Debat

Ungdommens Fællesråd: Teknologi kan disrupte demokratiet

DEBAT: Nye teknologier skaber nye vilkår for arbejdsmarkedet, men også for demokratiet. Det bedste værn mod disruption af demokratiet er den demokratiske samtale og det fysiske møde mellem borgerne, skriver Kasper Sand Kjær.

Demokrati-demonstration på tværs af politiske partier. Göteborg, Sverige. (Arkivfoto).
Demokrati-demonstration på tværs af politiske partier. Göteborg, Sverige. (Arkivfoto).Foto: Adam Ihse/TT/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kasper Sand Kjær
Formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)

Internet-troldehære, fake news og misbrug af 87 millioner Facebook-brugeres data. I denne tid er det for alvor blevet tydeligt, at ny teknologi skaber nye vilkår for vores demokrati.

Vi lever i dag i en verden, hvor en uskyldig app til personlighedstests kan afgøre et præsidentvalg. Og hvor en af de største sikkerhedsrisikoer mod Danmark er muligheden for, at det kommende folketingsvalg bliver udsat for et hackerangreb.

Det rejser spørgsmålet: Er vores demokrati i fare for at blive disruptet?

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Nye vilkår
Når vi taler om disruption, taler vi ofte om fremtidens arbejdsmarked. Diskussionen handler tit om robot-kollegaer, kunstig intelligens og om, hvad vi skal leve af i fremtiden. Den debat er vigtig, for vi skal have alle med ind i fremtiden.

Men vi må ikke have tunnelsyn. For ligesom at ny teknologi skaber nye vilkår for vores arbejdsmarked, så skaber ny teknologi også nye vilkår for vores demokrati. Derfor skal diskussionen om disruption også handle om vores demokrati.

Det bedste værn mod disruption af vores demokrati er, at den demokratiske samtale bliver ved med at leve.

Kasper Sand Kjær
Formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)

Danske unge vokser i dag op i en verden, hvor store dele af den demokratiske samtale foregår online, hvor sociale medier er den primære kilde til nyheder, og hvor fake news stiller store krav til kritisk sans. Hvis vi skal give et levedygtigt demokrati videre til den næste generation, er der særligt er to ting, vi skal være opmærksomme på.

Teknologi skal styres
For det første skal teknologien styres, så den ikke undergraver, men underbygger vores demokrati.

Teknologi rummer store muligheder for at udvikle demokratiet og engagere folk i samfundet. Det så vi med Venligboerne, hvor tusindvis af danskere via Facebook blev del af en bevægelse, som byggede på medmenneskelighed, da flygtningekrisen var på sit højeste.

Og vi så det i den arabiske verden, hvor demonstranter brugte Twitter til at organisere protesterne under Det Arabiske Forår.

Men teknologien har også potentiale til at disrupte demokratiet.

Derfor skal lovgivningen følge med udviklingen, så vi skaber de rette rammer for vores demokrati. Det betyder, at sociale medier, der opererer og tjener penge på det danske marked, skal leve op til det samme ansvar som de traditionelle medier.

Og det betyder, at medier, der modtager mediestøtte, skal tage ansvar for at moderere den demokratiske samtale online. I dag afholder den hårde tone over halvdelen af de danske unge fra at deltage i debatten.

Den anden ting, vi skal være opmærksomme på, er, at teknologi har sine begrænsninger: Teknologi kan ikke og må ikke erstatte det fysiske møde mellem mennesker.

Det fysiske møde
Det bedste værn mod disruption af vores demokrati er, at den demokratiske samtale bliver ved med at leve. Den levende, åbne og nysgerrige dialog om samfundet mellem borgerne på tværs af skel, er limen i vores demokrati.

Når jeg læser kommentarsporene på de sociale medier, tænker jeg tit, at debatten aldrig ville blive så afsporet eller fyldt med så meget had og mistillid, hvis den foregik i det fysiske rum. Hvis de kunne se hinanden i øjnene, ville de ikke tale på den måde til hinanden.

Derfor må vi aldrig tro, at debatten på de sociale medier kan gøre det ud for det fysiske møde mellem borgerne – og slet ikke, at den kan erstatte dialogen mellem borgere og beslutningstagere.

For mig at se kalder en stadig hastigere udvikling af teknologien også på nye svar og forsvar for vores demokrati. I en tid, hvor alt bliver globalt, får vi mere end nogensinde brug for stærke lokale fællesskaber, hvor vi kan mødes på tværs og tale sammen – om verden, vores samfund og vores demokrati.

Den teknologiske udvikling kan være en gevinst for vores demokrati. Men det kræver, at vi styrer og regulerer den, så den arbejder for demokratiet – og ikke imod det. Ellers ender vores demokrati med at blive disruptet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Sand Kjær

Selvstændig rådgiver, fhv. MF (S), formand, Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD)
bachelor i uddannelsesvidenskab (DPU, Aarhus Uni.)

0:000:00