Museumsdirektør: Museumsloven bør ændres

Af Jane Sandberg
Museumsdirektør på ENIGMA – Museum for post, tele & kommunikation

Museumsdirektører er stressede, kunne jeg forleden læse i Jyllandsposten. ”En række museumsledere oplever en næsten skizofren hverdag,” skrev avisen videre.

Havde avisen navngivet den række museumsledere, der efter sigende lever i en skizofren hverdag, ville mit bud være, at mange af dem er at finde på de mindre museer uden for storbyerne. For her skal man som museumsleder agere både direktør, fundraiser, marketingmand, formidler og udstillingsarrangør. Men man skal også lige lave kaffe til et arrangement, skrive tekst til en annonce og have indsigt i bygningsvedligehold.

Relevant problemstilling
Til trods for, at der ikke er navn på de stressede museumsledere, så tager avisens leder fat om en relevant problemstilling, som det er værd at have opmærksomhed på. Måske særligt i disse dage, hvor Kulturministeriet netop har været vært for et heldagsmøde for museumsdirektører og bestyrelsesrepræsentanter under overskriften: ”Det relevante museum – mellem bløde og værdier og hard cash”. For kravene til museerne og deres direktører er mange i en virkelighed, hvor der er stadigt stærkere fokus på museernes indtjeningsevne.

Mange danske museer lykkes flot med at skabe egenindtjening gennem fondsdonationer, entrébetaling og udlejning af museernes enestående lokaler. Men det danske museumsvæsen består af mange meget forskellige institutioner.

Ens krav, men forskellige muligheder
De store er placeret i København eller Aarhus, og her er der både publikumsmæssigt underlag for et stort besøgstal, mediebevågenhed fra landsdækkende presse og interesse fra mange virksomheder for at for eksempel leje museernes lokaler til produktlanceringer eller firmafester. Men de mindre museer, som er placeret uden for storbyerne, agerer i en meget anderledes virkelighed. De er oftest rigtig dygtige til at aktivere deres lokalområde og skaber en stærk lokal identitetsfølelse gennem museets virke, men de har reelt set ikke de samme muligheder for at tiltrække hverken landsdækkende medieopmærksomhed, store virksomheder eller et imponerende besøgstal.

 En stor institution har mange afdelinger, hvor mange forskellige kompetencer er repræsenterede, mens de små museer indlysende ikke har mulighed for at ansætte personale, som kompetencemæssigt kan dække museumslovens fem søjler. Derfor må en lille institution prioritere, men stadig forsøge at holde alle gryderne i kog, således at museet overholder museumsloven.

Jane Sandberg
Museumsdirektør på ENIGMA – Museum for post, tele & kommunikation

I dag er vores lovgivning skruet sådan sammen, at alle statsanerkendte museer skal svare for museumsloven. Den hviler på fem søjler: indsamling, bevaring, registrering, formidling og forskning. Disse fem søjler er ens for alle museer, stort eller lille. Men det er vel logik for burhøns, at der er stor forskel på, hvor godt det lykkes alle museerne at indfri disse krav på et højt og fagligt forsvarligt niveau. Savner man dokumentation for denne påstand, skal man blot læse de kvalitetsvurderinger, som Slots- og Kulturstyrelsen hvert år gennemfører på en lang række museer.

Differentiering i krav til museer
En stor institution har mange afdelinger, hvor mange forskellige kompetencer er repræsenterede, mens de små museer indlysende ikke har mulighed for at ansætte personale, som kompetencemæssigt kan dække museumslovens fem søjler. Derfor må en lille institution prioritere, men stadig forsøge at holde alle gryderne i kog, således at museet overholder museumsloven.

Vil man problemet med de stressede museumsledere til livs, så kunne en løsning være at revidere museumsloven og dermed slække på nogle af kravene til særligt de mindste museer. Måske ved at anerkende, at det kræver særlige faglige kompetencer at løfte komplicerede faglige opgaver. I øvrigt fuldstændig på linje med de anbefalinger, som Kulturministeriet selv gjorde i rapporten ”God ledelse af kulturinstitutioner”, der udkom i 2011.