Dan Jørgensen: ”Når Kristian Thulesen Dahl siger, han vil hjælpe den lille mand, så er det rigtigt nok. Det er bare Lars Løkke Rasmussen, han hjælper!"

REPORTAGE: Det er Dan Jørgensen, der står forrest for at fortælle den store historie om Socialdemokratiet før, nu og i fremtiden. Det har især været ham, der skulle få partiets omslag til strammerkursen i udlændingepolitikken til at lykkes. Det krævede et opgør med et socialdemokratisk koryfæ, der også var hans ven og læremester – Svend Auken.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Morten Okkels

Det er en glad, men bekymret viceformand for Metal Lillebælt, der introducerer Dan Jørgensen 1. maj i Fredericia. Samme formiddag har metalfolkene set på Altinget.dk, at der er flere arbejdervælgere i Dansk Folkeparti end i Socialdemokratiet. Det kræver en forklaring fra dagens gæst.

Jeg ville selvfølgelig gerne have, at alle arbejdere stemmer på Socialdemokratiet, men om DF eller Venstre slår os nogle år, skal man nok ikke lægge for meget i.

Dan Jørgensen
Næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe

”Dan, det er sgu tankevækkende her med højst et år til folketingsvalget! Jeg håber, vi kan høre noget om det, og hvad vi kan gøre ved det. Værsgo, Dan, ordet er dit.”

På dette tidspunkt har Altinget været med Dan Jørgensen på tur – eller mere præcist tour – i flere timer gennem et 1. maj-fejrende Danmark. Vi fulgte ham hele dagen gennem seks stop – lige fra de tidlige morgenmøder med 3F’erne i Faaborg og Søndersø til de store møder ved Lillebælt, og til det sluttede med de små møder på Nordfyn. Spørgsmålet om netop Dansk Folkeparti og udlændingepolitikken, som DF brugte til at suge socialdemokratiske vælgere til sig, har det i meget høj grad været Dan Jørgensens opgave at komme med svar på.

Længe har han skullet fremføre og forsvare, at Socialdemokratiet nu går ind for en stram udlændingepolitik, og det var ham, der var pennefører på det nye partiprogram.

Det er det, Altinget gerne ville vide mere om - hvor langt rækker erkendelserne, og hvornår begynder de valg- strategiske tanker. Og hvordan kan partiet mene ét i 30 år og pludselig lægge om?

Jordbær eller kaos
For Dan Jørgensen og os starter 1. maj 2018 i Faaborg klokken utroligt tidligt. Publikum gnider sig i øjnene, men vågne er de, og til lyden af klirrende kaffekopper indtager Dan Jørgensen scenen.

”Titlen på min tale er lidt kryptisk i år. Den hedder simpelthen ’Frihed, lighed og jordbærboder’ ...”

Pointen er at betone tillidens betydning for Danmark og Socialdemokratiet, som det er et udtryk for, når jordbær og den slags står fremme i landets vejsider til selvbetjening hos køberne. Andre lag i fortællingen: Socialdemokratiets historie og det grønne perspektiv.

”I mere end 140 år, siden 15. oktober 1871 på Tømrerkroen i Adelgade i København, har vores parti og vores bevægelse troet på samme værdier og bakket op om de samme værdier …”

0:000:00