Redaktørens skrivebord

Israelsk TV-serie, podcast om konspirationsteorier og noget om John Rawls.

Foto: DANNY MOLOSHOK/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

TV: Our Boys 
Israelsk tv er inde i en meget kreativ periode med serier som Fauda og Shtisel.

Seneste skud på stammen kan man finde ovre på HBO, hvor miniserie Our Boys er ved at nå til vejs ende. Og den er rent ud sagt fremragende.

Den skildrer bortførelsen og drabet på tre israelske teenagere og det efterfølgende gengældelsesdrab på en ung palæstinensisk dreng begået af tre unge israelske bosættere. Det er med andre ord en endog meget varm kartoffel, seriens skaber, Hagai Levi, griber om.

Men når den lykkes så fint i mine øjne, er det fordi, serien meget præcist beskriver, hvad der sker, når en konflikt bliver permanent. Det er ikke alene hjerteskærende scener, når den palæstinensiske far bliver omringet af demonstranter, som kræver liget af hans søn udleveret, så de kan bruge det i deres protest.

Det viser, at konflikten fører til en total instrumentalisering af mennesket – ikke engang døden står uden for politik. Og på israelsk side går der også øjeblikkeligt politik i opklaringen af mordet. Ingen er sig selv, og konflikten æder alle sjæle op.

Hvor Fauda er blevet kritiseret for at være propaganda for Israels politik i de besatte områder, har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, til gengæld undsagt Our Boys og kaldt den antisemitisk.

Det bekræfter sådan set bare pointen i Our Boys: Hvis alt bliver set i konfliktens optik – selv en tv-serie – hvordan skal den så kunne bringes til ende? Og hvis ikke freden er et mål, hvad kæmper man så egentlig om og for? Bliver selve tilværelsen ikke meningsløs, når konflikten bliver total? Her er der brug for det, den israelske forfatter David Grossman engang kaldte tilstræbt naivitet.  

Find den sorgfulde, smukke og gribende Our Boys på HBO. 

Podcast: Conspiracy Land 
True crime møder politik møder mediesociologi i Conspiracy Land, en podcastserie i seks episoder fra Yahoo News med amerikansk graverjournalistiks old hand Michael Isikoff ved mikrofonen.

0:000:00