Professor: Wonderful Copenhagen er en huskekage til alle fondsbestyrelser

IRETTESÆTTELSE: Medlemmer af en fondsbestyrelse må ikke pleje andre interesser end fondens. Det er den væsentligste lære i sagen om fonden Wonderful Copenhagen. Erhvervsstyrelsens afgørelse flugter med en tidligere dom fra Sø- og Handelsretten.

Det internationale melodi grand prix i 2014 blev unødvendigt dyrt for Wonderful Copenhagen. Sagen er en vigtig lektie for alle fondsbestyrelser i Danmark, siger professor.
Det internationale melodi grand prix i 2014 blev unødvendigt dyrt for Wonderful Copenhagen. Sagen er en vigtig lektie for alle fondsbestyrelser i Danmark, siger professor.Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Med sin afgørelse i sagen om Wonderful Copenhagen har Erhvervsstyrelsen sendt et klokkeklart signal til Fondsdanmark: Medlemmer af en fondsbestyrelse skal varetage én interesse, og det er fondens. Intet andet tæller.

”Det her er et kraftigt vink med en vognstang til alle, der sidder i erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fonde i Danmark: 'Husk hvad der står i vedtægten. I sidder her for at varetage fondens interesse og ikke alle mulige andres',” siger professor i fondsret ved Københavns Universitet, Rasmus Feldthusen.

I sidste uge kom Erhvervsstyrelsens endelige afgørelse i sagen om millionregningen efter det internationale melodi grand prix i København i 2014. Arrangementet endte med et underskud på 58 millioner kroner, som Wonderful Copenhagen dækkede. Men fonden skulle aldrig have betalt regningen til DR, siger Erhvervsstyrelsen.

I sin afgørelse gør fondsmyndigheden den daværende bestyrelsesformand, Michael Metz Mørch, personligt ansvarlig for, at fonden uretmæssigt dækkede milliontabet. Derfor forpligter fondsmyndigheden ham til at betale en erstatning på 21 millioner kroner.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer går fri af erstatningsansvar, fordi Michael Metz Mørch ifølge Erhvervsstyrelsen har overskredet sine kompetencer som formand og tilbageholdt oplysninger for resten af bestyrelsen.

Kritik af kommunal repræsentant
Når afgørelsen bør læses omhyggeligt i alle landets fondsbestyrelser, skyldes det ikke mindst, at Erhvervsstyrelsen også rejser kritik af et af Københavns Kommunes bestyrelsesmedlemmer.

Han har ”været under instruktion” til at varetage kommunens interesser i stedet for fondens, og det er ”uforeneligt med hvervet som bestyrelsesmedlem i en erhvervsdrivende fond,” konkluderer styrelsen.

”Han har jo sagt, at hvis han ikke makkede ret, var han blevet skiftet ud, og den er helt gal på mange måder,” siger professor Rasmus Feldthusen:

”For det første sætter Københavns Kommune ham skakmat med forventningen om, at han makker ret i bestyrelsen. For det andet tror han, at Københavns Kommune kan skifte ham ud. Det kan de ikke. Det er kun Erhvervsstyrelsen, der kan udskifte medlemmer,” siger han.

Med kritikken af det kommunalt udpegede bestyrelsesmedlem sender Erhvervsstyrelsen en meget klar besked om, at medlemmer af fondsbestyrelser står frit. Myndigheder og andre kan altså ikke udpege en person til at varetage deres interesse i bestyrelsen.

”Man må ikke være præget, påvirket eller styret af udekommende parter og deres interesser. Man skal udelukkende varetage fondens hensyn,” siger Rasmus Feldthusen.

To fonde i juridisk slagsmål
Indskærpelsen fra Erhvervsstyrelsen gælder ikke blot de fondsbestyrelser, som har politisk udpegede medlemmer, understreger professoren.

Budskabet om at handle i fondens interesse, og intet andet, bør mejsles ind i væggene i samtlige bestyrelseslokaler, mener Rasmus Feldthusen.

Han henviser til en nyligt afgjort sag ved Sø- og Handelsretten, som Rasmus Feldthusen sammen med Martin Poulsen analyserer i en kommende udgave af Nordisk Tidsskrift for Selskabsret. Her blev bestyrelsen i en erhvervsdrivende fond fundet ansvarlige for at ignorere stifters vilje. 

Stifteren, grosserer Traugott Møller, havde oprettet to fonde – en erhvervsdrivende og en ikke-erhvervsdrivende. Erhvervsfonden drev selskabet Møller & Co A/S. Og ifølge fundatsen skulle fondsbestyrelsen likvidere selskabet, hvis det ikke længere ”formår at tilvejebringe økonomisk tilfredsstillende resultater”.

Herefter skulle erhvervsfonden lukkes og formuen overføres til den anden fond, som skulle bruge pengene på almennyttige uddelinger.

Det gjorde bestyrelsen i erhvervsfonden imidlertid ikke. Selvom virksomheden tabte penge, drev fonden den videre. Og da virksomheden omsider blev likvideret, var egenkapitalen svundet ind fra en kvart milliard til 50.000 kroner.

Den almennyttige fond rejste herefter sag mod den erhvervsdrivende og fik i Sø- og Handelsretten medhold i, at bestyrelsen burde have lukket virksomheden langt tidligere.

”Bestyrelsen sad i en erhvervsdrivende fond med en vedtægt, der konstant råbte til dem, at de ikke skulle drive virksomheden videre, hvis ikke den kunne fremvise ”klare driftsresultater”. Men det overhørte bestyrelsen. Derfor siger Sø- og Handelsretten helt klart til dem, at de har handlet ansvarspådragende,” siger Rasmus Feldthusen.

I praksis slap bestyrelsen for at betale erstatning, fordi retten ikke kunne afgøre, præcis hvornår virksomheden burde være lukket – og dermed heller ikke sætte tal på tabet ved bestyrelsens undladelsessynd.

Men der er med dommen ikke tvivl om, at der er handlet i strid med fondens interesser og dermed ansvarspådragende, påpeger Rasmus Feldthusen.

Og nu har Erhvervsstyrelsen altså givet formanden for Wonderful Copenhagen en tilsvarende økonomisk begmand – og sendt et højrødt advarselssignal til samtlige fondsbestyrelser i Danmark.

”En fond er en særlig struktur, og hvis man sidder i en fond som bestyrelsesmedlem, så er der altså kun én interesse, man kan og må varetage. Og det er fondens,” siger Rasmus Feldthusen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Feldthusen

Professor, JUR Center for virksomhedsansvar, Københavns Universitet
cand.jur. (Københavns Uni. 1996)

Michael Metz Mørch

Fhv. ambassadør (Letland 1995-99 og Polen 2004-05), fhv. generalkonsul i New York (1999-2004)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1974)

0:000:00