CEO for flygtningehjælpen A/S

PORTRÆT: Historikeren Andreas Kamm blev flygtningeforkæmper ved et tilfælde. I dag står han i spidsen for Danmarks største ngo og beskrives som miljøets nestor og en stærk politisk købmand. Men i nogle dramatiske måneder omkring årtusindskiftet kunne alt være tabt på gulvet. 

Skal jeg virkelig være den, der lukker Flygtningehjælpen?

Tvivlen nagede hos den relativt nyudnævnte generalsekretær Andreas Kamm tilbage i 1999. I et snuptag havde Christiansborg trukket tæppet væk under organisationen og efterladt et fedt spørgsmålstegn i indtægtskolonnen i Dansk Flygtningehjælps budget. Ansvaret for integrationsindsatsen var fra årsskiftet overdraget til kommunerne, og Andreas Kamms organisation var i akut fare for at dreje nøglen om.

Alligevel var det ikke en slagen mand, som i sene aftenstunder sad i S-toget hjem til Køge og grublede over, hvordan han skulle håndtere den næste runde af fyringer. “Klarer I den?” spurgte folk ham ofte omkring årtusindskiftet. “Jeg ved det ikke,” svarede han ærligt.

Men Andreas Kamm var fast besluttet på, at hans fem børn ikke skulle se ham fejle uden kamp. Tiden var ikke til tøven og halvhjertede indsatser. Sammen med to nære kollegaer havde han lagt en plan for organisationens overlevelse, og nu ville han arbejde hårdt for konsekvent at effektuere strategien.

‘Og falder jeg på ærens mark, så må det være sådan,’ tænkte han.

17 år senere sidder Andreas Kamm tungt på posten som leder af de seneste to årtiers største organisations-succes herhjemme. Organisationen er gået fra akut lukningstruet til i dag at være landets klart største ngo med en omsætning på 2,6 milliarder.

Samtidig er Kamm ofte i vælten på grund af den historisk store flygtningekrise. I efteråret 2015 var han en omsværmet profil under civilsamfundstopmødet på Marienborg.

Men hvem er denne slanke to-meter-mand, som rager op over alle andre i organisationsdanmark?

Han ligner en erhvervsmand, som han sidder der ulasteligt klædt i nystrøget skjorte og slips. Og han taler som en erhvervsmand, når han skal forklare Dansk Flygtningehjælps økonomiske succes ved at sammenligne med fly og Toyota-biler.

“De leverer et komplekst produkt, som skal have de rette komponenter, for at kunden bliver glad. Og det er ikke anderledes, end når vi løser en opgave for FN. Indholdet er selvfølgelig forskelligt, men den forretningsmæssige tankegang bag er den samme,” siger Andreas Kamm.

“Vi bliver nødt til at se på vores organisation som en virksomhed. Ellers kan vi ikke gøre den forskel for verdens flygtninge, som vi ønsker,” fortsætter generalsekretæren.

Andreas Kamm er nærmest provokerende pragmatisk i beskrivelsen af sin organisation; Dansk Flygtningehjælp har hyldemeter af ydelser inden for produkt-kategorien ’flygtninge’ og skal gøre sig attraktiv over for kunderne – typisk FN – der skal have hjælp til eksempelvis at etablere lejre for mennesker på flugt.

“Hvis ikke man vænner sig selv, sine ledere og medarbejdere til at turde tænke i, hvad forretningsmodellen er, så tager vi ikke vores ansvar på os,” siger Andreas Kamm.

Det er læringen fra 1999, som stadig sidder i ham. Pludselig var man ikke længere på finansloven, men skulle agere på markedslignende vilkår og gøre sig attraktiv over for de store internationale pengetanke som EU og UNHCR.

“Den transformationsproces blev også en vridemaskine for mig rent personligt.”

I de år blev Andreas Kamm nok en mere kontant chef. I en periode var det nærmest hverdag at afskedige folk. Og han afviste blankt forslag, hvis ikke medarbejderne kunne sandsynliggøre et provenu. Det var ikke længere nok, at indsatsen var sympatisk og med lidt god vilje løb rundt. Den skulle give et egentligt afkast, så organisationen kunne polstre sig.

“Vi har et medarbejderansvar og kan ikke bare skalte og valte med organisationen. Vi har et kæmpe ansvar for at forvalte forretningen ansvarligt og godt, så vi kan modstå de risici, vi er oppe mod hele tiden,” siger han.

Strategien er lykkedes over al forventning. Alene siden anden halvdel af 00’erne er omsætningen femdoblet, og i 2015 kunne man polstre egenkapitalen med 80 millioner.

Man kan sige, at I har tjent godt på flygtningekrisen?

“Når nu verden er sådan, at der kommer flere og flere fordrevne mennesker, så glæder jeg mig over, at vi kan gøre mere og mere. Men det er jo grundlæggende skrækkeligt, det må jeg bare sige. Og der er jo ikke noget, vi hellere ville her i huset end at blive arbejdsløse,” siger generalsekretæren.

Politisk købmand
Det er ikke kun som organisationsleder, at Andreas Kamm udviser god forretningssans. Også politisk har han næse for at gøre en god handel. Kilder fra både Thornings og Løkkes regering beskriver ham som en enestående ngo-lobbyist.

“Han mestrer virkelig det købmandskab, der skal til for at opnå politiske resultater,” lyder det blandt andet i beskrivelsen, ligesom han forstår at læse det taktiske spil.

“Han har en fantastisk næse for en ministers politiske manøvrerum og spilder ikke tiden med at komme med krav, som aldrig kan honoreres,” siger en regeringsrepræsentant, der ofte deltager i møder med Andreas Kamm.

Han lader nu stadig politikerne vide, hvad han mener. Men Kamm gør det gerne på sin egen stille facon.

Da en delegation under ledelse af Inger Støjberg (V) i efteråret 2015 skulle til Libanon og Jordan, var folkene omkring den nytiltrådte minister en smule ængstelige ved Andreas Kamms deltagelse. Man frygtede en lang tur med moraliserende opsange fra flygtninge-generalen.

Andreas Kamm overraskede dog Støjberg-lejren. Han markerede ikke sit territorium og løftede ingen pegefingre. I stedet var han lyttende og tydeligt optaget af at forstå den nye ministers syn på sit resort, forklarer en kilde, der deltog i turen.

En enkelt gang kunne den gode Kamm dog ikke dy sig for at give en lille stikpille til det borgerlige Danmark. Da delegationen kørte i bus gennem Jordans trøstesløse ørken, konstaterede Andreas Kamm tørt:

“Ja, det er så nærområdet.”

Andreas Kamm griner, da Altinget genfortæller historien fra Jordan. Samtidig genkender han kildernes karakteristik.

“Jeg er ikke sådan en protestfyr, der vender ryggen til, hvis melodien ikke ligner den, jeg bedst kan lide at høre,” siger han.

Selvom V-regeringen ligger langt fra Kamm politisk, prøver han altid at være konstruktiv.

“Det er helt nødvendigt at kunne have en politisk diskussion med en hvilken som helst minister eller regering. Det er jo ikke dårlige mennesker. Det er måske mennesker, der ser en lille smule anderledes på visse ting, end jeg gør, men so what. Lad os se, hvad vi kan finde ud af,” siger Andreas Kamm.

Dagen før interviewet har han været til møde med netop integrationsministeren for at diskutere ngo’ernes inddragelse i integration af flygtninge.

“Inger Støjberg er optaget af, at civilsamfundet bidrager i den proces, og så kommer vi gerne, selvom vi er uenige om mange ting. Jeg ved jo godt, at regeringen har et ønske om at nedbringe antallet af asylansøgere. Men dem, der kommer, skulle gerne fungere og komme i arbejde og uddannelse. Og der har vi en fuldkommen fælles og sammenfaldende dagsorden,” siger Andreas Kamm.

Trods Andreas Kamms pragmatiske linje er han ikke en politisk superoptimist. Han kan ikke skjule sin skuffelse over, at de europæiske ledere ikke har været i stand til at samle sig om at løse den flygtningekrise, der ifølge Andreas Kamm slet ikke er toppet endnu. Han skønner, at flygtningetallet kommer til at runde 100 millioner. Det vil forhåbentligt få de politiske ledere til at vågne op.

“De tager hvert enkelt lands interesser i fokus og forsøger at balancere sig igennem. Det er meget kortsigtet og ikke særlig rationelt,” siger han og fortsætter:

“Når vi rammer kældergulvet med et knald, vil politikerne forhåbentligt tage lederskabet på sig.”

Bådflygtninge beseglede hans skæbne
Det er historikeren, der taler, når Andreas Kamm dissekerer flygtningesituationen. Han analyserer, ser på forandringsprocesser over tid og konkluderer, at det rationelle nødvendigvis må sejre. På et tidspunkt.

Selv ser Andreas Kamm det som lidt af en tilfældighed, at han endte med at bruge sin kandidat i historie til at gøre livslang tjeneste for flygtninge-sagen.

Som studerende på Odense Universitet i 1970’erne havde han ikke nogen karriereplan, og efter endt eksamen underviste han lidt på et gymnasie og Odense Seminarium. I 1979 fik han så en stilling hos Flygtningehjælpen i Odense, hvor han skulle undervise vietnamesiske bådflygtninge i dansk.

“Det gjorde et kæmpe indtryk på mig. Vietnamkrigen havde fyldt voldsomt i debatten, og når man så vietnamesiske bådflygtninge ankomme, følte man nærmest, at man var øjenvidne til verdens gang,” husker Andreas Kamm.

Herefter gik det slag i slag. I 1982 fik han ansvaret for sprogundervisningen på Fyn. Hans ansvarsområder blev løbende udvidet, og før han så sig om, var han ansvarlig for hele integrationsindsatsen på Fyn. I 1993 blev han ansvarlig for det nationale integrationsprogram, og få måneder før kommunerne overtog den opgave, blev han generalsekretær. Og førte siden organisationen gennem en historisk turnaround.

Når man skal forstå, hvorfor en stilfærdig fynbo uden karriereplan har været i stand til at tage de kvantespring, skal man gøre sig klart, at Andreas Kamm ikke kun er en pragmatisk humanist. Generalsekretæren er også konkurrencemenneske helt ind til benet.

Som ung spillede han badminton på eliteniveau. Selv skønner Andreas Kamm, at han var i top tre på Fyn som ungdomsspiller. Siden har han mest spillet tennis.

“Jeg tror, jeg har brugt noget af det, jeg kunne fra sportens verden,” siger Andreas Kamm.

Erfaringen med, at mange sure træningstimer giver resultater, har gjort ham til en knokler.

“Man skal træne og øve sig. Og hænger baghånden lidt, så skal man ikke blive ked af det. Man skal øve sig og acceptere, at man skal hænge lidt mere i,” siger Andreas Kamm, der også var præget af kampiver, da lokummet brændte i hans første år for bordenden af Dansk Flygtningehjælp.

“Jeg kan egentlig godt lide fighten. Min tankegang var, at hvis vi kom bagud på point, måtte vi jo tage den i fem sæt,” husker han.

Mand af den gamle skole
Spørgsmålet er imidlertid, om konkurrence-og karrieremennesket Andreas Kamm har måttet betale en personlig pris for at nå til tops? Han har flere forliste ægteskaber bag sig, men afviser, at det er på grund af et arbejdsliv fyldt med fem sæts-kampe.

“Jeg er godt nok gift for tredje gang, og der vil folk måske tænke: ja, det tror da pokker. Men jeg spurgte min kone her i morges: Har vi private omkostninger ved det arbejde, jeg har? Og så sagde hun nej, overhovedet ikke. Og det mener hun ærligt. Og det er selvfølgelig, fordi jeg er gift med den rigtige, som ikke forventer, at jeg går i biografen eller Tivoli. Vi har respekt for, at vi hver især har noget at lave,” siger han.

Kamm mener, han er god til at planlægge sin tid og inddæmme sit arbejde.

“Jeg tror, mine børn ville sige, at når jeg har besøg af børn og børnebørn, så arbejder jeg simpelthen ikke. For jeg gider ikke være sådan en, som aldrig har tid. Når de små unger kommer, skal der være tid til dem,” siger han.

Andreas’ 31-årige søn Jens bakker i store træk op om sin fars udlægning. Men i de hårde år omkring årtusindskiftet så han nu indimellem sin far sidde og arbejde om aftenen.

Vi har spurgt sønnen, om der er nogle mørke nuancer i det glansbillede, vi hidtil er blevet præsenteret for, når vi har talt med personer omkring Andreas Kamm. Han er ordentlig, velforberedt, vidende og sympatisk, lyder det igen og igen. Men var han virkelig en superfar, mens han arbejdede uafbrudt, for at flygtningehjælpen ikke skulle lukke og slukke?

“Vores forældre var jo skilt, så vi besøgte ham kun i weekenden, men jeg oplevede ham ikke som fraværende. Jeg spillede selv badminton på højt niveau dengang, og jeg kan da huske, at han også i de år sad hele lørdage i en hal for at se mig spille. Så man kan ikke sige, han ikke prioriterede os,” siger Jens.

Børnene mærkede ikke meget til, at deres far kæmpede for sin arbejdsplads’ overlevelse.

“Men nu er min far jo heller ikke en mand, som har følelserne uden på tøjet. På den måde er han en klassisk mand af den lidt gamle skole,” siger Jens.

Det billede bliver bekræftet, når man taler med folk i Andreas Kamms netværk. Han bliver rost til skyerne, men man fornemmer også en vis distance. Det er tydeligt, at meget få kender personen Andreas Kamm eller omgås ham uden for det professionelle liv.

Undervejs i vores samtaler med Kamm forsøger vi flere gange at komme ind bag hans stoiske ro, men han glider elegant af krogen hver gang, nærmest uden man mærker det.
“Sådan er jeg vel bare indrettet,” svarer han flere gange, inden han så alligevel giver en form for forklaring.

“Jeg er nok et meget privat menneske,” siger han.

Maj 2016. Konen kommer med dagens post, og det er en nysgerrig Andreas Kamm, der får øje på et brev i en kraftig gullig konvolut. Han åbner den forsigtigt og ser en lille glinsende genstand. Han tager den ud, viser det til sin kone og bliver overmandet af stolthed af brevet fra dronningen. Få ting slår følelsen af at vinde. Det kan godt være, at han har måttet knokle for det og indimellem har slidt med baghånden i sin tid som generalsekretær. Men han har lige fået en af rigets fineste medaljer, ridderkorset.

,

Forrige artikel Levebrød, topstyring og superkræfter: Fordomme om  danske politikere Levebrød, topstyring og superkræfter: Fordomme om danske politikere Næste artikel Her er det nye politiske kompas Her er det nye politiske kompas
Redaktørens skrivebord

Redaktørens skrivebord

NOVEMBER: Hver måned fortæller Altinget Magasins redaktør, Esben Schjørring, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer

Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer

KOMMENTAR: Hvor længe går der, inden du har en AI-diæt og apps på din telefon, der gør, at du kender diagnosen før din læge? Og hvad betyder det i et samfund, hvor det offentlige sundhedsvæsen er en hjørnesten i velfærdsstaten, spørger Louise Opprud Jakobsen.