Altingets guide til 15 valgkampsord, alle bør kende

ORDBOG: Hvad er det nu lige et kredsmandat er? Hvordan får man et tillægsmandat? Og hvad er prioriteret sideordnet opstilling? Få svar på det lige her.

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskriver valg, lyder startskuddet samtidig til en valgkamp, hvor landets folketingskandidater skal kæmpe om vælgernes gunst.

Mens politikerne har travlt med at vinde stemmer, skrues tempoet op på landets medier, der dækker alle aspekter af valgkampen i ugerne frem mod valgdagen. Og pludselig flyver det om ørene på os med begreber og ord fra både journalister, kommentatorer og politikere, der ikke ligefrem bliver brugt til hverdag. 

Men fortvivl ej, hvis du er en af dem, der har brug for at få genopfrisket ordenes betydning. Altinget guider dig her til 15 ord og begreber, der er gode at kunne i en valgkamp: 

  1. ”Tælle til 90”: Hvis et parti vil have flertal i Folketinget for sin politik, skal det kunne tælle til mindst 90, som er flertallet af de 179 sæder i salen. Det er som oftest regeringen, der har et flertal bag sig til at føre sin politik. Men nogle gange laver de andre partier i Folketinget flertal uden om regeringen.  
  2. Nordatlantiske mandater: Det er betegnelsen for de to grønlandske og to færøske medlemmer af Folketinget. I Danmark vælger vi 175 medlemmer til Folketinget, mens de sidste fire vælges på henholdsvis Grønland og Færøerne, som i kraft af deres medlemskab af det danske rigsfællesskab også er repræsenteret i Folketinget. Valget af de nordatlantiske mandater foregår samtidig med det danske folketingsvalg, og de valg er interessante at holde øje med, fordi de fire mandater kan tælles med i et flertal og kan ende med at være tungen på vægtskålen.  
  3. ”Tungen på vægtskålen”: Det er en betegnelse for det parti eller den politiker, der kan afgøre, hvem der bliver statsminister, fordi det er dem, der kan sikre et flertal. Tungen er den viser eller pil på en gammeldags vægt med to vægtskåle, der angiver, hvilken af dem der er tungest. 
  4. Mandater: 
    • Kredsmandat: Der er 135 kredsmandater, der bliver fordelt på de ti storkredse. 
    • Tillægsmandat: Der er 40 tillægsmandater, der fordeles ud i de tre landsdele. Fordelingen af tillægsmandater skal sikre, at partiernes stemmetal på landsplan matcher det antal pladser, de får i Folketinget. 
  5. Valgkredse: Danmark består af ti storkredse: København, Københavns Omegn, Nordsjælland, Bornholm, Sjælland, Fyn, Sydjylland, Østjylland, Vestjylland og Nordjylland. Inden for de ti storkredse finder du opstillingskredsene, der er endnu mere lokalt forankret.  
    De ti storkredse er delt op i tre landsdele: 
    • Landsdel Hovedstaden, som består af storkredsene København, Københavns Omegn, Nordsjælland og Bornholm. 
    • Landsdel Sjælland-Syddanmark, som består af storkredsene Sjælland, Fyn og Sydjylland. 
    • Landsdel Midtjylland-Nordjylland som består af Østjylland, Vestjylland og Nordjylland. 
  6. Kongelig undersøger: I forbindelse med dronningerunden bliver der udpeget en såkaldt kongelig undersøger, som er den person, der skal lede forhandlingerne om en ny regering. Hvis det ikke lykkes for vedkommende, indkaldes der til en ny dronningerunde, hvor der enten udpeges en ny kongelig undersøger eller formuleres et nyt forhandlingsmandat. 
  7. Opstillingsformer: Der er flere forskellige måder, partierne kan vælge at opliste deres kandidater på din stemmeseddel. Ved dette folketingsvalg er der faktisk kommet endnu flere muligheder, så det gælder om at holde tungen lige i munden. Partierne kan vælge mellem partiliste, sideordnet opstilling eller prioriteret sideordnet opstilling. Den måde, partiet har valgt at opstille deres kandidater, har også indflydelse på, hvem der får de mandater, som partiet vinder ved valget. 
    • Partiliste betyder, at partiet opstiller sine kandidater i prioriteret rækkefølge, og så er det den rækkefølge, der afgør, hvem der får partiets mandater – og ikke, hvor mange personlige stemmer kandidaterne får. Enhedslisten er det eneste parti, der bruger denne opstillingsform. 
    • Sideordnet opstilling har indtil videre været den mest udbredte opstillingsform, og den benyttes til valget af Socialdemokratiet, Venstre og Konservative. Den indebærer, at det er kandidaternes stemmetal, der afgør, hvem der bliver valgt. I forhold til rækkefølgen på stemmesedlen betyder denne model, at valgkredsens kandidat står øverst, og resten af partiets kandidater er rangeret efter en alfabetisk rækkefølge. 
    • Prioriteret sideordnet opstilling er den nyeste tilføjelse til valgloven, og den bliver brugt af et flertal af partierne i Folketinget. Den nye opstillingsform giver partierne mulighed for selv at vælge rækkefølgen på stemmesedlen – ligesom man kan med partilisten – men samtidig vil det stadig være de kandidater, der får flest stemmer, som får plads i Folketinget. 
  8. Ultimativt krav: Ultimative krav, ufravigelige krav, røde linjer. Kært barn har mange navne, og i denne valgperiode er et ultimativt krav blev italesat på flere måder. Det bruges af partierne til at understrege, at der er tale om et krav, der skal efterleves, hvis partiet skal støtte den person og/eller parti, som kravet stilles til, og der kan ikke blive tale om et kompromis. Det er blandt andet blevet brugt af Radikales politiske leder, Morten Østergaard, der har stillet et ufravigeligt krav til S-formand og statsministerkandidat Mette Frederiksen om, at Dansk Folkeparti ikke må få indflydelse på en ny S-regerings udlændingepolitik. Hvis Mette Frederiksen ikke efterlever det krav, vil Morten Østergaard gøre sit til, at hun ikke bliver statsminister. 
  9. Spærregrænse: Det er grænsen for, hvor mange procent af stemmerne et parti skal have for at blive valgt. Til folketingsvalget er grænsen på to procent, og hvis et parti kommer under den grænse, får det ikke andel i nogen af de 175 pladser i Folketinget. Det skete blandt andet for Kristendemokraterne ved valget i 2015. Det er svært at sige nøjagtigt, hvor mange stemmer det kræver, fordi det er to procent af alle dem, der stemmer, og det tal kender vi først, når valgstederne lukker. Men hvis vi tager udgangspunkt i stemmeprocent ved sidste valg, skal cirka 72.500 danskere stemme på partiet, hvis det skal klare sig over den magiske grænse. 
    Partierne har dog en anden mulighed for at blive valgt, selvom de får under to procent af stemmerne på landsplan. Hvis de klarer sig rigtig godt i en del af landet, kan de nemlig være heldige at få fingrene i et såkaldt kredsmandat. Det kræver dog, at partiet får omkring 20.000 stemmer i en enkelt storkreds.  
  10. Stemmespild: Hvis et partis stemmer skal tælle med, når der skal besættes pladser i Folketinget, skal det nå over spærregrænsen på to procent. Alle de stemmer, der bliver givet til partier eller kandidater, der ikke klarer den grænse, går dermed til spilde.  
    Det kan give et problem for en blok som helhed, hvis der er stemmer på et parti eller en kandidat, der i stedet kunne være gået til et parti, der klarer sig over spærregrænsen. Ved folketingsvalget i år er det særligt et scenario, der gælder for den blå blok. 
  11. Parlamentarisk grundlag: De partier, der er med til at sikre, at en regering ikke har et flertal imod sig i Folketinget, kaldes parlamentarisk grundlag. De kaldes også støttepartier. Partierne, der er imod regeringen, kaldes for oppositionen. 
  12. Negativ parlamentarisme: Man behøver ikke at have et flertal for at regere i Danmark, så længe man ikke har et flertal imod sig. Det betyder ikke, at et flertal uden om regeringen ikke kan foreslå og stemme et lovforslag igennem. Så længe regeringen ikke gør det til et såkaldt kabinetspørgsmål, og det er sket meget sjældent i nyere tid.  
  13. Sofavælgere: En betegnelse for den del af danskerne med stemmeret, som bliver hjemme i stedet for at gå ned og stemme.  
  14. Regeringsgrundlag: Det er en beskrivelse af, hvilken politik en regering vil føre. Den bliver til under forhandlingerne om dannelsen af en ny regering, hvilket blandt andet sker efter et folketingsvalg. Regeringsgrundlaget kan både indeholde konkrete forslag og målsætninger, men den kan også indeholde mindre konkrete formuleringer, der i stedet kan tolkes som et udtryk for, hvilken retning regeringen vil gå i. Grundlaget er ikke juridisk bindende, og regeringen kan også ændre politik i løbet af valgperioden. 
  15. Valgudskrivelse: Ifølge grundloven skal der være valg til Folketinget mindst hvert fjerde år, men det er fuldstændigt op til den siddende statsminister, hvornår det skal afholdes inden for de fire år. Af praktiske årsager skal valget dog udskrives mindst 20 dage, før valget skal afholdes.  
    I praksis foregår valgudskrivelse således, at statsminister annoncerer offentligt, at han eller hun har indstillet til dronningen, at der skal udskrives valg til Folketinget på en bestemt dato. Der ingen regler for, hvor statsministeren offentliggør valgudskrivelsen, og tidligere er det blandt andet sket fra Folketingets talerstol og til et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet. 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00