Også arabiske medier søger om corona-hjælpepakke

CORONA: Medier over hele verden rækker i disse kritiske corona-dage ud efter deres regeringer for at få kompensation for tabte annonceindtægter – således også i Mellemøsten.

Rasmus Nielsen

Coronakrisen har for alvor bevist, at verden er global, og at lande og brancher står over for mange af de præcis samme problemer.

I den velhavende arabiske oliestat Emiraterne søger de private medier også en hjælpepakke fra myndigheder for at kompensere for tabte annonceindtægter under viruskrisen – præcis som de private medier i Danmark gør det i disse dage.

Forenede Arabiske Emiraters medieindustri har netop bedt landets regering om støtte i en periode "med ekstrem stress", der svarer meget til, hvad banker, flyselskaber og mellemstore virksomheder oplever.

Medierne argumenterer for, at de aldrig har været mere vigtige netop nu under sundhedskrisen, hvor de reelt yder public service til befolkningen, samtidig med at de oplever store økonomiske problemer.

"Traditionelle medier i vores region – såvel som globalt – ryger direkte ind i finansielle problemer," siger administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør ved Gulf News Abdul Hamid Ahmad i følge sin avis.

"Det startede med den økonomiske nedtur i 2014, men coronavirussen har taget verden på sengen og har nærmest paralyseret os", siger han.

"Derfor må regeringen træde til med støtte til den uafhængige journalistik og understøtte omkostningerne ved at udgive aviser på samme måde, som den nu støtter uddannelse, banker osv. Dette er nødvendigt for nationens velbefindende. Annoncer har altid været nødvendige for avisproduktion, men med coronaen er den indkomstkilde nærmest tørret ud," tilføjer chefredaktøren.

Bedre kunne hans danske kolleger ikke have sagt det. Verden er blevet global. Corona eller ej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00