Redaktørens skrivebord

Podcast: The Good Fight 
Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, har forsøgt at få mig til at høre Yascha Mounks podcast på Slate, betitlet The Good Fight, og jeg har egentlig undslået mig en del. Ikke på grund af Jakob og ikke på grund af Mounk, hvis bog jeg anmeldte i forrige nummer. Jeg har bare et issue, som det hedder, med at få anbefalinger. Jeg vil selv finde mine ting.

Men på grund af min ret store interesse for den bulgarske tænker Ivan Krastev er jeg endelig hoppet på. Han lagde nemlig vejen forbi Mounks podcast for nylig, hvor han forklarede sin analyse af populisme, Østeuropa og det illiberale demokrati. Mounk er en god vært, hans spørgsmål er skarpe, og har man som jeg et svagt punkt for det tyske sprog, tyskere og tyskere, der taler engelsk, er Mounks accent et plus og ikke et minus.

Og har man ikke lige tid til at læse Krastevs fremragende Efter Europa kan man på de 40 minutter, interviewet varer, få de vigtigste pointer. Og de er vigtige for alle, der vil vide, hvorfor det europæiske projekt er i krise.

Find The Good Fight på de sædvanlige podcast-kanaler.

Artikel: Trump’s Facebook advertising advantage, explained
Han havde færre penge og langt mindre opbakning fra sit parti og det øvrige establishment, men alligevel vandt han. Hvordan gik det til? Det har været et af de store spørgsmål, siden Trump blev amerikansk præsident.

Udover de politiske årsager har man længe vidst, at Trumps SoMe-rækkevidde var længere og dybere end Hillary Clintons, men man har ikke vidst hvorfor.

Svaret har ifølge en artikel i Washington Post alt at gøre med Facebooks algoritmer og model for salg af reklamer. For hvor Clintons facebook-ads ofte var videoer, der ville mobilisere folk til at stemme på hende, handlede Trumps ads om at få folk til er klikke, ofte ved at købe noget politisk merchandise som for eksempel en af de berømte røde MAGA-kasketter. Og sammen med det faktum, at Hillary Clinton tiltrak sig langt flere negative kommentarer i sine ads, blev hendes reach simpelthen mindre.

Og hvorfor har Facebook skruet modellen sådan sammen? Fordi Facebook sænker prisen for en reklame, hvis den genererer flere klik og får folk til at blive hængende i deres feed, fordi der så er yderligere potentiale for at vise dem flere reklamer.

Et forsigtigt gæt her fra min stol er, at som Facebook bliver presset til mere og mere gennemsigtighed, jo mere vil de også blive presset til at lave deres forretningsmodel om.

TV: Nixon by Nixon: In His Own Words
For nogle år siden blev de resterende af USA’s 37. præsident Richard Nixons hemmelige optagelser fra Det Hvide Hus (medsamt telefoner) langt om længe frigivet, og HBO har klippet en interessant dokumentar sammen af optagelserne.

Filmens store clou er at vise, hvor stor en hykler Nixon rent faktisk var. Først ser man et tv-klip, hvor Nixon siger et, og så afspilles bidder fra de hemmelige optagelser, der viser noget ganske andet. Og mens Nixon udadtil holder liberale værdier og ordentlighed i hævd, slynger han om sig med antisemitiske bemærkninger, misogony og galoperende paranoia indadtil.

Noget, der kom som en overraskelse for mig, var, at Nixon undervejs i fredsforhandlingerne med Nordvietnam lod Henry Kissinger, hans sikkerhedspolitiske rådgiver og betroede væbner, overvåge, fordi han var bange for, at Kissinger gik til pressen bag om ryggen på ham.

HBO kunne måske have lade det fylde lidt mere, at Nixon også påbegyndte den proces, der ledte til Den Kolde Krigs afslutning og brød nyt land på miljøområdet. Men vil man se et shakespearsk væsen i al selvundergravende magtbrynde helt tæt på, er Nixon by Nixon bestemt et kig værd. Find den på HBO Nordic.

Bog: Political Hypocricy
Og nu vi er ved hyklere og politik. Jeg har brugt de sidste par uger på at læse den britiske politiske tænker David Runcimans bog Political Hypocrisy.

Runcimans pointe er, at noget hykleri er værre end andet. Brudte løfter er mindre problematiske – det er nærmest et vilkår - der, hvor vi skal være på vagt ifølge Runciman er, når politikere begynder at sætte sig selv i scene som nogen, der er hævet over politik.

Selvfølgelig er der værdier og ideologi i politik, men der er også altid politik i politik. Glemmer vi det sidste, er vi udsat for alskens farer: At skuffelsen over det mindre hykleri, slår om i en stor mistillidserklæring til politik som sådan; at vi sætter store utopiske projekter i søen for at frelse verden for alt det, der gjorde politik nødvendigt i første omgang, bare for at vågne op til en virkelighed, der er endnu værre, end den var, inden vi gik i gang.

Eller at se igennem fingrene med farlige tendenser, bare fordi vi godt kan lide en politiker, der for en stund får os til at tro, at han i modsætning til alle andre er særlig ædelmodig.