"Vi har ingen præstationskultur. Vi har en perfekthedskultur, og det er meget værre"

Mange danske børn og unge føler sig pressede. Flere får stress, og andelen af psykiatriske diagnoser stiger eksplosivt. I debatten om udviklingen bringes begrebet præstationskultur ofte op.

Det gælder især på uddannelsesområdet, hvor karakterer, tests og eksamener får kritiske ord med på vejen. De bidrager til en kultur, hvor ”klassekammerater bliver til klassekonkurrenter”, lyder kritikken blandt andet.

Det er imidlertid på tide at hæve blikket fra skolen og uddannelsessystemet, mener undervisningsminister Merete Riisager.

Det gode børne- og ungeliv handler om meget mere end det, der foregår ”henne i skolen”, lyder det fra den uddannede cand.mag.pæd. Det handler også om søvn, mad, skilsmisser og om en hel generations uvilje mod at blive voksen. Det handler grundlæggende om forældrenes ansvar.

”Ingen præstationskultur af betydning”
Undervisningsministeren ønsker først og fremmest at få ryddet begrebet præstationskultur af vejen.

Danmark har nemlig ikke nogen nævneværdig af slagsen, lyder analysen. Og hvis vi ellers havde, ville det ikke nødvendigvis være et problem.

”I en præstationskultur krediterer man dem, som gør det godt. Det er en kultur, hvor man udfordrer elever og studerende til at gøre deres ypperste. Det kan både handle om at præstere godt og om at udfordre sig selv. Vi har ingen præstationskultur af betydning i forhold til stort set alle andre lande. Men vi har en perfekthedskultur, og det er meget værre,” siger undervisningsministeren.

En perfekthedskultur handler ifølge Merete Riisager om, at man skal være et godt menneske, kreativ, genopfinde sig selv, have en flot Instagram-profil, spise den rigtige mad, have de rigtige venner og meget mere.

”Det har ikke nødvendigvis noget med faglig præstation at gøre – formentlig har det meget lidt med det at gøre.”

Hænger de to ting ikke sammen?

”Man kan snarere sige, at perfekthedskulturen fylder alt for meget i præstationskulturen. I præstationskulturen ved man præcis, hvad man skal gøre for en udmærkelse. Det er ligegyldigt, om man har dårligt hår, mens man gør det, om man har de rigtige venner eller har tabt de kilo, man havde planlagt.”

”Det handler i stedet om noget specifikt fagligt og om at få anerkendelse for noget, som ikke handler om hele ens personlighed.”

Generationen, som nægter at blive voksen
Når skolen og uddannelsessystemet bliver omdrejningspunkt for debatten om de pressede unge, skyldes det ifølge Merete Riisager i høj grad hendes egen generations ansvarsfralæggelse.

”Vi er et samfund, som ønsker at fraskrive os ansvar i det hele taget. Min generation nægter på mange måder at blive voksen. Det går ud over børnene. Når vi nægter at være voksne, så stiller vi børnene i en svær situation. For nogen skal jo være de voksne.”

Hun er derfor træt af en debat, som ”reducerer hele identitetsarbejdet omkring unge til at handle om karakterer og ti nationale test”.

Debatten skal i stedet bredes ud. Fokusset på uddannelsessystemet skal tones ned, og familierne skal mere ind i billedet.

”Det her handler om de generelle rammer, vi tilbyder børn og unge. Det er et meget større spørgsmål om, at vi har familieliv og strukturer omkring de unge, som er meget ustrukturerede,” siger hun og fortsætter:

”Børn har brug for struktur og forudsigelighed for at kunne udvikle sig. Det kan handle om skole og uddannelse, men det handler også om familiestruktur. Når hver anden eksempelvis bliver skilt, så er det krævende for børn og unge at navigere i.”

”Vi taler eksempelvis aldrig om søvn. Det er ellers en af de største årsager til mistrivsel for almindelige børn. Hvis forældrene ikke hjælper børnene med at komme i seng, så er det årsag til mistrivsel. Struktur og myndige voksne – både hjemme og i skolen – er for mig at se den største faktor for det gode børne- og ungeliv.”

Så du mener, at skolen, karakterer og test bliver taget til indtægt for mange andre ting?

”Ja. Det er helt vildt at reducere det gode børne- og ungeliv til at handle om ti test eller karakterer. Vi har siden Sokrates haft prøver og eksamener i uddannelsessystemet. De har været forskellige, men ideen om, at det pludselig skulle udgøre et kæmpe problem, mener jeg, er helt skæv.”

”Der ligger en ansvarsfraskrivelse i det. Hvis forældre, lærere, skoleledere og andre siger, at det gode børneliv slet ikke er deres butik – at det kun handler om test og karakterer – så behøver man ikke at gøre noget ved alt det andet.”

”Mange voksne tordner eksempelvis mod de nationale test, men det er faktisk kun hvert femte barn, som finder dem ubehagelige. Det er svært at forestille sig, at hvert femte barn ikke ville finde enhver form for prøve ubehagelig. Er løsningen så at afskaffe alle eksamener og test? Det synes jeg ikke.”

Hop af nettet, forældre
Merete Riisager er selv mor til to. Med en sideløbende ministerpost er det derfor nærliggende at spørge, hvordan hun selv skaber strukturer og faste rammer omkring sine børn.

“For det første så har de jo også en far. Det er rigtig heldigt, for i vores situation er det ham, som er det faste anker,” lyder den umiddelbare respons.

Undervisningsministeren sørger så eksempelvis for at lægge noget mad i fryseren, som han kan tage op, lader hun forstå.

“Men pointen er, at selvom man har en travl hverdag, så skal man sørge for at have rutiner og for at tale med sine børn.”

“Hvis man eksempelvis har et job som mit, så kan man ikke regne med, at man også kan træne op til et maraton eller have en fast plads i operaen. Så må man tilvælge sine børn i de resterende timer.”

Det handler for Merete Riisager blandt andet om at lægge de “digitale værktøjer” væk. Om at logge af Facebook og ind på familielivet.

At nogle forældre bruger lige så meget tid på sociale medier som på deres børn, er ifølge ministeren helt galt.

Og så er vi igen tilbage til opsangen til hendes egen generation. For den har ikke været god nok til at tilvælge og prioritere børnenes behov.

“Her taler jeg om den fundamentale tryghed. Der er masser af aktiviteter, dyrt tøj og skiferier. Det er rutiner og samtale med børnene, der betyder noget,” siger hun.

Synes du selv, det er svært at få de ting til at gå op i en højere enhed?

“Ja, er du sindssyg. Det er helt vildt svært. Men det betyder også bare, at man må prioritere benhårdt, hvis man eksempelvis har et krævende arbejde.”

”Jeg kender alt for godt følelsen af ikke at slå til som forælder. Den kommer for eksempel, når jeg kigger på min telefon, selvom jeg burde se mine børn i øjnene. Når jeg peger fingre, er de også rettet mod mig selv; det er også en selvkritik. Men det gør ikke spørgsmålet om de voksnes ansvar mindre relevant. Tværtimod.”

Ikke alle kan blive dyrlæge
Perfekthedskulturen får i ministerens optik lov at løbe løbsk, når myndige voksenstemmer forstummer.

At alle kan, hvad de vil, er eksempelvis en generationsløgn, som for få voksne gør op med, lyder det. ”Hvis man bliver ved med at sige, at alle selvfølgelig skal kunne blive dyrlæge – uanset hvor meget man arbejder med sine ting – så tager man ikke ansvaret på sig,” siger hun og uddyber:

”Med perfekthedskulturen siger vi til de unge, at hvis ikke de bliver jurister eller læger, så er alt tabt. Hvis det er, hvad vi formidler til de unge, så står de selvfølgelig i en meget skrøbelig situation. Det er ikke det, vi skal fortælle dem. Vi skal vise dem, hvor mange mennesker der har gået mærkelige veje i livet og har klaret sig godt.”

”Jeg oplever, at hele diskussionen handler om, at nogle ikke gider at tage voksenrollen på sig. De vil ikke tage ansvaret for at vise børn og unge, hvordan de står i forhold til de muligheder, der findes.”

Merete Riisager har derfor sin egen opfordring til landets børn og unge:

”Man skal træffe et valg og gøre sig umage, hvor man er. Lad være med at tænke, at hvis jeg ikke får det første, jeg peger på, så er alt tabt. Det er det ikke.”
I den sammenhæng forveksler nutidens elever og studerende i alt for høj grad karakterer med en livsdom, mener ministeren.

Det er de ikke, forstås.

”Karakterer betyder selvfølgelig noget for de valg, man kan træffe. Men hvis man tænker, at den mest eftertragtede uddannelse på CBS eller medicin-studiet er det eneste, man kan, så virker det selvfølgelig voldsomt ikke at få topkarakter.”

Der tales en del om de såkaldte 12-tals-piger. Tror du, at perfekthedskulturen slider hårdere på pigerne end drengene?

“Til dels, ja. Noget tyder på, at pigerne er mere sårbare over for den del af perfekthedskulturen, som handler om udseende. Når drengene får adgang til sociale medier, så vender de kameraet udad mod verden. Pigerne vender det indad mod sig selv. Det er karikeret sat op, men nok ikke helt forkert. Der opstår hurtigt et hårdt miljø blandt pigerne i forhold til at skulle præsentere sig selv udadtil.”

 ”Speltbørnene” skal nok klare sig
Ifølge professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, Noemi Katznelson, er ”krav, karakterer, præstationer, arbejdsmarkedets behov og konkurrence” trådt frem i 10’ernes uddannelsesfokus blandt unge.

Her er der sket en forandring fra 1990’erne, ”hvor de unge overvejende gik til uddannelse som et åbent, afsøgende og lystorienteret identitetsprojekt”.

Merete Riisager mener dog ikke, at karakterer betyder mere i dag, end de eksempelvis gjorde for 20 år siden.

Tidligere har der været hårdere grænser for, hvem der havde adgang til forskellige muligheder, ligesom det var sværere at vælge om. ”Det handler snarere om, at vi i dag forventer, at samfundet skal holde alle muligheder åbne,” siger ministeren.

Det er en formuleret målsætning, at flere skal tage en uddannelse. Samtidig har I politikere indført karakterkrav på alle ledder og kanter af uddannelsessystemet. Det må vel betyde, at karakterspørgsmålet er blevet mere nærværende i de unges bevidsthed?

”Det tror jeg såmænd ikke. Karaktererne er snarere blevet genindført. Der har også tidligere været masser af krav. Der har eksempelvis hele tiden været krav på erhvervsuddannelserne – bare ikke adgangskrav. Der er jo hele tiden faglige krav i uddannelserne. Der er så blevet indført et karakterkrav på 02, men det kan man jo også komme omkring ved eksempelvis at lave en praktikaftale. Det er meget vigtigt,” svarer Merete Riisager.

Hvad ville der ske, hvis vi helt fjernede karakterer og gav feedback i stedet?

”Så ville vi virkelig sætte børn fra uddannelsesfremmede hjem i en vanskelig situation. Det ville være helt umuligt at begå sig i sådan et ustruktureret uddannelsessystem for børn og unge, som ikke kommer fra meget strukturerede hjem. Børn fra velfungerende hjem med et højt vidensniveau er bedre til at klare sig i uklare strukturer. Hvis man helt fjerner karakterer, så vil det være speltbørnene, som klarer sig godt.”

”Kom nu ud af fjerene”
Tilbage står spørgsmålet til ministeren, hvordan hun vil adskille perfekthedskulturen fra præstationskulturen, når de i hendes optik fejlagtigt sammenblandes i den aktuelle debat.

Svaret på det spørgsmål bliver til en opsang:

”Jeg er simpelthen træt af, at for mange bare løber den nemme vej og peger fingre ad karakterer og test. Kom nu ud af fjerene, og se alle de andre ting, som betyder noget for det gode børne- og ungeliv.”

”Jeg kan ikke lave en lov om, hvordan man får sine børn i seng om aftenen, eller om at man skal spise aftensmad sammen. Men jeg vil gerne opfordre til en bredere debat om det gode børne- og ungeliv.”