"Vi spiser hinanden"

KULTUR-KANNIBALISME: Kunsthistoriker og stifter af Tender Task Line Rosenvinge deltog forleden i Altingets konference "Kampen i kulturen - hvordan skal kulturstøtten fordeles"? Det skrev hun om i sin Børsen-blog, som kan læses her.

Af Line Rosenvinge
Direktør, Tender Task

"Har du to mønter, så brug den ene på et brød og den anden på en blomst. Det første for at overleve, det andet for at leve skønt." Sådan lyder et kinesisk ordsprog. Det er svært at være uenig.

Jeg vil som menneske og som borger have mad i maven, tøj på kroppen og tag over hovedet. Jeg vil have god infrastruktur og stabile forsyninger af daglige, moderne fornødenheder som vand, varme, el og økologiske fødevarer. Jeg vil have lige adgang til uddannelse, gratis sundhedsvæsen og retten til frit at ytre mig. Jeg vil kunne stemme på dem, som jeg synes, skal bestemme. Jeg vil føle mig tryg i mit hjemland. Jeg vil også gerne kunne rejse ubesværet til andre lande for at feriere eller arbejde. Alt det må staten gerne sørge for. Tak.

Så er det ligesom på plads.

Og når det er på plads, så vil jeg faktisk også rigtig gerne gratis kunne låne bøger og se film via biblioteker og digitale arkiver. Jeg vil gerne have adgang til idrætsfaciliteter. Jeg vil gerne kunne høre live musik i form af rytmisk, klassisk, eksperimenterende og traditionel musik. Jeg vil gerne opdateres via uafhængige medier i form dagblade, magasiner, radio, tv og online kanaler. Jeg vil gerne have, at der er pænt i min by og mit land, fordi bevaringsværdige ejendomme og monumenter vedligeholdes, og fordi nye arkitektoniske tiltag er af høj kvalitet. Jeg vil også gerne have, at der produceres design og kunsthåndværk af høj kvalitet. Jeg vil gerne kunne besøge institutioner, som præsenterer og formidler billedkunst, scenekunst og kulturarv. Og jeg vil gerne have, at der drages omsorg for miljø og natur.

Need-to have
Er alt det basale et need-to-have, og alt det kulturelle et nice-to-have? Danske vælgere nævner altid sundhedsvæsen som det væsentligste og prioriterer kultur lavest, når de spørges, hvad der er bestemmende for, hvilke politikere de mener, der skal lede landet. Derfor fylder kultur stort set ingenting i en valgkamp.

"Det er ærgeligt", sagde Alex Ahrendtsen forleden til en konference arrangeret af Altinget. Han er kulturordfører og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og talte for en sal af professionelle kulturaktører, som mødtes for at forholde sig til prioritering og effekter af kulturstøtte.

Det var en lille smule famlende.

Send flere penge
For spørger man kulturaktører, hvordan det går, så lyder svaret ofte prompte, "send flere penge", men det kommer ikke til at ske; der kan i praksis kun finde omprioriteringer sted. Og da der igen er bebudet nedskæring af det statslige kulturbudget, som i forvejen er en forsvindende lille del af BNP, så er alle presset. Alle.

Skal Dansehallerne miste deres driftsbevilling, så kunsthallerne kan få øget deres bevilling? Skal de kunstneriske uddannelser have kniven, så de professionelle kunstnere får flere midler til international udveksling? Skal bibliotekerne udsultes, så de skrivende forfattere får bedre arbejdslegater? Skal Louisana Museum of Modern Art have beskåret deres driftstilskud, så Dansk Landbrugsmuseum Gammel Estrup kan få hævet deres?

Det er logik for burhøns, at når midlerne er få, så sker en tildeling på bekostning af noget andet.

Kollegial kannibalisme
Så der sad vi, en dannet flok kulturaktører, og talte om prioritering og effekter af kulturstøtte. Repræsentanter for det udøvende musikmiljø priste Alex Ahrendtsens ønske om at øge bevillingen til Musikskolerne, og repræsentanter for filmmiljøet priste Ahrendtsens ønske om at finde en særbevilling til digitalisering af danske filmarkiver.

Men repræsentanter for billedkunstmiljøet kritiserede selvsamme Ahrendtsens tilsyneladende manglende interesse for visuel kultur, ligesom Ahrendtsen blev kritiseret for sit ønske om at beskære midler til international udveksling og sin megen talen om at støtte døde kunstnere frem for levende kunstnere.

Det er et kannibalistisk miljø, når professionelle kulturaktører kæmper om de samme midler, og midlerne er så få. Vi spiser hinanden.

Men vi spiste også allesammen frokost sammen i middagspausen ved konferencen forleden. Musik-, film- billedkunstfolk og andet godtfolk gav hånd og udvekslede visitkort.

Tal pænt
Eftermiddagens politiker, Marianne Jelved, bragte en anden klang til debatten. Hun indledte med at definere begreberne kunst, kultur og dannelse. Den geografiske fordeling af statsstøtte til kulturaktiviteter var et tilbagevende tema for hele konferencen. Men Jelved forsøgte at afblæse krigen mellem Vestdanmark og Østdanmark. Hun opremsede kulturprojekter fra alle dele af landet for at bevise, at kulturen trives (og støttes) over hele landet. Både af statslige, kommunale og/eller private sponsorer.  

Jelveds oplæg supplerede på fin vis Gitte Ørskous oplæg tidligere på dagen. I sin egenskab af formand for Statens Kunstfond kunne Ørskou fremvise tal, som tydeligt viser, at ansøgninger om støtte til kulturprojekter uden for Region Hovedstaden i høj grad imødekommes.

Statens Kunstfond modtager årligt cirka 13.000 ansøgninger, hvoraf lidt mere end halvdelen imødekommes. Selvom Statens Kunstfond rundt om i Danmark arrangerer informationsmøder om tildelingskriterier samt ansøgningsprocedurer og opfordrer alle til at søge statslige støttemidler, så er langt de fleste ansøgere fra København (cirka tre fjerdedele). Det gælder for samtlige kunstarter. Det er, fordi det er i Københavnsområdet, at kunstnerne bor og arbejder.

Det har altid været sådan, at kulturinstitutioner og enkeltkunstnere tiltrækkes af, trives i og udvikler sig omkring en hovedstad. Og det gør ikke noget. For der er som sagt mange rigtig gode kulturprojekter rundt om i Danmark.

Dertil viser statistik fra Statens Kunstfond, at selvom en støttemodtager har postadresse i København, så afvikles de støttemodtagende kulturprojekter ofte uden for hovedstadsområdet.

Nice-to-have
"Har du to mønter, så brug den ene på et brød og den anden på en blomst. Det første for at overleve, det andet for at leve skønt." Der skal være brød til alle, og der skal være blomster til alle, men jeg er bekymret. Jeg er bekymret for, at vi bliver så sultne, at vi rent glemmer, hvad vi er her for.

 

Forrige artikel Musikere: Haarders besparelser får voldsomme konsekvenser Musikere: Haarders besparelser får voldsomme konsekvenser Næste artikel Hesseldahl: Falske modsætninger mellem bredde og elite Hesseldahl: Falske modsætninger mellem bredde og elite
Ny musikplan øremærker midler til skolebørn

Ny musikplan øremærker midler til skolebørn

MUSIK: Projekter, der samarbejder med landets skoler, styrkes med 23 millioner i Kulturministeriets nye musikhandlingsplan. Pengene tages fra talentudvikling på musikskolerne, der frygter en svækkelse af eliten.