Redaktørens skrivebord

Har du ikke hørt Weekendavisens Arne Hardis’ “Valgets tale” endnu, er du heldig – for så har du noget at glæde dig til.

De fleste af os kender ham på skrift, hvor Hardis kombinerer et skarpt blik, en dyb historisk viden med et sprogligt mesterskab, der gør ham til en særlig fugl i det voliere, som dansk politisk journalistik er.

Nu er han også sprunget ud som podcastvært med fokus på fem afgørende valg i efterkrigstiden, 2001, 1987, 1973, 1960 og 1945. Det gør han i følgeskab med forskellige historiske eksperter, hvor de sammen forsøger at afdække, hvad samfundets budskab til politikerne egentlig var. Hver og en af udsendelserne er virkelig interessante, og tilsammen får man et hurtigt vue ud over Velfærdsdanmarks opstigning og indre modsætninger.

Og måske bortset fra valget efter Befrielsen, som Venstre vandt (og som ikke mindst er interessant, hvis man vil høre nærmere om de danske politikeres afmontering af modstandsbevægelsen som en politisk faktor), har udsendelserne hele tiden bud efter vores egen samtid.

Det gælder selvfølgelig mest 2001-udsendelsen, hvor journalist og forfatter Erik Meier Carlsen kommer med en ret provokerende tese om, at Dansk Folkepartis indflydelse meget vel kan være for nedadgående i de kommende år.

Underligt nok er 1998-valget ikke med, selvom det overraskende nederlag, Venstre led dengang, samtidig blev fødslen af det Venstre, vi kender i dag. Men det kan jo komme.

Bliv klogere på dansk politik med Arne Hardis og “Valgets tale” på de sædvanlige podcastkanaler.

Hvis man vil pudse sine tyskkundskaber af og samtidig læse noget virkelig interessant, skal man slå et smut forbi schweiziske Neue Zürcher Zeitung, der i mine øjne er en af de bedste aviser, der findes.

Her har den franske essayist og forfatter Pascal Bruckner skrevet et virkelig godt essay om det liberale demokrati og den stemning af krise og usikkerhed, der omgiver det i de her år.

I Frankrig giver den sig udslag i protestbevægelsen De Gule Veste, og det er særligt protestdimensionen, Bruckner analyserer, og det er herfra, han breder sin analyse ud til resten af Europa.

Det er på den ene side det diffuse i den manglende agenda og på den anden side den konstante tale om ”folket” i bestemt ental, han har et kritisk øje for.

Hvis en protest ikke har et mål, bliver den protest for protestens skyld. Det gør den på én gang politisk og apolitisk, og kun i bedste fald uproduktiv. I værste fald river den samfundet fra hinanden.

Og så tilbageviser han idéen om, at man kan tale om ét folk i et demokrati på en flot og flabet måde: ”Ligesom Gud, udgør folket en enhed, man ganske vist ikke kan finde nogetsteds, men som alle despoter alligevel taler på vegne af”.

Bruckner ville selvfølgelig ikke være fransk, medmindre han ikke også mente, at hele Europas skæbne hviler på Macrons evne til at løse krisen med De Gule Veste, men det må man tage med.

Jeg så for nylig “The Uncivil War”, filmen med den britiske stjerneskuespiller Benedict Cumberbatch i hovedrollen som Vote Leave-chefstrategen Dominic Cummings, og den ikke særlig god.

Nå, men den gjorde mig interesseret i Cummings selv, og jeg fandt et foredrag, han holdt i 2017 om kampagnen, og hvorfor den vandt.

Det er interessant, fordi big data, social media og adfærdspsykologi i kombination med politik ikke bliver mindre i årene fremover, og her har Cummings helt sikkert været en pionér på et udførende plan.

To ting fra foredraget slog mig i nævneværdig grad.

Digitalt baserede kampagner føres ikke i stedet for den gamle, der foregik på gader og stræder, men styrer og kvalificerer den; til gengæld søger de uden om pressen og tv, og det gør de for at bestemme, hvad der skal foregå i spalterne og sendeminutterne. Det andet er, at vælgerne både er mere venstreorienterede og mere højreorienterede, end vi normalt går ud fra.

Cummings er en karakter – og lidt gal – og derfor interessant, men han viser i mine øjne også problemet ved datadreven politik: Empiri giver dig ikke en særlig god og opbyggelig forestilling om fremtiden. Så du kan vinde en kampagne, men du kan ikke finde svar. Og det et stort problem for fremtiden, som vi alle sammen må prøve at finde en vej ud af.

Tjek Cummings, der kommer med en (håbløst naiv) forklaring på myten om, at Brexit ville føre til 350 millioner pund om ugen til det britiske sundhedsvæsen, ud på Youtube.