Da Venstre lod DF få æren for udlændingepolitikken

BOGUDDRAG: På tirsdag udkommer “Værdikæmperne – slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne fra 2001-2011”. Bag den står Michael Jannerup, redaktør på Gyldendal, og Altingets magasinredaktør, Esben Schjørring. Vi bringer her et redigeret uddrag af kapitel 2: ”Udlændingeloven af 2002”.

Af Esben Schørring og Michael Jannerup
Magasinredaktør på Altinget og redaktør på Gyldendal

Hovedpersonerne var ifølge store dele af pressen og oppositionen slet ikke til stede på pressemødet i Spejlsalen, men sad ovre i Dansk Folkepartis kontorgang i Proviantgården. Det var dem og deres fortælling om et fædreland forrådt af sine egne politiske ledere og stående på afgrunden, der var den rigtige.


Uddrag
Værdikæmperne - slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne fra 2001-11

Mandag den 6. maj 2002 bevægede fire mænd sig ned ad Holbergsgade i det indre København. Myldretiden var ved at ebbe ud, og klokken nærmede sig seks om aftenen på det, der havde været en lun dag. Sommeren kunne ikke være mange dage væk. De fire havde kun været undervejs i få minutter, efter at de i samlet flok forlod Proviantgården ved Christiansborg, men i en videre forstand havde to af dem været på vej siden 1983, og de var nu efter næsten tyve år kommet for at gøre en ende på deres rejse.

Det var ikke mindst Politiken, der i perioden lagde spalteplads til angrebene på Haarder, og det var også her, forfatteren Carsten Jensen nu udnævnte ham til ’udstødelses- og hadminister’.


Uddrag
Værdikæmperne - slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne fra 2001-11

De to var præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe – begge nyvalgte folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti og fætre. Med dem var en af partiets grundlæggere, Peter Skaarup, og sidste mand var partiets politiske og økonomiske rådgiver, Anders Dandanell Skjødt. Destinationen var Holbergsgade nummer 6, hvor det nyoprettede Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde til huse. Her skulle de bruge de næste mange timer på de afsluttende forhandlinger om Danmarks næste udlændingelov. Det første og et af de absolut vigtigste emner i værdikampen skulle overgå fra debat til jura.

Manden, de var kommet for at forhandle med, var en af regeringens og landets mest erfarne ministre, folketingsmedlem for Venstre gennem en menneskealder, Bertel Haarder. Fire måneder tidligere havde Haarder under et enormt presseopbud fremlagt regeringens udspil til en historisk opstramning af landets udlændingelov. Det var på det grundlag, at loven nu skulle forhandles på plads.

Men i offentligheden var det, som om forhandlingerne om noget så markant som udlændingeloven egentlig var underordnet. Her gjaldt spadsereturen ned ad Holbergsgade allerede som et triumftog, og Dansk Folkeparti var allerede på det tidspunkt kronet som sejrherrer. En opfattelse, DF’erne mildt sagt havde gjort meget lidt for nuancere. Tværtimod havde man beredvilligt spillet med på melodien om, at der efter valget 2001 var kommet nye og kontroversielle magthavere i dansk politik i almindelighed og i udlændingepolitikken i særdeleshed.

Det er et billede, der i vidt omfang er blevet hængende i eftertiden. At det store paradigmatiske omslag i dansk udlændingepolitik i 2002 udgik fra Dansk Folkeparti. Men går man historien om tilblivelsen af udlændingeloven af 2002 efter i sømmene, bliver det hurtigt klart, at den udlægning er så mangelfuld, at den tenderer myten. Dansk Folkepartis konkrete indholdsmæssige indflydelse på udlændingeloven af 2002 er betydeligt overdrevet. „Vi fik ære for mere, end vi fortjente,“ som DF-rådgiver Anders Dandanell Skjødt i dag formulerer det.

Men samtidig er det også historien om, hvordan Bertel Haarder næsten fra starten af tabte fortællingen om sin udlændingelov til Dansk Folkeparti. Og det er historien om, hvordan Venstres politiske traume fra 1998 og Fogh Rasmussens adskillelse af værdipolitik fra økonomisk politik fra start satte sig igennem og gjorde det umuligt for Haarder at gøre det, han ud fra sin borgerlige overbevisning nok egentlig helst ville gøre for at få kontrol med tilstrømningen og integrationen af udlændinge i Danmark.

(…)

Da Haarder i den tætpakkede Spejlsal under fotografiapparaternes blitzende krydsild gik i gang med at præsentere sit og regeringens udspil til en ny dansk udlændingepolitik, var det altså i den grad Venstres og regeringens egne forslag og tænkning, der var på programmet. Hverken 24-årsregel, starthjælp, det skærpede tilknytningskrav eller fjernelsen af de facto-begrebet, som blev de mest kendte og omdiskuterede tiltag, var DF-idéer.

Men i samme takt, som Haarder gjorde den brede offentlighed bekendt med sine planer, mistede han både fodfæste og vejgreb. For ingen kunne tilsyneladende høre ham, når han talte om opgøret med den bløde kynisme og om, hvordan starthjælpen skulle give indvandrere og flygtninge selvstændighed, myndighed og værdighed, og måske bidrage til at lette presset på de sociale udgifter.

Hovedpersonerne var ifølge store dele af pressen og oppositionen slet ikke til stede på pressemødet i Spejlsalen, men sad ovre i Dansk Folkepartis kontorgang i Proviantgården. Det var dem og deres fortælling om et fædreland forrådt af sine egne politiske ledere og stående på afgrunden, der var den rigtige. Det blev den, man fortalte.

Berlingske Tidende indledte sin store featureartikel – betitlet med Venstres valgslogan ”Tid til forandring” – fra præsentationen af lovforslaget med følgende beskrivelse: „Det kan fortælles på mange måder, at denne dag, 17. januar, er Dansk Folkepartis finest hour, partiets ypperste stund, dets hævd på en plads i Danmarkshistorien.“ Og avisen kårede DF som en „vinder“ og sluttede med at konkludere: „Det er ikke regeringens dag. Det er Pia Kjærsgaards, Søren Krarups og resten af Dansk Folkepartis dag.“ Det var SF’s Kamal Qureshi enig i, og dybt bestyrtet var hans analyse i Berlingske Tidende, at „regeringen har ladet sig trække rundt i manegen af Dansk Folkeparti og deres hjemstavnstankegang.“ Og i Information anklagede lederskribent Bjarke Møller, senere redaktør på Mandag Morgen og direktør for tænketanken Europa, udspillet for at være et „retorisk knæfald for den afskyelige nationalchauvinisme, som Dansk Folkeparti fører frem.“

Og Søren Krarup fortsatte mediernes udlægning med midlerne fra modstandskampens mytologi. „Det er en modstandskamp som under besættelsen,“ sagde han til Berlingske Tidende, „vi er nået til 29. august 1943.“ Samme sted var Pia Kjærsgaard mindre patosfyldt: „Nu vender vi kajakken,“ sagde hun.

Haarder og resten af VK-regeringen trængte simpelthen ikke igennem med den pointe, at den foreslåede udlændingepolitik var vokset frem på egen ager. Det var sket både i kampagnen op til valget i 2001 og indholdsmæssigt med Rønn Hornbechs forslag i Folketinget.

Samtidig ændrede centrum-venstre – både på Borgen og blandt debattørerne i offentligheden – fuldstændig holdning til Haarder. Flere havde ved udnævnelsen af Haarder til integrationsminister først reageret med en vis lettelse – ja, der var endda dem, der udlagde det som en udstrakt hånd til Det Radikale Venstre. Fra nu af og de følgende fire år kom han under konstant beskydning fra venstrefløjen og De Radikale. Det var ikke mindst Politiken, der i perioden lagde spalteplads til angrebene på Haarder, og det var også her, forfatteren Carsten Jensen nu udnævnte ham til „udstødelses- og hadminister“.

24-årsreglen gjaldt alle danskere, tilknytningskravet gjaldt alle danskere, og det gjorde starthjælpen – hvis man havde været bortrejst fra landet i mere end otte år – også. Men samtidig var det åbenlyst, at det var en politik, som skulle ramme nogle bestemte – nemlig flygtninge og indvandrere fortrinsvis fra Mellemøsten og Nordafrika. Det var den dobbelthed, der, samme dag som Haarder præsenterede udspillet, fik De Radikales Elisabeth Arnold til at kalde forslaget for „fremmedfjendsk“ i Politiken og Marianne Jelved, der dengang var leder af De Radikale, til i Berlingske Tidende at stemple det som „skamfuldt“ og for at være „et brud med dansk kultur, tradition og værdier“.

Dagen efter i Politikens leder opfattede man under overskriften „Etnisk renhed“ udlændingepolitikken som et forsøg på at lave et „Danmark for danskerne“, og en lille uge senere sagde man, at Haarder stod i spidsen for „en proportionsløs, smålig og illusionsskabende politik, der fører en lang kæde af menneskelige tragedier med sig“. Bjarke Møller anede i sin leder i Information endda støvletramp og skrårem på strækmarch, når han så på forslaget om 24-årsregel, starthjælp og tilknytningskrav. „Det er ikke direkte race eller nationshygiejne, nej. Men det er en ret ulækker nationalistisk købmandsregning til kærlighedslivet,“ konkluderede han.

Denne dobbelte diskurs, hvor Haarders lovforslag blev tilskrevet Dansk Folkeparti, og han samtidig blev anklaget for alt fra antihumanisme til næsten at være nazist, gjorde Haarder meget lidt for at bremse i de fire måneder, der gik fra fremlæggelsen af forslaget, til forhandlingerne kom i gang. På den ene side, fordi ministeriet i denne mellemliggende periode var travlt optaget af stadig at undersøge, gennemtjekke og udarbejde det juridiske grundlag, da aftalen om en ny lov stadig var uvis. Samtidig arbejdede han selv hårdt i kulissen for at få Socialdemokratiet med i en kommende aftale og håbede måske på, at en bred aftale ville få kritikken af ham til at forstumme. På den anden side, og nok endnu vigtigere, fordi han og regeringen vidste, at det var vigtigt for Dansk Folkeparti at få understreget sin magt og indflydelse på lige netop udlændingepolitikken – en fortælling, Haarder ikke ville stoppe.

I røg og damp
Under alle omstændigheder var det Haarders videreudviklede version af Rønn Hornbechs forslag, der lå på forhandlingsbordet i Holbergsgade den 6. maj. Det blev først et meget røgfyldt møde, siden et rødglødende. Langballe havde godt gang i sin pibe, og Krarup fik ild på sine Advokat-cerutter. Også Haarder havde rygeremedier med – en velvoksen pibe med et bredt hoved. Krarup husker, hvordan han og Langballe fandt Haarders store pibe lidt latterlig.

„Haarder skulle dokumentere, at han kunne ryge med. Så han kom slæbende på en stor merskumspibe,“ fortæller Krarup leende i dag. „Jeg har altid betragtet ham som en flink fyr, men umoden i forhold til mig.“

Krarup og Langballe havde begge kendt Haarder siden slutningen af 1960’erne, da Haarder var en ung statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet og ny lærer på Askov Højskole, hvor Krarup kom på besøg for at holde foredrag. Og Haarder fortæller selv, at han som ung havde læst Krarups bøger og dengang opfattede ham som „lidt af et fyrtårn“.

Anekdoten om Haarders pibe vidner om en asymmetri i forhandlingslokalet. Præsterne sad fast i et 40 år gammelt billede af Haarder som en ung mand, mens Haarder nu var en af landets mest garvede politikere og ministre – og sad med ministermagten på området. På det punkt var det faktisk præsterne, der var grønne og amatører. Alligevel følte de sig åndeligt og myndighedsmæssigt hævet over ham – som storebrødrene over for lillebroderen.

Asymmetrien går igen, når Haarder og DF’erne husker tilbage på den aften og nat. Haarder husker, at han var rolig og sikker på at få sin udlændingepolitik igennem på den ene eller den anden måde. „Selv hvis vi ikke var blevet enige, så ville der stadig ligge en betydelig stramning i Salen i forhold til den gældende lovgivning. Det ville da være mærkeligt, hvis ikke DF stemte for. Jeg var ikke så bekymret,“ fortæller han i dag.

På den modsatte side opfattede DF’erne det sådan, at Haarder var hårdt presset af sin statsminister for at lande en aftale. Haarder gik efter at give DF’erne så lidt som muligt og fastholde lovforslaget, som det var, og når DF’erne ville stramme skruen mere, end hvad han ville være med til, henviste Haarder til internationale konventioner og fortalte dem, at de kunne stille deres forslag som deres egne forslag til afstemning i Folketingssalen, med den indbyggede risiko, at Dansk Folkeparti ville lide nederlag, hvis regeringen gik sammen med oppositionen og stemte dem ned.

På den anden side af forhandlingsbordet prøvede man at stramme på regeringens forslag. Allerhelst ville Krarup have, at Danmark helt skulle opsige sine internationale forpligtelser i FN og EU, men fremsatte aldrig kravet direkte. Som en stille, men tydelig og intenderet besked til Dansk Folkeparti havde både regeringens udspil og den egentlige fremsættelse af lovforslaget en måned senere startet med følgende bekendtgørelse: „Udlændingepolitikken skal respektere Danmarks internationale forpligtelser.“

Det havde Krarup selvfølgelig også læst. Han vidste, at det ville sætte en stopper for forhandlingerne, hvis DF’erne insisterede på, at man skulle opsige konventionerne. Kunne Haarder ikke skrive sin udlændingepolitik ind i et klassisk borgerligt projekt om at rulle velfærden tilbage, kunne Krarup på sin side ikke skrive den ind i et projekt om at melde Danmark ud af det internationale samfunds juridiske infrastruktur. Begge var på den måde tvunget til at gå på kompromis med sig selv, inden de skulle forhandle med hinanden.

Målet for DF-forhandlerne blev i stedet at gøre det så uattraktivt og besværligt som muligt at komme til at slå sig ned i Danmark for på den måde at mindske antallet af nye asylansøgere og familiesammenføringer. Særligt havde DF’erne fokus på reglerne for indfødsret, ikke mindst reglerne for, hvornår den danske stat kunne dispensere fra fx sprogkrav, eller hvor længe man måtte have været på overførselsindkomst. Langballe fremførte blandt andet det krav, at mennesker med psykiske handicap som posttraumatisk stresssyndrom ikke skulle have dispensation fra sprogkrav. De skulle have behandling, ikke indfødsret, som han sagde. Det antændte Haarders berygtede temperament. Scenen er sidenhen blevet en ofte genfortalt anekdote. Haarder rejste sig hidsigt fra sin stol, løftede sagsbunken over hovedet og hamrede den ned i bordet, og med flammende øjne råbte han ad Langballe, der i mellemtiden også var kommet op fra stolen: „Man skulle fandeme ikke tro, at du var præst.“

Som Krarup husker det, gjorde Haarders udfald ikke særligt indtryk hverken på ham eller Langballe. Men det gjorde det åbenbart på de andre. I hvert fald stormede Haarders ministersekretær ud til Peter Skaarup, der var ved at opdatere partiformand Pia Kjærsgaard om forhandlingerne på en mobiltelefon, for at få ham tilbage i lokalet. Hun frygtede, at det var på vej til at ende i håndgemæng. Både Skaarup og DF-rådgiver Anders Skjødt Dandanell følte sig også trykket af Haarders hidsighed. Haarder selv har for længst fortrudt sit raseriudbrud, ikke mindst dets teologiske overbygning. „Det er ikke op til mig at udpege andre som mindre kristne end mig selv,“ som han siger i dag.

Det var Haarders departementschef, Niels Preisler, der fik mederne tilbage i sporet. Han begyndte at opsummere og skrive ned, hvad man var kommet frem til. Han genstartede simpelthen forhandlingssituationen fra et andet sted, og efter at have fået fornyet gang i sin pibe gik Haarder ind i snakken igen. Det var også her, de ganske få DF-aftryk kom med ind i loven. Retten til bolig efter tre måneders ophold i Danmark blev fjernet, og det blev gjort sværere for udlændinge, der var dømt for kriminalitet, at opnå permanent opholdstilladelse. Særligt boligstramningen har Skaarup, Krarup og Kjærsgaard sidenhen på forskellige tidspunkter fremhævet, som om det næsten var det vigtigste element i udlændingeloven af 2002.

Men anekdoten om skænderiet i forbindelse med indfødsret gemmer også på en vigtig detalje. For parterne blev faktisk aldrig enige om reglerne for indfødsret. Krarup, Langballe og Skaarup ville ikke give sig på spørgsmålet om, hvorvidt det skulle være muligt for syge og handicappede at få dispensation fra kravet om danskkundskaber. Uenigheden kunne være blevet kritisk, for udlændingepolitikken var den første prøve på, om det ville lykkes regeringen og Dansk Folkeparti at etablere et bæredygtigt samarbejde. Det var en potentiel katastrofe.

Løsningen blev, at parterne blev enige om at være uenige. I den nye aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti blev det beskrevet, efter hvilke kriterier ansøgere ville blive optaget på kommende lovforslag, og man aftalte, at der skulle tilgå Folketinget en liste over de personer på lovforslaget, der ikke opfyldte de skærpede krav for tildeling af indfødsret, og som man ikke kunne blive enige om, hvorvidt skulle have dispensation fra kravene. Dansk Folkeparti kunne så markere sin strengere linje ved at stille forslag i Folketingssalen om, at de pågældende personer udgik af lovforslaget, selvom man udmærket vidste, at ændringsforslagene ville blive nedstemt af regeringspartierne og de øvrige partier.

Selvom ikke mindst Krarup i pressen havde udtalt, at spørgsmålet „om indfødsret og den udhuling, der sker af det danske samfund, er en af de vigtigste grunde til, at jeg vælger at stille op som politiker til Folketinget“, og at det gjaldt selve „den danske befolknings fremtid“, valgte han alligevel at sige ja til den nye aftale, selvom han og de andre DF’ere ikke fik deres krav igennem. Regeringen grundstødte ikke, og nu kunne Dansk Folkeparti fortsat hæve politisk kapital på spørgsmålet – og selvfølgelig forsøge at få reglerne ændret på længere sigt. Det var der ikke meget modstandsmand og ‘dø med støvlerne på’ over. Til gengæld lignede det grangiveligt noget, rigtige politikere kunne finde på.

Ud på de små timer, mens sollyset var ved at genvinde grebet om himlen over København, var forhandlerne klar til at kalde et forlig for et forlig. Bortset fra et par enkelte ting fulgte aftalen det lovforslag, Haarder havde præsenteret fire måneder før. Næste dag mødtes de fire DF’ere igen med Haarder på den konservative Else Theill Sørensens kontor. Langballe var stadig i krigshumør og prøvede, om ikke Haarder ville sluge en sidste stramning. Han lod Haarder vide, at det stadig var tvivlsomt, om Dansk Folkepartis folketingsgruppe ville godkende aftalen, og at det nok ville hjælpe, hvis den danskprøve, udlændinge, der søger om permanent opholdstilladelse, skal bestå, inkluderede krav om kristendomskundskab. Det var pokerspil med bluff i sidste øjeblik – DF’erne var ikke et sekund i tvivl om, at gruppen ville sige ja. Haarder selv fortæller i dag, at han blev forbavset, mens DF’erne husker det, som at han blev decideret chokeret.

Langballe fik ikke sin indrømmelse, men i dag tæller det for blandt andre Peter Skaarup som en anekdote, der viser, hvor bange man kunne gøre en presset Haarder. Underforstået: at man havde bukserne på. At det var bluff fra Langballes side, viste sig, da man fremlagde aftalen for en begejstret folketingsgruppe, der med klapsalver anerkendte den som partiets første store sejr.

Selvom den nye udlændingelov i den grad udsprang fra Venstres og i mindre omfang De Konservatives egne rækker, mens resten blev udviklet i Integrationsministeriet, var det også den udlægning af aftalen, der kørte i medierne de følgende dage. Her var meningsdannere, og lederskribenter – også på de borgerlige aviser – atter enige med oppositionen i, at udlændingeloven af 2002 var den helt store DF-sejr. De Radikales udlændingeordfører, Elisabeth Arnold, var med det samme ude at sige i Information, at „Det er lykkedes Dansk Folkeparti at sætte sig totalt på det hele,“ og til Berlingske Tidende sagde hun: „Det her er helt klart en ren kapitulation over for Dansk Folkeparti.“ Og både socialdemokraten Ritt Bjerregaard og Jann Sjursen fra Kristeligt Folke-
parti sluttede sig til koret af folk, der opfattede det, som at det nu var Dansk Folkeparti, der svingede taktstokken. Og på forsiden af Jyllands-Posten konkluderede man, at det var en „Historisk sejr for Dansk Folkeparti“ – en konklusion, avisen også fulgte op på lederplads, hvor man skrev, at Dansk Folkeparti havde „sat sig“ på udlændingepolitikken.

En pest over Europa
Det er bemærkelsesværdigt, at Dansk Folkeparti, på trods af at en stram udlændingepolitik var partiets vigtigste sag, ikke kom til forhandlingerne med et større program, man havde udviklet og gennemarbejdet på egen hånd, men at man begrænsede sig til at forsøge at stramme på, hvad andre foreslog. Her er det tydeligt, at partiet dengang stadig agerede på protestpartiets præmisser. Set i det lys var det Haarder og Venstre, der vandt forhandlingerne. Man fik den strammere udlændingelov, man selv havde udarbejdet og gjort til en central del af sin valgkamp, og som holdt sig inden for rammerne af de internationale konventioner. Alligevel fik Haarder og Venstre ikke æren. En væsentlig del af årsagen er selvfølgelig, at Haarder selv ikke agerede særlig proaktivt, når det kom til at kontrollere fortællingen om sin egen politik.

Det fik man atter en opvisning i ved tredjebehandlingen af den nye udlændingelov. På et tidspunkt gik Langballe på Folketingets talerstol og knyttede den nye lov sammen med en voldsom kritik af islam, som han kaldte „en pest over Europa“, der skulle bekæmpes, „ligesom nazismen og kommunismen skulle bekæmpes.“ Oppositionen krævede straks, at regeringen tog afstand fra Langballe.

Men Haarder blev i ringhjørnet og ville ikke åbne en flanke til højre for regeringen og gå i infight med sin egen forligspartner. I stedet gjorde han sig principielle overvejelser og henviste til Langballes ytringsfrihed. Haarder kunne sagtens både have forsvaret Langballes ytringsfrihed, kritiseret ham og bevaret sit forlig. Han kunne fra talerstolen have taget æren for politikken og med sine egne ord have skabt en fortælling om en fast, fair og ansvarlig udlændingepolitik. Men han valgte altså den defensive tilgang – Dansk Folkeparti skulle ikke udfordres. Som Haarder i dag selv siger om billedet af, at det var Dansk Folkeparti, der var arkitekterne bag udlændingeloven af 2002: „Det er en myte, Dansk Folkeparti elsker, og som vi andre ikke vil fornærme dem alt for meget med at dementere.“

Niels Preisler, Haarders departementschef, forklarer forholdet mellem regeringen og Dansk Folkeparti i denne første periode således: „Regeringen var naturligvis opmærksom på, at der var en risiko for, at den fremstod som for eftergivende over for Dansk Folkeparti. Det er mit indtryk, at det ikke gav anledning til bekymring. Regeringen accepterede, at Dansk Folkeparti – som alle partier – havde behov for at vise, at partiet satte sit præg på de politiske resultater. En hensyntagen ville også have betydning for samarbejdet på andre områder. Det afgørende var, at regeringen fik sin egen politik igennem og ikke lod sig presse til noget, som den ikke kunne stå inde for. Derfor sagde den fra over for forslag, som den betragtede som for vidtgående, som det f.eks. skete under forhandlingerne om betingelserne for tildeling af indfødsret.“

En anden forklaring på, at Dansk Folkeparti både havde en meget begrænset indflydelse på den nye udlændingelov og samtidig tog og fik æren for den i medierne, er, at udlændingeloven af 2002 var et markant brud med næsten 30 års politik – ført og forsvaret af såvel borgerlige som socialdemokratisk/radikale regeringer. Det nye i den landspolitiske ligning var Dansk Folkeparti, hvorfor det var nærliggende at slutte fra det ene til det andet. Først kom Dansk Folkeparti, så kom der en ny stram udlændingelov, ergo må den nye udlændingelov være Dansk Folkepartis. Samtidig havde oppositionen en tydelig interesse i at portrættere Haarder og VK-regeringen som værende i lommen på den yderste højrefløj. Man havde tydeligvis håbet på, at det ville få en masse vælgere til at vende sig bort fra Venstre og De Konservative og søge tilbage til centrum-venstrepartierne. En strategi, der aldrig kom til at bære frugt.

Det gjorde det hellere ikke lettere for Haarder, at Fogh Rasmussen i den grad havde omfavnet velfærdsstaten. Havde Haarder kunnet skrive sin udlændingelov ind i et overgribende borgerligt projekt om at reformere velfærden, havde han uden tvivl haft en stærkere platform at kommunikere fra. Nu var han overladt til at fægte for sig selv i den offentlige debat med den ene arm bundet på ryggen. Han kunne hverken sige eller gøre det, han i sit ideologiske hjerte mente. Efterfølgende så Haarder sig nødsaget til på forskellige møder med baglandet at slå fast, at det altså var hans og Venstres udlændingepolitik, der blev ført – ikke Dansk Folkepartis. Men det var for sent.

Dermed blev det Dansk Folkeparti, der lavede den debatmæssige ramme om Venstres og Haarders udlændingelov, og derfra sad partiet tungt på definitionsmagten, når det kom til udlændinge, islam og integration. En magtposition, partiet effektivt og brutalt fastholdt op igennem nullerne, da især Naser Khader i anden halvdel forsøgte at gøre dem rangen stridig.

Også for Venstres vedkommende kan man i dag spørge sig selv om, hvor smart den arbejdsdeling egentlig var på langt sigt. Det kan beskrives som old politics, hvor institutionel magt og jura betyder alt, mens kommunikation, debat og presse opfattes som mere perifert, der møder new politics, hvor kommunikation og mediedagsorden er blevet altafgørende. Det nye element med værdikampen var jo, at den offentlige debat blev lige så vigtig, indimellem faktisk vigtigere end den førte politik. Og efter Venstre igen overtog regeringsmagten i 2015, er det blevet tydeligt, at Venstre med Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister forsøger at generobre den dagsordensættende taktstok på området fra Dansk Folkeparti, så juridisk magt og kommunikationsmæssig ditto bliver samlet. En – har det vist sig – svær operation, hvor den hårde retorik enten ikke har kunnet indfries juridisk, eller hvor de to elementer, som i sagen om de såkaldte barnebrude, er kommet på kollisionskurs.

(…)

Værdikæmperne – slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne fra 2001-2011 udkommer tirsdag 16. januar på Gyldendal. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Jannerup

PR- og pressechef, Det Kongelige Teater
cand.mag. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 2004)

0:000:00