Thomas Bigum: Den bedste medicin mod falske nyheder er public service

Af Thomas Bigum
Foredragsholder, underviser og SoMe-ekspert

Kommunikation har alle dage været et våben, og våben skal man passe på med at lægge i hænderne på den utrænede.

Thomas Bigum
SoMe-ekspert

Vi må som samfund erkende et problem. Et alvorligt problem. Det har eksisteret længe, men med ankomsten af sociale medier – og Facebook især – så er effekten af problemet blevet forstærket. Der er opstået et stærkt økonomisk incitament for at producere løgn.

”En løgn løber halvejs rundt om jorden, inden sandheden har fået skoene på” - Mark Twain.

Teknisk set er det nemt at forklare, hvorfor en løgn er penge værd. Det er, fordi opmærksomhed er penge værd, idet opmærksomhed kan kapitaliseres med annoncer.

I en tid, hvor en hjemmeside kan bygges fra et teenageværelse, og indholdet på hjemmesiden kan distribueres så let som ved få klik med en mus, så er forretningsmodellen blevet allemandseje.

Enhver kan gøre, hvad en lille gruppe af makedonske hjemmeside-ejere har gjort under den amerikanske valgkamp. Pumpe nyheder ind i mediemøllen og se til, at de bedste overskrifter er dem, der giver størst økonomisk afkast.

Artikler med størst wow- eller what-the-fuck-faktor bliver delt mest. Dermed mest opmærksomhed, og derfor gode amerikanske annoncedollars ind på en makedonsk bankkonto. I et system hvor løgne giver mere end sandhed.

”Mother Earth. We have a problem.”

Løgne har altid eksisteret. Løgne har altid haft indflydelse på begivenhedernes gang. Men vi bliver nødt til at tage seriøst, at løgnenes effekt nu når helt til den ypperste top.

Wall Street, præsidentvalg og krigshandlinger.

Det skræmmer mig. Jeg har arbejdet med sociale medier og adfærd siden 2010. I lang tid har tingene været positive. Vi er blevet mere oplyste. Vi er blevet forbundne. Globalt såvel som lokalt.

Ekstasen over, at man nu kan finde gamle skolekammerater, og at naboer igen er begyndt at tale med hinanden, er dulmet af. Skyggesiden toner frem.

”Er der nogen, der ved, hvorfor der var blå blink på Brigadevej?”

Jeg er med i facebookgruppen ”Amager”. Her vidner opslagene i korte glimt om et samfund, der er let at skræmme. Her er også eksempler på fjer, der bliver til (mere end) fem høns. Såvel som katalysator for halve vinde og rygtespredning. Derfor er jeg i sindelaget gået fra positiv til bekymret.

Jeg tænker, om det måske er begyndelsen til enden. At folket fik adgang til fri kommunikation. At alle fik en betydelig stærkere stemme, om de måtte vælge at bruge den. Kommunikation har alle dage været et våben, og våben skal man passe på med at lægge i hænderne på den utrænede.

Desperat kigger jeg mig omkring efter håbet og lyset i horisonten, der vidner om, at det globale mediebillede ikke er sendt i nedadgående spiral. Måske bare flere små lyspunkter. Jeg kan ikke se dem. Jeg kan kun gætte.

USA's kommende præsident har startet sin egen tv-kanal på Facebook(!)

Tal om en solformørkelse i en tid, hvor det er vigtigt at bevare lyset.

Jeg ser et svagt lys i det fjerne. Bannerreklamer er ikke længere en brøkdel værd af, hvad de var sidste år, forrige år – og for 10 år siden. Kan vi knuse værdien af bannerreklame, så bortfalder værdien af umiddelbar internettrafik. Her kigger jeg på virksomheder og dernæst på mediebureauer, der på virksomhedernes vegne pumper penge og bannerannoncer ind i mediemøllen.

Men det forekommer mig håbløst. Et sekunds opmærksomhed vil alle dage være penge værd. Jeg arbejder selv med markedsføring og står klar til at købe det sekund. I dag, i morgen og om ti år.

Derfor toner lyset ud, og netop som jeg får øje på det, så er det væk i mørket. Som en spejderlommelygte på batteriets sidste anstrengelse. Her nytter det ikke engang at slå på lygten.

Der er også et andet lys.

I Danmark har vi (stadig) en model, der er mindre afhængig af det ødelagte link i mediemøllens kæde. Med public service findes der medier, der ikke er afhængige af bannerannoncen og pop-up reklamen. For første gang i mit liv ser jeg en dybt funderet berettigelse af public service.

Bevares. Den har hele tiden været der. Jeg har afholdt mig fra at gå længere ind i debatten, idet jeg forstår begge fronter. Public service kan noget med dannelse. Jeg ser jo mine egne børn labbe Ramasjang og Ultra Nyt i sig helt uden mælk på. Omvendt er det skørt, at man som borger ufrivilligt betaler til medier, som man ikke nødvendigvis benytter.

Men nu. Nu ser jeg det. Den vigtige rolle public service spiller i en ødelagt mediemølle.

Et helligt sted fri fra markedsføringsfolk som mig. Vi, der malker opmærksomhed og gør alle vundne sekunder til indtægt på vegne af os selv og for kunder. Vi er djævelskab, og vi er klar til at rykke ind alle vegne. Markedsføringsfolk ødelægger alt. Også mediemøllen.

Den éne bastion, vi ikke kan røre ved, er public service.

Og alene derfor er den bevaringsværdig.