Redaktørens skrivebord

Podcast: Know Your Enemy 
Selv når det amerikanske venstrefløjsmagasin Dissents nye podcast ‘Know Your Enemy’ ikke er god, er den stadig vildt interessant.

Opsætningen er klassisk for amerikanske podcast: Her tales (og undertiden også snakkes) meget og længe, og skellet mellem vært og gæst er ret porøst.

De to værter – Matthew Sittman og Sam Adler-Bell, der begge hører hjemme på den amerikanske venstrefløj – har sat sig for at gøre deres demokratiske socialistiske kollegaer klogere på, hvad amerikansk konservatisme egentlig handler om. Hvem var William F. Buckley Jr., og hvad er projektet for magasinet National Review, hvad er neokonservatisme, og er konservatismen egentlig død eller bare transformeret?

Når de to er bedst, bliver man klogere, og de overvinder den polarisering, der er så intens i amerikansk politik.

Når de er værst, understreger de omvendt polariseringen, men på en måde, hvor man som europæer også får et klart indblik i, hvad den egentlig handler om: USA's lange og smertelige historie med racisme. For den amerikanske venstrefløj har amerikansk konservatisme aldrig taget et opgør med racismen, men derimod betjent sig af den, hvorfor Trump snarere end at være et brud med konservatisme afslører den.

Den konklusion er helt sikkert for meget af det gode (selvom det heller ikke er helt forkert), på den anden side viser det jo i al sin betændthed, hvor en mulig vej ud af polariseringen ligger: en ny afklarende samtale om race, historie og borgerskab.

Den samtale, håber jeg, at de to værter selv indleder med nogle interviews med dem, de kritiserer. Det er vist også planen.

Så hvis man gerne vil blive klogere på amerikansk politik og kulturkamp, dengang og nu, så slå den kritiske sans til og et smut forbi Matt og Sam på ‘Know Your Enemy’, der findes på alle de sædvanlige podcastkanaler. 

Artikel: 
Sommerens suverænt mest interessante analyse kom fra historieprofessor Adam Tooze – manden bag mastodontbogen om finanskrisen, Crashed (vi interviewede også Tooze for præcis et år siden).

I en lang feature i Foreign Policy udfolder Tooze spørgsmålet om, hvilken rolle centralbankerne rundtom på kloden skal spille i svaret på klimakrisen.

Det korte svar er: en meget vigtig rolle. 

Toozes udgangspunkt er, at centralbankerne, særligt den amerikanske og ECB, i kølvandet på finanskrisen ændrede deres rolle markant i en aktivistisk retning med massivt opkøb af værdipapirer (såkaldt kvantitativ lempelse) for at pumpe penge ud i den globale økonomi.

Det er en lignende aktivisme, han ser for sig, når det kommer til den grønne omstilling, hvor han argumenterer for, at centralbankerne skal garantere udstedelsen af grønne obligationer. Sådan anviser han en vej til en grøn finanskapitalisme (om end i keynesianske gevandter), hvor handlen med gæld, forsikringer og penge kan bruges aktivt.

Er vi så på vej derhen? Tooze tvivler. Den finansielle sektor er tæt forlovet med den sorte økonomi, og fossile brændsler er billige, mens yderlige beskatning af dem vender bunden nedad på en måde, der som De Gule Veste i Frankrig viste, får folk på gaden. Så vi sparker dåsen ned ad vejen, som man siger. Men forsøget på at undgå civil uro kan ofte være den direkte vej til samme. Så sæt kaffen over, og slå dig ned med Tooze. 
  
TV:  
Ovre på Netflix præsenterede de tidligere i sommers dokumentaren The Great Hack. Jeg har det dobbelt med den.

På den ene side er indsigten i og politiseringen af, hvad der foregår i den digitale økonomi med indhøstning, minering, udvinding og salg af vores data, fuldstændig afgørende.

På den anden side nærmer det sig regulær konspirationsteori at tilskrive årsagen til Brexit, Trump og det illiberale højres fremmarch i Europa til Facebook og sinistre virksomheder som Cambridge Analytica.

Og The Great Hack går desværre fra at handle mest om det første til at konkludere det sidste. Det synes jeg, digitale rettigheder og transparens om informationsflowet og pengene bag på de sociale medier er for vigtigt til. Og rent journalistisk synes jeg, det er forstemmende, at skaberne af filmen ikke udfordrer deres egen præmis og konklusion.

Men klik dig ind på Flixen, og døm selv (har du kaffe tilovers fra Tooze-artiklen, så husk dog lige den – The Great Hack er utrolig lang).