Tidligere folketingsmedlem Jimmy Stahr er død

Den tidligere socialdemokratiske politiker og radiovært Jimmy Stahr er død. Han blev 82 år gammel.

Foto: Kaspar Wenstrup/Scanpix

Jimmy Stahr, der i 17 år bevægede sig rundt på gangene på Christiansborg som medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, er død. Det fremgår af en dødsannonce fredag.

Jimmy Stahr blev valgt ind i Folketinget i 1977 og beskæftigede sig især med kultur- og retspolitik. Han nåede blandt andet at være formand for rets- og kulturudvalget, formand for kulturudvalget og næstformand for Færdselssikkerhedskommissionen.

Kendt mand i radioen
Ud over den politiske karriere blev den vellidte og imødekommende Jimmy Stahr landskendt som vært for børneprogrammet ”Spørg Olivia” på DR, hvor han i 22 år gav de små svar på nogle af livets indviklede spørgsmål. Han var desuden i en periode stemmen bag radioprogrammet Giro 413. Og hvilken stemme – Jimmy Stahr satte sig bare foran mikrofonen og så fyldte han lydrummet, som var det Grand Canyon.

I 2003 valgte Jimmy Stahr at forlade DR og gå på pension, men det betød ikke, at arbejdet for den tidligere folketingskandidat gik i stå. Sammen med Eva Bendix stiftede han foreningen De Nye Bedsteforældre. En forening, der har til formål at styrke forholdet mellem børn og deres bedsteforældre. 

Han fortsatte desuden som aktiv foredragsholder og historiefortæller og skrev blandt andet bøgerne ”Morfars bog” og ”Farfars bog”.

Jimmy Stahr blev 82 år gammel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jimmy Stahr

Foredragsholder, fortæller, fhv. MF (S), fhv. radiovært, DR
lærer (1958)

0:000:00