Brexit: Døgnet, der ændrede Europa

Bruxelles
15.21 EU-tid torsdag 23. juni 2016. Den britiske tabloidavis Daily Express publicerer en artikel med overskriften "Massivt tordenvejr fra EUROPA smadrer ind i Storbritannien og kan afgøre EU-af­stemningen".

På én og samme tid formår avisen at indfange to vigtige ting. Den første er, at der i britisk tabloidterminologi ikke findes noget, som ikke kan tørres af på EU, heller ikke vejret. Det andet er, at der ikke er noget som skyer, der trækker sig sammen, og himlen, der åbner sig, til at skabe en ildevarslende stemning. Og den følelse af, at noget ikke var helt, som det skulle være, var der en del, der havde den dag, briterne stemte om deres medlemskab af Unionen. Både i London, Bruxelles og København.

London er et farligt sted
Fornemmelsen var, at den britiske regering havde undervurderet, hvor svært det kan være at vinde en folkeafstemning.
Dem, der faktisk havde bevæget sig uden for den britiske hovedstad, var blevet mødt med en overvældende mur af modstand.

"London er et farligt sted at sidde, ligesom Bruxelles er det. For man er omgivet af mennesker, der har en kollektiv selvforståelse, som ikke bliver delt uden for byen," lyder det fra en diplomat i London.

Fra det britiske politiske establishment var der dog kun én besked. Det ville blive et remain. Snævert, men sikkert.

Final Countdown
Himlen rumlede også over Bruxelles den eftermiddag og aften, hvor en klæg sommervarme blev holdt inde af et tungt skylag, som til slut eksploderede i store regnskyl.

Det var rygtedes, at de britiske embedsmænd på centraladministrationens forpost i EU-hovedkvarteret skulle holde valgfest. På briternes EU-repræsentation hed baren meget passende "Number 10", og med britisk ironisk distance var playlisten ladet med 80’er-hits som Europes "Final Countdown" og "Should I stay or should I go" med Clash.

18.00 åbnede EU-ambassadør Ivan Rogers baren, og ifølge kilder til stede på aftenen var humøret forholdsvist højt.
Ambassadøren selv var dog mindre fortrøstningsfuld. Han havde hele tiden været mere sortseer end de fleste i både Bruxelles og på moderskibet i Downing Street.

Han havde forsøgt at tale med sine overordnede om det, men selv om meningsmålingerne til det sidste viste dødt løb, var der ikke mindst hos premierminister David Cameron en fornemmelse af, at det nok skulle gå.

Forkert igen
23.00 EU-tid lukkede de britiske valgsteder. Kloge af skade fra parlamentsvalget året inden, hvor analyseinstitutterne fuldstændig fejllæste folkestemningen og missede det, der blev en solid sejr til Camerons Konservative, blev der ikke udarbejdet egentlige exitpolls.

En almindelig YouGov-meningsmåling lavet på dagen blev sendt ud kort efter. Den viste, at 52 procent ville stemme for at blive i EU.

Nigel Farage, lederen af UK Independence Party, der har som sit eksistensgrundlag at få Storbritannien ud af EU, konstaterede resigneret, at det så ud, som om ja-siden lige ville snige sig over målstregen.

Tegnede godt
Et lettelsen suk kunne nærmest høres på Kontinentet, og i den britiske regering var der optimisme at spore. Finansminister George Osborne deltog i et remain-event arrangeret af én af de ledende kræfter bag pro-EU-gruppen Britain Stronger in Europe, hvor også flere ambassadører fra EU-lande var til stede.

Osborne lod forstå, at regeringens seneste private målinger sagde 52-53 procent for et ja til at blive, hvilket ambassadørerne pligtskyldigt rapporterede ind til deres ministerier.

I Danmark blev det modtaget som en god nyhed, men uden illusioner om, at den hellige grav var velforvaret.
"Vi havde forberedt os på begge dele," siger en embedsmand og tilføjer: "Vi har jo rigelig erfaring med den slags".

En lang nat
Herefter var det bare at vente. En EU-diplomat satte sit vækkeur til at ringe hver 45. minut for at tjekke udviklingen. Andre endte med at blive oppe hele natten. Nogle valgte at sige, at sket var sket. Nu gjaldt det om at få sovet, så man var klar til, hvad morgendagen måtte bringe.

Et minut i 1 EU-tid kom den første virkelig indikation på, at ingenting var, som parnasset i London, Bruxelles og København gerne ville have det til at være.

Newcastle, der skulle have været et lyspunkt i det ellers leave-dominerede fattige nordøstlige England hev godt nok et remain hjem. Men med 51 procent.

Allerede 17 minutter senere kom et endnu større chok for remain-siden. Nabobyen Sunderland, som godt nok var tippet til at stemme sig ud med en lille margin, endte med 22 procentpoint i leaves favør. Svaret kunne aflæses direkte på finansmarkederne, hvor pundet straks raslede tre procent ned.

Herfra var det en langsom, men sikker vej mod et nej.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Independence Day
04.00 skrev chefen for YouGov, Peter Kellner, på Twitter. Fem timer forinden havde han sat sit eget og sin virksomheds rygte ind på, at det ville blive et remain.

Nu konstaterede han, at re­sultatet så ud til at blive "dårligt for Storbritannien, dårligt for meningsmålingsinstitutionerne og pinligt for mig".

Omkring klokken 5 skete to ting.

Leaves forspring kom over den halve million. Og UKIP’s Nigel Farage stillede sig op foran sit publikum og erklærede sejren på sin side.

"Lad 23. juni gå over i historien som vores uafhængighedsdag," sagde den storsmilende brite.

05.35 Selv om det langtfra var alle valgdistrikter, der var talt op, begyndte de britiske medier ét efter ét at annoncere det, der efterhånden var uundgåeligt. Briterne var på vej ud af EU.

I Danmark blev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt løbende orienteret pr. SMS. Nu fik han at vide, at løbet var kørt.

"Shit," lød det lakoniske svar.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Scanpix

Nyt Lehman Brothers
07.03 passerede antallet af optalte leave-stemmer de famøse 50 procent.

07.22 landede en e-mail i inboxene i 27 regeringskontorer i hele Europa. E-mailen var fra rådssekretariatet i EU’s
Ministerråd og var et produkt af de rundringninger til samtlige hovedstæder, som formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, havde udført i de sidste 48 timer før afstemningen.

Inden da havde en ganske snæver kreds omkring formanden i løbet af juni i al diskretion lagt en plan for, hvad der skulle ske, hvis briterne stemte nej. Planen var blevet diskuteret mundtligt med udvalgte hovedstæder, men de fik ikke noget på skrift af frygt for, at det kunne lække.

Det blev gjort, dels for med det samme at kunne fortælle, hvad der var linjen, men dels også i frygt for, hvilken betydning et sådan chok kunne få på de globale aktiemarkeder.

"Nogle talte om, at det kunne blive et nyt Lehman Brothers. Derfor var det utroligt vigtigt, at der var en pilot på flyet, og at den pilot var Tusk," lyder det fra en diplomat i Bruxelles.

Rettigheder og pligter
Beskeden i e-mailen var på en halv sides penge med et par enkelte budskaber, som skulle blive til de mantraer, som EU-cheferne i Bruxelles og ude i hovedstæderne har gentaget lige siden.

At de øvrige 27 lande respekterer den britiske befolknings valg og håber på at beholde briterne som en tæt allieret og partner. Men at det partnerskab skal bygge på en gensidig og fair balance mellem rettigheder og pligter. Og at al forhandling først kunne komme på tale, efter briterne havde aktiveret den sidenhen så berømte artikel 50, der sætter udmeldelsesprocessen formelt i gang.

I Danmark havde man også gjort sit hjemmearbejde for begge scenarier. "Det var bare spørgsmålet, om det var den gule eller den grønne tale, som statsministeren skulle holde," lyder det fra en kilde.

London i koma
Til gengæld var der en del diskussion om, hvornår Lars Løkke Rasmussen skulle melde sig på banen.
Skulle man vente på Cameron, så man kendte linjen fra London? Der var hektiske forsøg på at få information ud af briterne.

"Vi forsøgte at få fat i Number 10. Men de var gået fuldstændig i koma. Det kom virkelig bag på dem," siger en kilde.

08.24 kunne de ikke trække den længere. Her udgik en e-mail fra Statsministeriet til pressen, hvor Løkke kalder det "et trist resultat for EU og for Danmark".

Her blev også indkaldt til pressemøde kl. 9 i Spejlsalen på Christiansborg, hvor statsministeren slog fast, at nu var det hårdt mod hårdt.

"Min prioritet er at forsvare danske interesser," sagde statsministeren. Samtidig annoncerede han, at han havde nedsat en tværgående taskforce til at kortlægge alle de politikområder, som ville blive påvirket af briternes exit.

Camexit
I mellemtiden havde David Cameron ringet til dronning Elizabeth og gjort det, han lige til det sidste havde forsvoret ville ske, men som alle alligevel regnede med. Han informerede Hendes Majestæt om, at han ikke kunne fortsætte på posten.

09.20 trådte han ud af døren ved Downing Street sammen med sin kone, Samantha. Han stillede sig op bag sin talerpult og erklærede sig færdig som premierminister.

"Jeg føler ikke, at det ville være rigtigt for mig at være den kaptajn, der styrer vores land til dets næste bestemmelsessted," sagde Cameron.

Samtidig erklærede han, at han ville lægge det ansvar over på en ny konservativ partiformand og premierminister, som ville skulle vælges til oktober.

EU i limbo
I virkeligheden skulle der ikke gå mere end en måned, før hans afløser på begge poster var fundet. Det stod dog ikke klart på dagen, hvor briternes EU-partnere var chokerede over det magtvakuum, som pludselig var opstået.

"Det allermest rystende var, at der ikke havde siddet nogen i administrationen i London og forberedt sig," siger en diplomat, der kalder hele forestillingen for "absurd teater".

"Når man tænker på, hvor godt briterne normalt er forberedt. Det skabte supermeget forvirring og et uværdigt forløb".

Plan B forbudt
Ifølge en britisk kilde var der en naturlig forklaring på det. Den hedder purdah og er den seks ugers periode før et valg, hvor britiske embedsmænd er forpligtet til ikke at engagere sig i aktiviteter, der kan være i konflikt med, hvad dem, der kommer sejrrige ud på den anden side, måtte mene.

"På det tidspunkt måtte alle embedsmænd opgive enhver adgang til regeringen. Det var som med en valgkampagne. Vi havde ikke lov til at gøre noget som helst".

Andetsteds i London lyder beskrivelsen: "Ordren var, at remain var det, man arbejdede på".

"Det var jo forbudt med fyringsrisiko at lave en plan B. Det kan godt være, at der var en departementschef, som havde et stykke papir, men det var ikke forankret i systemet".

Over to you
10.30 Trådte formændene for EU-institutionerne sammen. Mødet var kort. De konstaterede, at der var sagt det, der skulle siges fra EU-side. Nu var det op til briterne.

Blandt de EU-ansatte var humøret på nulpunktet. Mange græderd på arbejdet den dag. Både Juncker og den danske generalsekretær i Ministerrådet, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, sendte i løbet af formiddagen mail ud til personalet for at forsikre dem om, at der ville blive gjort, hvad der kunne gøres for at tage hånd om deres bekymringer.
Ved frokosttid talte Tusk med Cameron. "Det var mest en høflighedsting. Det var jo ikke ham, vi skulle forhandle med i fremtiden," lyder det fra en insider.

Imens florerede spørgsmålene blandt de øvrige 27 landes diplomater.

"Vi spurgte os selv, om den kunne reddes. Vi har jo tradition for at omgøre resultater, der ikke lige passer," lyder det fra én.

Andre bandede over, at Camerons politiske vovemod nu var eksploderet lige op i ansigtet på ham.

"Der var lidt ”I told you so” over det. Men vi kunne selv have stået i samme situation," siger en dansk embedsmand.

Ingen tom britisk stol
13.00 mødtes EU’s udenrigsministre i Luxembourg. Forinden var den britiske europaminister, David Lidington, stødt ind i daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) i VIP-området i fyrstendømmets lille lufthavn. Lidington slog opgivende ud med armene. Hvad kunne han sige?

Lidt det samme gentog sig på selve mødet, hvor europaministeren kun kunne beklage udfaldet og fortælle, at David Cameron ville komme til det topmøde, som allerede var skemalagt til ugen efter.

"Cameron er en fyr med værdighed, så han ville gøre det, selv om det ville blive en forfærdelig oplevelse for ham. For nogen blev nødt til at være der. Vi kunne ikke efterlade en tom stol ved Det Europæiske Råd, når vi lige var på vej ud," siger en britisk kilde.

Stemningen i Luxembourg var temmelig mat og trykket.

"Der blev givet mange bjørnekrammere," husker én af deltagerne.

Der var også en irritation over at være parkeret i uvished på ubestemt tid.

"Vores borgere og de britiske vælgere har ret til at finde ud af, hvad konsekvensen af deres afstemning er," sagde den slovakiske udenrigsminister Miroslav Lajcak, da mødet var færdig ud på eftermiddagen.

Lajcak, der stod foran at skulle overtage det roterende formandskab for EU’s Ministerråd 1. juli, kunne da ikke vide, at hans formandskab skulle komme og gå, før briterne fik sat gang i udmeldelsesprocessen.

Ni måneder tog det at aktivere artikel 50, og først et helt år efter skæbnenatten i juni er parterne nu klar til at forhandle.