Redaktørens skrivebord

JANUAR: Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

Langt er jeg ikke kommet, og jeg er muligvis den sidst ankomne til en fest, andre har været til i lang tid.

Men Dan Carlins mere end ni timer lange podcast om Første Verdenskrig – ‘Blueprint for Armageddon’ - er virkelig, virkelig god.

Den åbner med en klassisk refleksion i historievidenskaben: Hvem sætter de store hjul i gang – personer eller strukturer, Gavrilo Princip eller imperialismen?

Svaret kunne være, at når strukturer og magtbalancer er overspændt, kan selv en omdirigering af trafikken skabe verdenshistorie.

Det er også vildt imponerende, at produktionen er helt nedbarberet: en mand (en klog mand ganske vist) og en tændt mikrofon.

FIND DAN CARLINS ‘HARDCORE HISTORIE: BLUEPRINT FOR ARMAGEDDON’ PÅ DE SÆDVANLIGE PODCASTKANALER.

Velkommen til mistænksomhedssamfundet. Sådan kunne man også betitle den britiske idéhistoriker William Davies’ fremragende essay ‘Why we stopped trusting elites’ fra The Guardian.

Hvad enten man er journalist, embedsmand, forsker, politiker eller bare politisk interesseret, er Davies’ analyse bare pligtlæsning – og når det samtidig er velskrevet, så er der jo dobbeltgevinst.

Den væsentlige pointe er, at når vi taler om krise i det liberale demokrati, handler det om noget, vi ikke ser, men som er en forudsætning: tillid. Tillid til, at eksperter, journalister, embedsfolk og politikere og den information om samfundet, de tilvejebringer, er tilstræbt ærlig og sandfærdig.

Et regime, Davies viser, er bygget op over næsten 300 år, men som i de seneste 20-30 år med tiltagende styrke er brudt sammen, så mistilliden og mistænksomheden over for den offentlige sfære generelt nu er nået et selvforstærkende niveau.

Med udgangspunkt i britiske skandaler inden for embedsværk, den finansielle verden, politikerne og medierne (der findes danske pendanter til hver af dem) viser han, hvordan de forskellige sektorer og deres evne til gensidigt at balancere og kontrollere hinanden, alle er havnet i mistænksomhedens zone.

I stedet er sandheden nu noget, vi får fra whistleblowere og enorme datalækager, der hver især er vigtige, men samtidig understøtter forestillingen om, at offentligheden er én stor skinmanøvre for korrumperede interessers magtspil.

Og den stemning kan bruges af politikere, der på et rent angiveligt plan, som Trump eller Nigel Farage, sparker døren op til det, de og deres vælgere opfatter som et råddent system – og som netop derfor vinder autenticitet, selvom de selv har en endog meget flosset moralsk karakter.

Kan pillerne i det liberale demokrati ikke udøve meget mere selvjustits, ser fremtiden bekymrende ud.

På vej mod den næste recession. Det er med de dystre forudsigelsers blæk, at Cambridge-professor Helen Thompson har nedfældet sin politiske analyse i det venstrelænede tidsskrift New Statesman. Mens flere og flere lande viser tegn på recession, rejser hun spørgsmålet, hvilke redskaber regeringerne og centralbanker rent faktisk har til rådighed.

Det korte svar er ikke rigtig nogen, i hvert fald ikke rigtig nogen, der enten ikke risikerer at forværre økonomien eller lede til yderligere politisk opbrud. Efter finanskrisen har centralbankernes opkøb af gæld for at pumpe penge ud på markedet og de ekstremt lave renter tømt staterne for krudt til at sætte fornyet gang i væksten.

I særdeleshed kan hun ikke se, hvordan der kan slås bro mellem dem uden for boligmarkedet, de af os med store huslån, og dem, der skal have renter af deres opsparing.

Gå ikke glip af de dårlige nyheder.

Cash vs. Nixon. Netflix har strikket en lille dokumentar sammen om et noget usædvanligt sammenstød mellem USA’s 37. præsident, mørkets fyrste, Richard Nixon og en anden – men i en anden betydning – mørkemand, nemlig Johnny Cash.

Som led i en folkelighedsstrategi inviterer Nixon Cash til at holde en koncert i Det Hvide Hus i 1970.

Cash var på det her tidspunkt musik- og tv-stjerne, især for det kristne, konservative Amerika, men samtidig et musikalsk kraftcentrum og samlingspunkt, der tiltrak venstrefløjens favoritter, Joni Mitchell, Bob Dylan og Pete Seeger. Og fremfor alt var Johnny Cash sin egen.

Delt mellem sin pligtfølelse over for præsidentembedet og sin åbenlyst kristent inspirerede trang til at stille sig på udskuddenes side og tvunget ind i en kulturkampsramme, han ikke vil lade sig diktere af, synger han en helt særlig sang til Nixon.

På med din Stetson-hat, og slå et smut forbi Netflix.

Forrige artikel Overblik: Den politiske kalender for 2019 Overblik: Den politiske kalender for 2019 Næste artikel Eks-politikere fortæller om deres exit: Når brobizzen stopper med at virke, og kontoret bliver pakket ned Eks-politikere fortæller om deres exit: Når brobizzen stopper med at virke, og kontoret bliver pakket ned
Redaktørens skrivebord

Redaktørens skrivebord

SEPTEMBER: Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, Esben Schjørring, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

Ambassadøren

Ambassadøren

KARRIERE: ”Man lever livet lidt mere intenst, når man skal forholde sig til sine egne vaner. Når Netto ikke lige ligger rundt om hjørnet, og kødpølsen ikke ligger på hylde tre, hvor man plejer at finde den,” lyder det fra Danmarks nye ambassadør i USA, Lone Dencker Wisborg.