Redaktørens skrivebord

APRIL: Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

Under CPH:DOX viste Altinget filmen 'Democracy Ltd', der handler om politiske omvæltninger i Vesten.
Under CPH:DOX viste Altinget filmen 'Democracy Ltd', der handler om politiske omvæltninger i Vesten.Foto: AP/Petros Giannakouris/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Under dokumentarfilm-festivalen CPH:DOX havde vi her på Altinget en filmvisning i vores gård med efterfølgende debat, som jeg var så heldig at være ordstyrer på.

Filmen, vi så, var østrigske Robert Shabus' "Democracy Ltd", og jeg synes faktisk, den kom rigtig godt rundt om de politiske omvæltninger, der har præget Vesten de seneste ti år. Den har et stærkt fokus på arbejdspladser, der forsvinder i den tunge industri, og på eurokrisen, men den svigter heller ikke at fortælle, hvorfor indvandring og integration er blevet et vigtigt emne.

Der er tale om ret traditionel dokumentar, der veksler mellem reportage og portræt af en frustreret arbejderklasse og interview med journalister og forskere. Enkelte politikere er der også med – dog udelukkende socialdemokrater, og her kunne man måske godt have ønsket sig lidt bredde, og man burde også have talt direkte med repræsentanter fra det nye højre.

Men filmen er i høj grad også et portræt af, hvorfor de europæiske socialdemokratier stander i våde og mister vælgere. Her er det som dansker interessant at se, hvordan vi på lange stræk synes at være kommet ud på den anden side af det chok, partier som Dansk Folkeparti giver rundtomkring i Europa. I hvert fald på indvandringsspørgsmålet.

Set gennem den optik er det nok en overreaktion at tale om demokratiets krise. Her har filmen nok mere bud på EU-plan. Der er en markant kritik af tyske konservatives økonomiske politik og dens konsekvenser for resten af Europa – og af den frie bevægelighed. Begge emner mangler vi en diskussion af i Danmark, og det bør blive en væsentlig debat frem mod EP-valget.

Jeg er sikker på, "Democracy Ltd" dukker op på en tv-kanal nær dig. Tjek den endelig ud.

Den gamle chefredaktør på den tyske avis Die Zeit Josef Joffe har i en kronik i The American Interest som én af få internationale kommentatorer samlet op på det åbne brev, Emmanuel Macron skrev til de europæiske befolkninger for en måneds tid siden.

Jeg har også skrevet den indledende klumme i dette nummer af magasinet om den, så jeg skal ikke gentage mine pointer.

Joffe beskæftiger sig mere indgående med Merkels efterfølger i CDU Annegret Kramp-Karrenbauers mildt sagt skarpe modsvar til Macron. Faktisk hældte hun ham og hans vision for Europa totalt af brættet.

Joffes tyske baggrund fornægter sig ikke, for selvom han holder distancen til AKK og kalder hendes Europa-vision for "diffus", synes Joffe at være på linje med kritikken af Macrons tro på et mere føderalt Europa. Joffe skildrer det tysk-franske sammenstød som historie med mange hundrede år på bagen, hvor to meget forskellige politiske kulturer umuligt kan blive enige.

Joffes indlæg er bestemt en læsning værd, men jeg synes, at han misser noget ved at placere debatten om Europas fremtid i den ramme. For hvad er det tyske svar på de problemer, Macron adresserer? Andet, end at det hele nok skal gå, fordi det har det gjort indtil videre, og at ingen lande vil følge briterne ud?

Det er i mine øjne for naivt. Men døm selv – slå et smut forbi TAI’s hjemmeside.

Den amerikanske podcast-producent Radiotopia har gang i en ny podcast betitlet "Spacebridge".

Titel og tema er de satellitbårne "videokonferencer" mellem amerikanere og russere, der blev afholdt i de tidlige 1980’ere, da Den Kolde Krig var tættere end nogensinde – i hvert fald siden Cubakrisen – på at blive varm og atomar.

En fascinerende fortælling om astronauter, hippier fra Esalen Institute, Apple-founder Steve Wozniak og to ængstelige befolkninger, der fandt hinanden under truslen MAD – Mutual Assured Destruction.

Realister som overtegnede rynker ofte på næsen af idéen om, at teknologi, der forbinder folk, i sig selv skulle føre til fred og forståelse, men det er svært ikke at blive revet med af det, der siden blev kaldt Track II-diplomati, som måske kan oversættes til civilsamfundets geopolitik.

Argumentet er, at politikere og diplomater får et andet spillerum, især for indrømmelser og kompromis, hvis befolkningerne bereder vejen. Den tygger jeg på, og i mellemtiden synes jeg, du skal lytte med.

Find "Spacebridge" på de sædvanlige podcastkanaler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00