Regionale filmfonde: Danmark er mere end København

Tanken er at sikre, at en del af de penge, som danske skatteborgere og licensbetalere fra hele landet betaler til fællesskabet dedikeres til at blive anvendt på produktioner og kvalitetsfortællinger uden for København.

Af Thomas Gammeltoft, Bo Damgaard, Carsten Holst
Danmarks tre regionale filmfonde

Af Thomas Gammeltoft, Bo Damgaard og Carsten Holst
Hhv. direktør i Cph Film Fund, direktør i FilmFyn og direktør Den Vestdanske Filmpulje

Dansk film har i en årrække haft enorm gavn og succes ud af en aktiv og dynamisk filmpolitik. Filmen er blevet tilført milliarder. Men mest af alt er pengene blevet koncentreret i København.

De regionale filmfonde har i mange år været garanter for, at der i en vis udstrækning trods alt også er et geografisk aftryk fra den øvrige del af landet i nogle film og tv-serier.

Og senest er Copenhagen Film Fund blevet født, der lidt i modsætning til hvad navnet faktisk siger, også skal sikre, at sjællandske områder uden for København – for eksempel Nordsjælland og Vestsjælland - også bliver synlige i den samlede, danske produktion af film og tv-serier.

Vi skal have en afbalanceret kulturarv
Behovet for en bredere favnende produktion er ikke bare noget, der kunne være meget hyggeligt at have. I de regionale filmfonde mener vi, at det er helt anderledes vigtigt at sikre, at den kulturelle arv, som er resultatet af den omfattende produktion, skal være afbalanceret. 

Vi kalder det ”Danmark i balance”, fordi det er så nødvendigt, at kvalitetsfortællingerne ikke kun udspringer af det liv, der leves i og omkring København. Vi mener ikke, at resten af Danmark er særlig godt repræsenteret. Fordelingen af befolkningen mellem Storkøbenhavn og resten af landet er omkring 1/3 mod 2/3, hvorimod de filmpenge, som administreres i dag via DFI er fordelt sådan, så København får ikke bare dobbelt så meget som provinsen trods den halve størrelse.

Faktisk er billedet endnu mere skævt end dét. Ingen siger, at fordelingen skal være rigidt følgende befolkningsfordelingen, men enhver kan nok se, at den nuværende fordeling af helt uholdbar. Og det skal der gøres noget ved.

Sikring af produktion uden for København
Derfor har de tre regionale filmfonde kommet med et – i den store sammenhæng – relativt beskedent ønske til de igangværende medieforhandlinger. Forslaget går på, at man ud af licensmidlerne opretter en såkaldt Danmarks-pulje efter inspiration fra den velkendte public service-pulje.

Tanken er at sikre, at en del af de penge, som danske skatteborgere og licensbetalere fra hele landet betaler til fællesskabet dedikeres til at blive anvendt på produktioner og kvalitetsfortællinger uden for København – ganske enkelt for at styrke en langt bedre geografisk balance, så vi også får de gode historier og fortællinger fra provinsen. Vi kan faktisk ikke være andet bekendt.

Investeringer gennem de regionale filmfonde har trods sit relativt beskedne omfang hidtil givet den kulturelle mangfoldighed et løft fremad, og der er blevet tegnet et andet billede af Danmark i film og tv-serier, end vi ellers havde set.

Uden de investeringer ville tv-serier og spillefilm som Arvingerne, Ludvig og Julemanden, Dicte, Tvillingerne og Julemanden, Sorg og Glæde, Kartellet, En du elsker og kommende projekter som 1864, Kapgang, Dicte 2, Lev Stærkt og Lillebror have set markant anderledes ud.

De regionale fonde fastholder filmproduktion i Danmark
Ud af 18-20 danske spillefilm årligt med dansk hovedproducent er de regionale fonde med til at fastholde hele eller dele af produktionen af omkring 8 danske film årligt – i Danmark! Dermed modvirker fondene tendensen imod, at stadig mere filmproduktion placeres i udlandet.
 Det fastholder i stort omfang filmkompetencerne i landet. Og det fastholder jobs og beskæftigelse her, hvor skatteborgerne betaler for det hele.

Regionale filmfonde, som er vidt udbredt i Europa, administrerer selv fordelingen af de offentlige midler, og man kan med fornuft lade sig inspirere af denne måde at gøre tingene på. Blandt indlysende gevinster er ikke mindst, at man sikrer en spredning af midlerne og dermed den økonomiske magt, så filmproducenterne ikke kun har ét sted at gå hen for at få grønt lys til et filmprojekt.

Vi glæder os over, at man rent politisk har lyttet med stor interesse til vores forslag og har erkendt, at dansk filmpolitik i dag ikke er i balance - i hvert fald ikke hvad angår uddelingen af midler. De går næsten udelukkende til københavnske filmproducenter, der med københavnske manuskriptforfattere og københavnske filmfolk og skuespillere giver et for ensidigt billede af Danmark.

For godt nok er København vigtig. Men Danmark er meget, meget mere end København.