Teaterdirektør: Ny reform bør tegne konturerne af den scenekunst, vi vil have om 10, 20 og 30 år

Fire prioriteter

Der bør komme andet og mere ud af reformen, end at rammerne omkring scenekunsten føles mere som 2025 end 1995.

Personificerer vi reformen, bør vi ikke nøjes med at drømme om en fiks handyman, der kan skrue lidt på tingene, udskifte de mørnede møtrikker og lave lappeløsninger, som får det hele til at køre mere driftssikkert.

I stedet skal vi håbe på en visionær arkitekt, der kan tegne konturerne af det scenekunstlandskab, vi gerne vil have i Danmark om ti, 20 eller endda 30 år.

Dette perspektiv tvinger os til at fokusere på, hvordan reformen kan sikre den mest berigende udvikling af hele scenekunstområdet.

Her kan identificeres fire aspekter, der alle bør prioriteres højt:

1. På den kunstneriske front betyder det, at der i særlig grad bør prioriteres midler til innovative forestillinger, der udgør de knapt så sikre kort. For det er her, at de kunstneriske nybrud finder sted. Det gælder i dén grad også inden for de scenekunstformer – herunder opera, musical og ballet – hvor udgifterne er mange gange større end gennemsnittet, og hvor det at tage et sats dermed er markant mere risikabelt. 

   Skal vi sikre fremtidens publikum, er det et krav, at vi skaber scenekunst til børn og unge af så høj kvalitet som muligt

   Thomas Bay
   Teaterdirektør, Fredericia Teater

2. Samtidig bør reformen repræsentere ambitionen om at gøre Danmark verdensførende på den tekniske front. Heldigvis er der allerede flere steder i Danmark, der leverer produktioner på internationalt topniveau, og dem skal vi have mange flere af.
3. Publikumsudviklingen er tilsvarende afgørende, og skal vi sikre fremtidens publikum, er det et krav, at vi skaber scenekunst til børn og unge af så høj kvalitet som muligt – og at incitamentet for at skabe denne scenekunst maksimeres, for eksempel gennem en refusionsordning på billetterne, der sælges til de yngste målgrupper.
4. Sidst, men ikke mindst, er der naturligvis talentudviklingen og sikringen af hele den scenekunstneriske fødekæde. Det betyder frem for alt uddannelser i verdensklasse, som sikrer, at der altid er tilstrækkeligt med topfolk, både på og bag scenen.

Der er i praksis alle muligheder for at skabe en scenekunstreform, der kan få alle fire aspekter til at gå op i en højere enhed.

Ingredienserne er uden tvivl til stede. Det handler blot om at sammensætte dem på den rigtige måde – og som med et godt brød, skal man også væbne sig med tålmodighed, mens det hæver.

En visionær transformation af et helt område tager nemlig tid, og det tager endnu længere tid, før resultaterne for alvor vil vise sig. Meget længere tid end en politisk valgperiode varer.

Men gevinsterne ved at tænke langsigtet er som bekendt mange gange større, end når man tænker i hurtige løsninger.

Med scenekunstreformen har vi fået en enestående chance for virkelig at tænke visionært – så lad os endelig udnytte den.