Redaktørens skrivebord

Lige nu fokuserer vi rigtig meget på data, og derfor overser vi den forandring hardware afstedkommer.
Det har The Atlantic en fed artikel om. En af magasinets løst tilknyttede redaktører, medieteoretikeren Ian Bogost, har set nærmere på Apples Airpods, og han ser store sociale forandringer i deres ledningsløse kølvand.

I en tid hvor skellet mellem offentligt og privat for længst er skredet, fungerede de gamle hvide høretelefoner som et ‘forstyr ikke-skilt’, der optegnede en interimistisk privatsfære; enten fordi man havde en telefonsamtale (hvis man snakkede) eller fordi man sad fokuseret og arbejdede (og hørte musik). Men netop fordi man med Airpods bliver afkoblet telefonen i fysisk forstand, og fordi de kan bruges til Siri, kan vi imødese en fremtid, hvor vi har dem i ørerne hele tiden, men aldrig vide, om de andre hører musik, taler i telefon eller er frit tilgængelige for spørgsmål og samtale.

Bliver Airpods ligeså succesfulde som iPhonen, bliver vi snart en menneskehed med hvide rør hængende fra ørene og endnu mere bundet til vores telefon, end de fleste af os i forvejen bryder os om at være.

Stråmanden er en kendt retorisk figur. Kan man ikke finde et godt modargument over for én, man er uenig med, kan man altid fordreje hans synspunkter, og finde et modargument til dem i stedet.

At det virker, at lave en forloren udgave af sin politiske modstander – ihvertfald engang imellem – er sikkert og vist, men det kan også være farligt for en selv. For begynder man selv at forveksle stråmanden for modstanderen, ser man måske ikke, at han er ved finde nye veje til at slå én.

Det er, hvad journalist og forfatter Ben Judah advarer amerikanske borgerlige om i en artikel i det centrum-højre-liberale magasin The American Interest. På den ene side går højrefløjen og bilder sig selv ind, at venstrefløjen er fyldt med dumme identitetspolitikere, og på den anden side er man selv blevet populistisk. Og når man selv ”omfavner store offentlige underskud på finanserne, vrænger af frihandel og hamrer løs på eliterne, bliver det meget sværere at gøre grin med den populistiske venstrefløj, som langt mere troværdigt tilbyder mere af netop det,” skriver Juddah i sin interessante artikel.

Anden sæson af den israelske TV-serie Fauda er endelig kommet på Netflix.

Første sæson om den israelske specialenhed, der forsøger at optrævle islamistisk terror på Vestbredden, var ren åndeløs spænding, og hjemme hos mig ødelagde den nattesøvnen et par dage i træk. Anden sæson skulle lige i gang, men så var der igen en intensitet, som man ikke får andre steder.

Fauda er blevet kritiseret for at være for meget på israelsk side, men at konflikten med palæstinenserne æder sjælene op på begge sider, viser den i mine øjne uden omsvøb. Det formidler seriens hovedperson Doron (spillet af Lior Riaz, der også er seriens idémand) i en korporlig og rasende præstation på en helt uforglemmelig måde.