Samarbejde om musik og sundhed
I forbindelse med Aarhus Festuge optræder en lang række studerende fra DJM på Sundheds- og kulturcenter Frederiksbjerg og Langenæs, Ankersgade Kulturhus, ved en mini-festival lørdag d. 7. september fra kl. 14 til 24. De studerende optræder i mindre grupper på mellem 6 og 15 musikere, med rytmisk musik i enhver afskygning. Der vil også være mini-foredrag og fællessang. Der er fri adgang for alle interesserede hele dagen.
Festivalen er kommet i stand i forlængelse af projektet Musik og Sundhed ved DJM, som nu også er blevet en del af det nye valgfagskatalog, og hvor de studerende blandt andet arbejder med at bringe musik ud til ældre medborgere.
Festivalen afholdes i tæt samarbejde med magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, som blandt andet hjælper borgerne med folkesundhed, hjemmepleje og plejehjem; og med foreningen Samværd, der arbejder for naturlige møder mellem mennesker, der normalt ikke mødes, fx på tværs af generationer, bl.a. gennem musiske og kulturelle oplevelser på plejehjem og lokalcentre.