Afdelingschefen

KARRIERE: Katrine Ring er ny afdelingschef for det ombejlede nære sundhedsvæsen. Altinget: magasin har talt med hende, hvor hun fortæller om blandt andet presset på embedsværket, balancen mellem arbejde og familieliv, og hvad der udgør den gode leder. 

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Katrine Falk Lønstrup

Fortalt til Katrine Falk Lønstrup

“Siden jeg kom til Sundhedsministeriet, har jeg været forbi en række forskellige områder. Men det, der nok har fulgt mig det meste af vejen, er arbejdet med det nære sundhedsvæsen.

Jeg har siddet med forebyggelse, kommunal sundhed og praksisområderne for bare at nævne et par stykker. Og jeg sad også som sekretariatschef i det udvalg om det nære sundhedsvæsen, som regeringen nedsatte i 2016, og som gik forud for den sundhedsreform, der blev præsenteret i midten af januar.

Derfor føler jeg også, at jeg kender det meste af den nye butik, og at mit nye job blot er den seneste fortsættelse. Og det er jo ikke ligefrem et område, der er blevet mindre ombejlet i den senere tid, så det er da ekstra spændende at få lov til at stå i spidsen for det netop nu. 

Men jeg er da også bevidst om, at jeg ikke har været sådan en mor, der har været hjemme klokken tre og haft nybagte boller klar. Det er jo et spørgsmål om at træffe et valg.

Katrine Ring
Afdelingschef i Sundheds- og Ældreministeriet

Jeg har været i centraladministrationen, siden jeg blev færdiguddannet, hvilket efterhånden løber op i 20 år. Og jeg kommer nok til at lyde meget gammel, når jeg siger det, men der er altså sket noget med hastigheden på de 20 år. Tingene skal gå hurtigere, tålmodigheden er blevet mindre, og der er langt flere dagsordener i gang på samme tid.

Selvom det gør, at vi nok både arbejder lidt mere og lidt hurtigere, end vi gjorde tidligere, oplever jeg det uden tvivl som en forandring til det bedre. For det betyder nemlig også, at vi i dag går langt mere i dialog med de forskellige aktører på området i stedet for bare at sidde alene bag murene på Slotsholmen og analysere i flere år.

Interessenterne er sjældent helt enige om, hvad der skal til for at løse et problem, men vi får kvalificeret en håndfuld forslag, vi kan præsentere for politikerne, som så kan tage stilling til, hvilken vej de ønsker at gå.“ 

20 år som embedsmand 
“Efter 20 år som embedsmand er det måske nærliggende at tænke, om jeg ikke snart skal til at udvide min horisont lidt. Og det er virkelig ikke, fordi jeg ikke kan forestille mig at lave noget andet, at jeg stadig sidder her. Men når man er så tæt på det politiske maskinrum, udvikler tingene sig hele tiden, der sker hele tiden noget nyt, og der opstår hele tiden en ny krise, der skal afværges.

Hver eneste gang jeg har tænkt, at nu måtte jeg altså videre, så er der sket et eller andet, som jeg slet ikke har kunnet sige nej til at være en del af.” 

Dokumentation

Blå bog: 
Katrine Ring  
Bor på Frederiksberg med sin kæreste og fire børn i alderen 14 til 21 år. 
Født 1970. 
  
Uddannelse: 
Master fra London School of Economics and Political Science i 1997 
Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1999 
  
Karriere: 
2019-: Afdelingschef, Sundheds- og Ældreministeriet 
2013-2019: Kontorchef, Sundheds- og Ældreministeriet 
2007-2013: Kontorchef, Erhvervs- og Vækstministeriet 
2002-2007: Kontorchef, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 
1999-2002: Fuldmægtig, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 










0:000:00