Om  
Lasse Bo Handberg

Mungo Park skal have ny direktør

Efter to år på posten som teaterdirektør stopper Lasse Bo Handberg, og derfor skal Mungo Park i Allerød have ny direktør. 

Jesper Ravnborg

Familielivet skal have mere plads, og derfor fratræder Lasse Bo Handberg stillingen som teaterdirektør på Mungo Park i Allerød 1. juli 2019. 

I en pressemeddelelse siger den snart forhenværende direktør, at familiens bopæl i Svendborg og arbejdet i Allerød ikke længere er foreneligt.

"En række begivenheder i mit privatliv betyder, at vi ikke har mulighed for at flytte i nærmeste fremtid, og derfor tager jeg konsekvensen. Min familie har nu brug for mig mere derhjemme, og det er ikke foreneligt med direktørjobbet på Mungo Park," siger han i en pressemeddelelse. 

Bestyrelsesformanden på Mungo Park, Mogens Hugo, er ærgerlig over de logistiske problemer, der har fremrykket afslutningen på deres samarbejde. 

"Vi takker Lasse Bo Handberg for hans store engagement og arbejde for Mungo Park, som har skabt fundamentet for den spændende tid, vi nu går i møde med blandt andet en tilbygning og ombygning af teatret. Stillingen som ny direktør for Mungo Park vil blive slået op snarest," siger Mogens Hugo i pressemeddelelsen.

0:000:00