2018: Året, hvor EU’s fremtid skal begynde

BRUXELLES: Efter sigende var der en vis lettelse at spore omkring bordet, da en lille gruppe af Europas vigtigste ledere i december fandt sammen over en snack i EU’s rådsbygning, inden alle de andre kom til aftenens middag.

Der sad de så: Storbritanniens Theresa May, hårdt presset efter et års Brexit-kaos i britisk politik. Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, utålmodig efter at komme i gang med at realisere sine EU-drømme. Og kansler Merkel, bekymret for både unionens sammenhængskraft og sit eget besvær med at få en ny regering strikket sammen hjemme i Tyskland.

Når de tre sammen med EU-cheferne Donald Tusk og Jean-Claude Juncker, der også var med til den lille aperitif, alligevel tillod sig lidt lettelse kort før jul, var det, fordi 2017 set med deres øjne kunne være gået meget værre. Og fordi banen nu trods alt var kridtet op til at søge løsninger i det nye år.

”Det var vel sådan en fornemmelse af, at vi nu i det mindste kan se fremad. Men det er nu ikke, fordi 2018 på nogen måde bliver nemt. Tværtimod. Det vidste de også godt, alle tre,” siger en embedsmand fra et af de tre store landes delegationer.

Det svære starter nu
Det var den samme følelse af lettelse, der faktisk fik alle de 27 andre landes ledere til at klappe ad Theresa May under middagen om aftenen. Næppe noget, der gør hende mere populær blandt de hårde Brexit-folk i baglandet derhjemme – men dog en anerkendelse af, at det efter et års fedtspil endelig var lykkedes premierministeren at lave en aftale om rammerne for Storbritanniens udmeldelse.

De virkelig hårde forhandlinger begynder imidlertid først i år. For nu har de europæiske ledere kun 10 måneder til at lave den egentlige aftale om både skilsmissen og fremtidens forhold til briterne – og det skal ske samtidig med, at EU går i gang med at genopfinde sig selv efter en årrække med krise på krise.

”Det er stadig realistisk, men bliver selvfølgelig samtidig dramatisk svært,” sagde EU-præsident Donald Tusk efter topmødet i december.

Det nye EU udfordrer Danmark
Gennem en lang række møder og svære forhandlinger skal først Merkel og Macron og siden resten af medlemslandenes ledere finde hinanden i nye aftaler om alt fra fremtidens budget og euroens magtstrukturer til flygtningesamarbejde og demokratiske grundprincipper.

2018 bliver samtidig et år, hvor alle Danmarks EU-forbehold for alvor bliver udstillet. Og hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal kæmpe med næb og klør for danske interesser – både på kort sigt i forhandlingerne med briterne og på længere sigt for at sikre et minimum af dansk indflydelse i et samarbejde, hvor den monetære union efterhånden vil dominere næsten alt.

”Danskerne mister en meget vigtig stemme ved bordet, når briterne går. Danmark er et af de bedste eksempler på, at andre medlemslande vil skulle finde en ny plads i samarbejdet, efterhånden som Brexit bliver til virkelighed,” siger EU-forskeren Agata Gostynska-Jakubowska fra tænketanken Centre for European Reform (CER) i London.

Ingen plads ved bordet
På Brexit-fronten er årets tre første måneder afsat til at forhandle om en overgangsordning, der skal give både Storbritannien og EU lidt mere tid til at blive klar til det jordskælv, som den britiske udmeldelse bliver både politisk og økonomisk.

Et EU-topmøde 22.-23. marts er foreløbig sat som skæringsdato for en aftale, der forventes at skabe en overgangsperiode på knap to år, efter at briterne er ude ved midnat mellem fredag 29. marts og lørdag 30. marts 2019.

I realiteten bliver perioden nok berammet til at vare indtil udgangen af 2020, hvor unionens nuværende syvårige rammebudget udløber. De indledende aftaler mellem Theresa May og de andre ledere forudser, at Storbritannien under hele overgangsperioden vil skulle respektere alle EU’s regler og fortsætte med at betale til det fælles budget – nærmest som hvis landet stadig var medlem af unionen.

Men Storbritannien vil ikke længere have nogen plads ved bordet i EU. Ingen kommissær, ingen medlemmer af Europa-Parlamentet, ingen deltagelse ved ministermøder og på topmøder. Det bliver næppe nogen nem pille at sluge for de britiske politikere, der med Brexit ønskede at ”tage kontrollen tilbage” til deres land.

Allerede kort efter EU-topmødet i december advarede en af regeringens Brexit-høge, udenrigsminister Boris Johnson, May imod at gøre Storbritannien til en ”vasalstat” for Den Europæiske Union.

Hvad vil briterne egentlig have?
Efter marts bliver det endnu værre, for da begynder de virkelig barske diskussioner om Storbritanniens fremtidige handelsaftaler med EU.

”Jeg tror, at der ret hurtigt kommer en aftale om overgangsordningen. Men straks efter begynder det virkelig hårde spil. EU’s ledere må frem for alt beskytte det indre marked, og de vil ikke lade britiske politikere både blæse og have mel i munden,” siger George Parker, politisk redaktør på den britiske avis Financial Times.

”Der er stor forbløffelse i Bruxelles over, at den britiske regering stadig ikke har haft en rigtig drøftelse af, hvad det endelige forhold mellem Storbritannien og EU skal være,” siger han.

Norge eller Canada?
Trods en turbulent debat – eller måske netop på grund af den – har London nemlig stadig ikke præsenteret noget udspil til, hvilken type aftale briterne ønsker med EU i fremtiden.

En tæt tilknytning til det indre marked i stil med Norges ville give Storbritannien flest handelsmæssige fordele, men den ville til gengæld kræve en fortsat respekt for EU’s regler om fri bevægelighed, som May næppe kan forsvare politisk efter Brexit. Derfor forventer mange snarere en slags frihandelsaftale i stil med dem, som EU har indgået med Canada og Japan for nylig.

Hvis Storbritannien gør alvor af at trække sig helt ud af både det indre marked og toldunionen, så rejser det imidlertid store spørgsmål om, hvordan grænsen mellem det britiske Nordirland og EU-landet Irland skal håndteres i fremtiden. Netop det irske problem ligger som en uløst knude i den foreløbige aftale, som Theresa May lavede med de andre europæiske ledere i december.

Hvis forhandlingerne om en handelsaftale skal kunne begynde i marts eller april, så må May inden da komme med Storbritanniens eget forslag.

”Storbritannien er nødt til at fortælle os, hvad de vil,” sagde forbundskansler Angela Merkel i december.

Danske fiskere og mange andre interesser
Derefter vil man kunne indlede de egentlige forhandlinger om det fremtidige handelsforhold – sideløbende med forhandlingerne om Storbritanniens milliardregning ved exit, borgernes rettigheder, Nordirlands stilling og alle de andre sprængfarlige elementer i skilsmisseaftalen.

For selvom der allerede nu ligger foreløbige aftaler om meget af det, så er det mest i form af skitserede kompromiser, der forudser store indrømmelser på britisk side. Intet er aftalt, før alt er aftalt. Og i Bruxelles er der tydelig tvivl om, hvorvidt Theresa May politisk kan overleve forhandlingerne gennem hele 2018.

EU’s chefforhandler, franskmanden Michel Barnier, har sat udgangen af oktober som måldato for en politisk aftale med Storbritannien. Ellers kan man ikke nå at formalisere og ratificere den officielle aftale om udtrædelsen inden 1. april 2019, hvor briterne ifølge traktatens regler skal være ude.

Det er meget kort tid, og uendeligt meget kan gå galt undervejs.

Én for alle?
Det er ikke kun briternes beslutsomhed, der bliver udfordret i år. Også de 27 tilbageværende EU-landes sammenhold vil blive sat på en meget hårdere prøve end sidste år.

Indtil videre har de uden det store besvær kunnet stå sammen om den fælles interesse i at forsvare det indre marked. Men når de egentlige forhandlinger om en ny handelsaftale med Storbritannien går i gang, vil enigheden med stor sandsynlighed krakelere, fordi forskellige medlemslande har forskellige prioriteter.

Sådan bliver det også for Danmark, der for eksempel kommer til at slås for at forsvare de danske fiskeres særlige interesser i Nordsøens britiske farvande.

”Det kan simpelthen ikke gå, at der bliver sluttet en ny aftale med Storbritannien, uden at der bliver taget højde for dansk fiskeri,” sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i december.

Andre EU-lande vil være ret ligeglade med Nordsøen, men til gengæld forsvare helt andre interesser lige så intenst. Og det er bare et enkelt af mange eksempler, som vil komme på bordet under EU’s forberedelser allerede her i januar.

Det perspektiv fik før jul Angela Merkel til at udstede en klar advarsel til alle de andre ledere:

”Hvis hver eneste regering vil gå sin egen vej og spille for sit eget galleri, så vil det ikke føre til noget godt resultat,” sagde kansleren.

Merkel og Macron varmer op til ØMU-reform
Merkel kan nemlig godt forudse, at hun som Europas vigtigste leder kommer til at gå en vanskelig balancegang, hvis ikke de mange indbyrdes, modstridende interesser skal eksplodere.

Det hele bliver ikke gjort nemmere af, at de 27 regeringer samtidig i løbet af dette forår vil tage hul på store og svære diskussioner om, hvordan fremtidens EU skal fungere uden Storbritannien. Både politisk, institutionelt og budgetmæssigt.

De senere års eurokrise og flygtningekrise har efterladt åbne sår i samarbejdet, som det er vigtigt for ikke mindst Frankrigs og Tysklands ledere at komme i gang med at hele. Det vil her i 2018 føre til nye forslag og svære debatter om, hvordan især Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og den fælles flygtninge- og indvandrerpolitik kan reformeres og styrkes.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har præsenteret store visioner om at udstyre EU med en fælles økonomi- og finansminister, et særligt eurobudget og meget mere, der i høj grad sigter på at koncentrere unionens videre udvikling omkring eurozonens interesser.

Vigtigere end Brexit
Foreløbig har Angela Merkels problemer med at danne en ny regering efter det tyske valg i september forhindret kansleren i at forholde sig præcist til Macrons planer. Men i december lovede de to ledere på et fælles pressemøde, at der kommer en fransk-tysk plan for ØMU’ens fremtid i marts.

Netop det udspil bliver vigtigere for eurozonens to største lande end alt, hvad der måtte ske i forhandlingerne i Brexit, vurderer EU-forskeren Agata Gostynska-Jakubowska fra CER, der i sidste måned udgav en rapport om reformerne af eurozonen.

”Det er naivt af briterne at tro, at Brexit holder Merkel vågen om natten. For både Tysklands kansler og Frankrigs præsident er euroens fremtid langt vigtigere,” siger hun.

Gostynska-Jakubowska påpeger, at det bliver en stor udfordring at sikre, at landene uden for den monetære union ikke føler sig fuldkommen tilsidesat i den nye debat:

”Der kommer en stor debat om fælles økonomisk politik i 2018. Efter Brexit fylder eurozonen 85 procent af EU’s bruttonationalprodukt og 75 procent af befolkningen. Det betyder, at det bliver meget sværere for Danmark og andre små lande uden for euroen at blive hørt.”

Eksplosiv debat om fælles asylpolitik
I et forsøg på at strukturere de svære diskussioner og holde alle medlemslande ombord har unionens faste rådsformand, EU-præsident Donald Tusk, fået vedtaget en køreplan for fremtidsdrøftelserne dette år og næste år. Planen ved navn Ledernes Dagsorden forudser beslutning om ØMU’ens reformer på et topmøde i juni.

Nogenlunde samtidig – eller måske allerede i forbindelse med et EU-Balkan-topmøde 17. maj – har køreplanen ambitioner om en aftale på et andet politisk sprængfarligt og potentielt splittende område: Europas fælles flygtninge- og indvandrerpolitik.

Det seneste par års store, ukontrollerede strømme af flygtninge og illegale indvandrere først via Ægæerhavet og Balkan og siden over det centrale Middelhav har fået de europæiske regeringer til at vedtage både styrkelse af grænsekontrol og omfordeling af flygtninge. Men forsøget på at skabe en obligatorisk omfordeling har skabt så stor uenighed blandt medlemslandene, at EU-Kommissionen i december måtte lægge sag an mod Polen, Ungarn og Tjekkiet, fordi de nægter at respektere kvoterne.

Samtidig insisterer især Tyskland og Sverige, der har taget imod uforholdsmæssigt mange flygtninge, på, at der er behov for at reformere EU’s asylpolitik i retning af et permanent system for flygtningekvoter i krisesituationer. Den uenighed brød ud i lys lue igen, da stats- og regeringslederne havde en diskussion om problemet under topmødet i december.

Ved den lejlighed erklærede Lars Løkke Rasmussen sig enig med østeuropæerne og andre kritikere, der finder tanken om obligatorisk omfordeling umulig at gennemføre i praksis.

”Vi løser ikke det her ved at flytte rundt på dem, som kommer til Europa. Vi løser det ved, at de ikke kommer til Europa,” sagde statsministeren.

Forbeholdne danskere
Også i denne sag har Danmark et helt specielt problem. På grund af retsforbeholdet er vi ikke med i EU’s fælles asylpolitik, men Danmark er både medlem af Schengen-samarbejdet om åbne grænser og tilknyttet den såkaldte Dublin-forordning, som stipulerer, at det første modtagerland er forpligtet til at behandle en asylsøgers ansøgning.

Hvis reformerne af EU’s asylpolitik ender med at inkorporere Dublin-forordningen og indføre obligatoriske flygtningekvoter – hvilket EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet for eksempel ønsker – så kan retsforbeholdet påføre Danmark en ny hovedpine.

Udviklingen kan gøre det nødvendigt med en ny dansk aftale på området, som kan vise sig politisk uspiselig for mange på Christiansborg. Men uden en aftale risikerer Danmark at måtte forlade Schengen, fordi vi ellers hverken kan standse asylsøgere ved grænsen eller sende dem tilbage til det første modtagerland i Europa.

Her ligger en ulmende konflikt for Danmark, der potentielt er så vanskelig, at statsministeren kun kan håbe at se disse forhandlinger om en ny europæisk asylpolitik falde fra hinanden i løbet af 2018.

Kamp om pengekassen og værdierne
Det er der nu sandt at sige også en ret udtalt mulighed for, at de gør. For slaget om både briternes handelsaftale, indvandringen og ØMU’ens fremtid udgør en potent cocktail, der i løbet af året vil blive tilføjet endnu flere ingredienser.

Netop de central- og østeuropæiske lande, der som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet er kritiske over for både eurozonens dominans og den fælles asylpolitik, vil også blive udsat for fornyet kritik fra EU i 2018. På grund af deres indgreb i blandt andet mediernes frihed og domstolenes uafhængighed risikerer især Polen og Ungarn alvorlige sager om brud på unionens demokratiske grundregler.

Få dage før jul tog EU-Kommissionen det historiske skridt at anbefale aktivering af traktatens artikel 7 om trusler mod demokrati og retssikkerhed, fordi Polens nationalistiske regering nu i to år har ignoreret advarsler fra Bruxelles.

Proceduren kan i yderste konsekvens føre til sanktioner som fratagelse af et lands stemmeret, men det vil kræve enstemmighed i kredsen af ledere, hvor Ungarns Viktor Orban har svoret at beskytte sine polske allierede.

Dermed er der optræk til en meget principiel konflikt mellem især Frankrig og Tyskland på den ene side og en række østlande på den anden.

En ny begyndelse
Denne strid om selve kernen i EU’s værdier kan blusse op, netop som Kommissionen i maj fremlægger forslag om unionens næste langsigtede rammebudget, der skal gælde efter 2020.

Det vil markere begyndelsen på de 27 landes interne slagsmål om det første budget for et EU uden Storbritannien. Det slagsmål bliver slet ikke færdigt i år – men det begynder lige om lidt, og det giver rig mulighed for at tage den fælles pengekasse som gidsel for alle de andre politiske dagsordner.

Vi byder lige nu velkommen til et år, der kommer til at markere enden på en epoke i det europæiske samarbejde og begyndelsen på en ny. Briternes exit udløser en ny debat blandt alle de andre om, hvilket EU fremtiden skal bringe.

Midt i den malstrøm af modstridende interesser, der nu bliver sat i gang, står et lille og åbent land, som både er lidt inde og lidt ude af alle de største dagsordner. Et land, der samtidig må se en vigtig allieret forsvinde, og som derfor må på jagt efter nye alliancer i 2018.

Det land hedder Danmark.