Redaktørens skrivebord
APRIL: Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, Esben Schjørring, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.
Esben Schjørring
Politisk redaktør
Podcast: Slow Burn
Som politisk journalist bliver det næppe større en Watergateskandalen. Men hvordan var det at gennemleve den, før den blev mytologisk?
Det forsøger Slate-podcasten Slow Burn med den fremragende vært Leon Neyfakh at give et svar på over otte episoder. Han er i arkiverne, finder glemte nøglepersoner frem og interviewer de endnu levende aktører fra dengang. Resultatet er formidabelt.
Navnet Slow Burn hentyder til en fornærmelse, som man først indser som sådan efter noget tid, og det er den gennemgående pointe hos Neyfakh – at der gik lang tid fra indbruddet i Demokraternes hovedkvarter i 1972, til at Watergate blev “Watergate”. Og i mellemtiden blev der udkæmpet en kamp mellem Nixon-administrationen, der bestemt ikke skyede ret mange midler, og politiske modstandere, embedsmænd og journalister.
Slow Burn er et eksempel på, at journalistisk historieskrivning er en vigtig genre – som vi også dyrker her på Altinget – og en vigtig reminder om, at politiske skandaler tager tid.
Artikel: What Putin Really Wants
Der har været præsidentvalg i Rusland, og det har domineret min læsning den sidste måneds tid.
The Atlantics Julia Ioffe skrev i januar/februar-udgaven af The Atlantic en virkelig fremragende feature om Putin og den vestlige opfattelse af ham, ikke mindst efter at det nu er blevet slået fast, at Rusland forsøgte at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016.
Den store pointe i Ioffes longread er, at vi skal holde op med at se Putin og Rusland som et skakgeni, der har planlagt ethvert ryk på det skakbræt, der er international politik. I stedet er Putin en pokerspiller med en appetit for store risici og frækt bluff.
Det gør ham selvsagt ikke til en mindre disruptiv og farefuld faktor i international politik, men betyder noget for udformningen af vores udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ikke mindst set i lyset af, at Putin, jo længere han sidder på magten, bliver mere og mere ét med staten. Sådan bliver det interne kaos, som det er hans overordnede strategiske mål at undgå, kun mere sandsynligt, når han endelig en dag ikke længere er Ruslands præsident.
Bog: Nothing is True and Everything is Possible
