Redaktørens skrivebord

MARTS: Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, Esben Schjørring, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

Esben Schjørring

TV: Best of Enemies
Jeg genså dokumentaren "Best of Enemies" om sammenstødet mellem amerikansk konservatismes store fornyer, William F. Buckley Jr, og forfatteren Gore Vidal, den amerikanske venstrefløjs enfant terrible, under det amerikanske præsidentvalg i 1968.

Det er både historien om to egoer - Buckleys langt mere charmerende i mine øjne - der på én gang ligner og ikke kan udstå hinanden, og historien om debatjournalistikkens oprindelse.

Dokumentaren slutter i en dystopisk stemning, for blev arven fra Buckley vs. Vidal ikke, at tribaliseringen og hooliganiseringen af den offentlige debat udgrænsede den fornuftige samtale? I USA er det blevet et vilkår, men jeg synes også, at det er blevet et relevant spørgsmål for den danske offentlighed.

Artikel: Inside the two years that shook Facebook - and the world
De seneste ugers talk of the town-artikel har været en longread fra det amerikanske tech-magasin Wired. Over 11.000 ord afdækker og genfortæller Fred Vogelstein og Nicholas Thompson Facebook og særligt Mark Zuckerbergs reaktion på Facebooks rolle under det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Har man gået og troet, at historien om fake news og russisk indblanding var lidt en myte, bliver den her slået ret effektivt fast som kendsgerning.

Ved at bruge de muligheder, som alle andre kan bruge, når det handler om nå ud til folk via Facebook, lykkedes en sær blanding af fordækte organisationer og ekstremistiske konspirationsteoretikere med at pumpe falske nyheder og politisk marketing ud i hovedet på millioner af amerikanere.

Spørgsmålet har siden været, hvad Facebooks fremadrettede ansvar er - er man ‘bare’ en neutral platform, eller er man en publicistisk udgiver med ditto ansvar. Svaret er, at man nok er begge, men indtil videre har det også betydet, at man møder langt færre nyheder i sit feed og langt flere posts fra vennerne. Jeg er i hvert fald begyndt at bruge Twitter langt mere.

Podcast: Superfast Politics
Denne gang har jeg ikke valgt en serie, men en enkelt udsendelse fra BBC. Den handler om forholdet mellem samfundets tempo og politik.

Historikeren Rhys Jones efterforsker, hvordan forøgelsen af hastighed, ikke mindst i cirkulationen af information, tidligere har haft store og omvæltende politiske konsekvenser. Bogtrykkerkunsten var for eksempel helt afgørende for Reformationen og de opstande og krige, der fulgte i dens kølvand.

0:000:00