Borgermøde: ”Nu skal I huske ikke at komme til at diskutere flygtninge, når I er på frihandelsholdet”

EU har længe været for fjern for borgerne. Det prøver Folketingets Europaudvalg nu at gøre noget ved med en række dialogmøder. Altinget: magasin var med.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Simon Friis Date

Vi sidder i Landstingssalen og kigger nervøst på hinanden, inden formanden for Folketingets Europaudvalg, Socialdemokratiets Erik Christensen, endelig får hul igennem til mikrofonen og byder velkommen til dagens borgermøde. Eller Borgerdialogmøde, som arrangørerne tilsyneladende insisterer på at kalde det. Der er også kaffe.

Arrangementet er et ud af en række borgerhøringer, som Europaudvalget afholder rundtomkring i landet. De har været i Middelfart, i morgen skal de til Aalborg. Men nu er vi her. 40 fremmede mennesker i den enorme Landstingssal og ved ikke, hvilket ben vi skal stå på.

Og det er egentlig meget passende, dagens emne in mente. For mens danskernes billede af EU på det overordnede plan er ganske positivt, er vi ofte mere kritiske, når det kommer til specifikke elementer i EU-politikken. Ifølge Eurobarometer er det eksempelvis kun i Østrig og Italien, hvor man finder en lavere andel af befolkningen, der ser positivt på arbejdskraftens frie bevægelighed, end i Danmark. Dette til trods for, at netop arbejdskraftens frie bevægelighed er det, som flest EU-borgere fremhæver, når de skal nævne EU’s største bedrift.

Omvendt ser ni ud af ti danskere generelt positivt på EU – også ifølge Eurobarometer – og set fra den vinkel er danskerne Unionens næstmest EU-positive borgere. Men ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2015, der af mange blev betragtet som en formsag for de EU-venlige partier, valgte danskerne at takke nej til mere EU. Det er derfor svært at bebrejde politikerne, hvis de føler sig rådvilde. Hvad synes danskerne egentlig om EU?

Kys og stjålne smil
“Det er utroligt så stille, der kan blive, når man sætter en masse mennesker sammen, der ikke kender hinanden,” indleder Erik Christensen med selvsikker jovialitet, fordi han ved, at netop rollen som stemningsopblødende onkel er hans at udfylde i disse sekunder. Helt stille er der dog ikke. Et yngre kærestepar sidder på bagerste række og udveksler kys og stjålne smil.

“Europapolitik berører os alle sammen, og vi vil gerne have jeres input.” Erik Christensen lægger ud med alle EU-klicheers moder, men som det ofte er med den slags, er pointen god nok.

“De næste år bliver uhyre vigtige for EU, og især frihandel- og flygtningeområdet,” fortsætter Erik Christensen, inden han slipper deltagerne løs med en venligt løftet pegefinger, givetvis belært af erfaringer fra de andre borgermøder:

”Nu skal I huske ikke at komme til at diskutere flygtninge, når I er på frihandelsholdet.”

0:000:00