Redaktørens skrivebord

Den britiske historiker Adam Tooze har været her, der og alle vegne under coronakrisen. 

Stående på erkendelserne fra sin bog om finanskrisen (’Crashed’) har han fungeret som den helt store analytiker af det økonomiske landskab efter covid-19. Og modsat ’Crashed’ har han i The Guardian og i Foreign Policy også lige taget sig tiden til at forklare de økonomiske sammenhænge lidt mere pædagogisk. 

Læser man med hos Tooze i de her uger, er der med andre ord mulighed for at blive klogere på et emne, der ellers mest er for de allerede indviede. Det gælder ikke mindst et langt (!), men også meget velskrevet essay med titlen ’The Death of the Central Bank Myth’ i netop Foreign Policy, der handler om centralbankerne, statsgæld, inflation og renter. Emner og en debat, der bliver helt central for de kommende års (måske årtiers) politik. 

Den store pointe hos Tooze er, at coronakrisen fungerer som en lup, der tydeliggør, at vi ikke længere står i det ’samme’ problem, som de vestlige lande fandt sig i i 1970’erne og frem, hvor høj arbejdsløshed, høj inflation og høje renter til at tæmme inflationen udgjorde dagens orden.

Det er i den verden, hvor statsgæld udgør et stort problem på grund af de høje renter. Men i mere end et årti har vi befundet os i en verden, hvor arbejdsløsheden er meget lavere, og der på grund af de globale værdikæder (stort set) ingen inflation og ingen rente er. Det forandrer ifølge Tooze helt spørgsmålet om statsgæld og med det også spørgsmålet om ekspansiv finanspolitik.

Dermed er både corona- og klimapolitik i en helt ny finansiel ramme. Men især for EU’s vedkommende kræver det en ny traktat, slår Tooze fast, der giver ECB et solidt politisk og juridisk grundlag. 

Som sagt er det en lang tekst, men egentlig komprimerer den en årelang debat, der lige så godt kunne være udfoldet på 700 sider. Så man sparer altså også en masse tid ved at tage sig en lille time med Tooze.

Find den her.

Vi bliver ved gamle kendinge. I Storbritannien er de stadig i lockdown, og fra sit hjem i Cambridge er David Runciman nærmest eksploderet i podcastafsnit.

Undervejs er det ovenikøbet blevet til en helt ny underserie til hans faste ’Talking Politics’, nemlig en idehistorisk gennemgang af politiske tænkere.

Udvalget er indtil videre interessant om end ret personligt udvalgt: Thomas Hobbes, Max Weber, Hannah Arendt, Friedrich Hayek, Benjamin Constant. Særligt afsnittene om Hobbes og Weber er virkelig gode, og der er et coronaekko i dem begge.

Hos Hobbes handler det om statens nødvendighed som en “beslutningsmaskine”, og hos Weber bliver spørgsmålet om, hvad politisk ansvar egentlig er for en størrelse, godt diskuteret. Så hvis du ikke allerede er hoppet ombord, så er din sommerpodcastserie altså sikret. 

Find ‘Talking Politics: History of Ideas’ på de sædvanlige podcastkanaler. 

Ovre på DR kører de Nanette Burnsteins dokumentar ’Hillary’ om en af de vigtigste og mest omstridte kvinder i amerikansk politik – Hillary Rodham Clinton. 

Hun deltager selv i dokumentaren, og selv om den over fire afsnit helt klart lader Hillary få sidste ord, er den faktisk rigtig, rigtig god. 

Den bærende vinkel er at se Hillary i et feministisk og kvindehistorisk perspektiv. Det valg argumenterer filmen godt for, og man bliver mindet om, hvor reaktionært det amerikanske samfund har været og dele af det stadig er.

På den måde virker det nærmest skæbnebestemt, at hun stod tete-a-tete med Donald Trump i 2016 – for den vrede, han er rejsende i, har ikke mindst en forhistorie i modstanden mod Hillary. 

Det er selvfølgelig også en vinkel, der underordner andre spørgsmål; ikke mindst det syn på globalisering, der også definerede Hillary (og Bill) Clintons politik, og som også er en væsentlig faktor både for Trump og den amerikanske venstrefløj og deres kamp mod hende. 

På den anden side viser filmen også, at hun og hendes folk har svært ved at forstå dybde og rækkeviden i den protest, ligesom hun heller ikke lægger skjul på, at hendes evner som campaigner ikke har været gode nok. 

‘Hillary’ tegner et flot portræt af en politisk kvindeskæbne, hvor hårdførheden, der skulle til for at komme frem, også blev det, der blokerede hende fra at nå i mål.

Se den på dr.dk.