
Mon ikke en del af svaret ligger gemt præcis i det mindreværd, som Flemming Friborg satte sin finger på i foråret? Museerne tror simpelthen ikke nok på deres egen formåen. De har ikke tillid til, at deres egne samlinger kan være interessante nok til, at publikum opsøger dem. Man kan få fornemmelsen af, at museerne giver ”de unge, hvad de vil have” uden at have afstemt selfie-spots, dj og lounge med museets overordnede virke.

Man kan få fornemmelsen af, at museerne giver ”de unge, hvad de vil have” uden at have afstemt selfie-spots, dj og lounge med museets overordnede virke.

Jane Sandberg
Museumsdirektør i Post & Tele Museum

Når jeg står midt i en udstilling med malerier af Eckersberg på SMK, finder jeg det forstyrrende for min kunstoplevelse, at jeg skal igennem et rum, hvis eneste formål er, at jeg kan fotografere mig selv. Og når jeg besøger det nybyggede Moesgaard Museum og har mulighed for på en fladskærm at lytte til museets eksperter fortælle, bliver jeg irriteret over, at denne gimmick låner fra det autentiske møde med et andet menneske, men ikke giver mig kernen af lige præcis mødet – nemlig muligheden for at gå i dialog.

Hvor er strategien?
Hvert år måler Kulturstyrelsen temperaturen på en række statsanerkendte museer – de såkaldte kvalitetsvurderinger. Styrelsen vurderer, om de pågældende museer indfrier de krav, som de er pålagt, og så giver styrelsen en række anbefalinger, hvor der bør strammes op. Den hyppigste anbefaling er, at museerne mangler en strategi for deres samlede virke.

Fordelen ved at have en strategi er som bekendt, at man kender sit mål og vejen dertil. Har man sit mål for øje, kan man være proaktiv og ikke halse efter dagsordener som andre for længst har sat. Havde museerne rent faktisk arbejdet med deres strategier, var de også blevet bekendt med deres indlysende kvaliteter. Så kunne museerne i stedet sætte dagsordenen gennem deres samlinger, forskning og formidling.

I arbejdet med at udvikle Post & Tele Museum til Danmarks Kommunikationsmuseum, har vi brugt megen tid på netop strategien. Hvordan bruger vi vores righoldige samlinger bedst? Hvordan bringer vi vores forskningsresultater i spil på en måde, som gør at mange får glæde og gavn af dem? Og hvordan integrerer vi teknologi i vores udstillinger, uden at den styrer hele museumsoplevelsen? Vi er ikke færdige, men vi synes selv, at vi er godt på vej. Og et er sikkert; vi er stolte og taknemmelige over vores samlinger og alle de muligheder, de giver.