Bono og Trump spiller på samme klaver
KOMMENTAR: Selvom om Bono og Trump politisk repræsenterer hinandens modsætninger, har de begge fundet frem til, at politik handler om andet end bare politik – nemlig følelser. Det var tydeligt til U2's politiske rockkoncert i København forleden.
Jakob Nielsen
Ansv. chefredaktørHvornår har du sidst set en politiker holde en brandtale foran et flere meter højt blafrende EU-flag med gule stjerner på blå baggrund?
Hvis du var til stede ved rockbandet U2’s koncerter i København, kender du svaret.
Det var også her, vi hørte en fem minutter lang version af diktatorens rørende tale fra Charlie Chaplins film fra 1940, mens storskærmen viste billeder af et nedbrændt Europa efter Anden Verdenskrig, moderne protestbevægelser og globale ledere som Trump, Putin og Kim Jong-Un.
Det var her, en anden lang film slog fast, at fattigdom er sexistisk, og verden burde ledes af (flere) kvinder.
Den europæiske ide fortjener sine egne sange og store lyseblå flag, der viftes med
Bono
Forsanger i U2
Og det var her, at forsanger Bono forklædt som Mefisto holdt en længere politisk tale om de populistiske bevægelser i Ungarn, Sverige, Italien og USA – og til sidst spurgte ud i den københavnske nat: ”For resten: hvordan går det med Dansk Folkeparti?”.
Jo, under U2’s politiske totalteater i Royal Arena kunne man godt føle sig hensat til en sammenkomst i den såkaldte elite, hvor der bliver skålet i specialøl eller god rødvin (og danset til U2!), mens man skammer sig over burkaforbud, Brexit eller Trump, alt efter om man er dansker, brite eller amerikaner.
Under U2’s politiske totalteater i Royal Arena kunne man godt føle sig hensat til en sammenkomst i den såkaldte elite.
Jakob Nielsen
Ansvarshavende Chefredaktør, Altinget
Lad mig nu slå fast: Jeg er langt fra enig i alt, hvad Bono og U2 prædiker i den mere end to timer lange koncert. Jeg bryder mig for eksempel overhovedet ikke om, når Dansk Folkeparti præsenteres som et parti, der har en pagt med djævlen. DF er et demokratisk, politisk parti, som mange danskere stemmer på, og som endnu flere er uenige med.
Men jeg er alligevel dybt fascineret af et politisk rockorkester, der har besluttet sig for at rejse Europa tyndt med et hårdt vinklet forsvar for det liberale demokrati (ja, Bono benyttede det udtryk) og for noget så udskældt og ufolkeligt som EU-systemet.
Som om det ikke var nok, fremhævede Bono undervejs journalister som et eksempel på virkelighedens helte, modsat simple rockstjerner som ham selv.
