Den europæiske emigrationskrise

ØST OG VEST: Siden østudvidelsen i 2004 har EU’s yngste medlemmer leveret arbejdskraft til Vesteuropa i et omfang, der er begyndt at true landenes eksistens. Men hvad sker der, når kontroltabet rammer både afsender- og modtagerlande i EU? Og er det europæiske projekt, som vi kender det, på vej ind i sin sidste fase?

”Det er simpelt: Giv mig den livskvalitet, jeg har brug for. Hvis du ikke kan, vil jeg finde det andre steder.”

Budskabet pakkes ikke ind i vat, når Angelika fortæller om den beslutning, der har placeret hende i et af Vesteuropas kulturelle og økonomiske epicentre, tusind mil fra hjembyen Warszawa. Angelika bor i London med sin britiske forlovede, hvor hun har taget sin universitetsuddannelse og fået arbejde i en større IT-virksomhed. Hun er en del af den polske befolkning i Storbritannien, der ifølge det britiske Office for National Statistics har overhalet inderne som den største diaspora i landet.

907.000 polske borgere bor i Storbritannien, som dermed er EU’s primære modtager af polsk arbejdskraft. Men de er langtfra alene. For Østudvidelsen – den store i 2004, hvor de baltiske lande, Polen, Tjekkiet og Ungarn kom med, og de to mindre i 2007 og 2013, hvor Bulgarien, Rumænien og Kroatien blev indlemmet – har medført en befolknings- og hjerneflugt af en sådan karakter, at flere taler om en regulær emigrationskrise. Fra Den Kolde Krigs afslutning og frem til i dag har Letland mistet 27 procent af sin befolkning, Litauen 23 procent og Bulgarien knap 21 procent.

Som Lars Johannsen, lektor i statskundskab på Aarhus Universitet og blandt andet forsker i østeuropæiske forhold, udtrykker det:

”Med østudvidelsen i 2004 var der mange, som frygtede, at der nu ville komme et pres på det vesteuropæiske arbejdsmarked. Men dengang var vi flere, der sagde, at det nok nærmere ville være omvendt. At problemet ville komme til at ligge hos de østeuropæiske lande, fordi de ville komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft. Og det har nu vist sig at være rigtigt.”

Kom hjem-kampagnen har ikke virket
Det er en udvikling, der på flere måder er blevet en drivende faktor i Østeuropa – både når det kommer til konkrete politiske tiltag og til spændingen mellem Øst- og Vesteuropa, når det kommer til det liberale demokrati.

Befolkningssvindet var i første omgang den åbenlyse anledning til, at nuværende premierminister – dengang vicepremierminister – Mateusz Morawiecki i månederne op til Brexit-afstemningen i 2016 via BBC henvendte sig til den polske diaspora i Storbritannien.

”Jeg ville byde alle polakker, som har været i udlandet, velkommen hjem. Hvis de kunne komme tilbage, ville det blive en stor dag for Polen,” sagde han.
Ser man på tallene, ser man hvorfor. Ved årtusindskiftet var antallet af polske emigranter ifølge Eurostat på 27.000. I dag er der 2,4 millioner.

”Det er jo nogle voldsomme tal,” siger Svend Gottschalk, lektor emeritus ved Syddansk Universitet med speciale i blandt andet polske forhold. ”Og det har været et erklæret mål for den polske regering at beholde sin befolkning, hvilket man blandt andet har forsøgt ved at kampagnere i lande som Danmark og Storbritannien. Men det har ikke virket,” konkluderer han.

Og at problemet vokser er ikke specielt overraskende set fra en emigrants side. ”Overhovedet ikke. Kvaliteten på uddannelse og arbejde herovre er bare højere. Særligt for en, der er ny på arbejdsmarkedet,” fortæller Angelika.

Evnen til at overtale beboerne til at blive hjemme er en central opgave, for befolkningsafmatningen ser ikke ud til at vende. Og udfordringens omfang er nu for alvor ved at gå op for de østeuropæiske EU-medlemmer.

Husmorpolitik holder ikke kosmopolitterne hjemme
I Polen har det regerende Lov og Retfærdighedsparti blandt andet lavet ny lovgivning for at gøre det mere gunstigt at stifte familie. Den børnecheck, som polske børnefamilier modtager for børn, der fødes efter den førstefødte, er nu så høj, at den for manges vedkommende gør det mere attraktivt for polske kvinder at blive hjemmegående husmødre.

Og det er da heller ikke, fordi Polen er et land uden muligheder.

”Polen har en masse at tilbyde, det er bestemt ikke gået min næse forbi – især ikke når jeg sammenligner huspriser! For de penge, min forlovede og jeg bruger på en etværelses i Londons zone 2 kunne vi nemt leje en 2- eller 3-værelses nybygget lejlighed midt i Warszawa,” siger Angelika.

Men det er ikke husmorpolitik, der holder kosmopolitterne hjemme. Angelika er vokset op i en verden, som er radikalt anderledes end hendes forældre og bedsteforældre. Og det ved hun, for Polen er stadig præget af nogle af de gamle dyder.

”Politisk set er Polen på mange måder stadig en kirkestat, hvor kvinder eksempelvis er nødt til at protestere mod middelalderlige abortlove. Unge mennesker vil bare gøre de ting, som deres forældre ikke kunne under det sovjetisk støttede kommunistregime: rejse, opdage verden og få del i de sociale og teknologiske fremskridt i Vesteuropa.”

Den frie bevægelighed har siden Rom-traktaten fra 1957 udviklet sig til et regulært dogme i europæisk politik, og Angelika deler entusiasmen – særligt nu hvor Brexit kan risikere at hindre folk som hende i at udleve den i fremtiden. Hun anerkender, at den omfattende udvandring fra Østeuropa er et problem, men kan ikke se andre løsninger, end at lande som Polen melder sig ind i konkurrencen frem for at appellere til polsk nationalfølelse.

”Jeg kender mange polakker, som har haft velbetalte jobs hos store firmaer i London i et par år for derefter at vende tilbage til Polen, fordi de blev tilbudt en konkurrencedygtig løn og en endnu bedre stilling. De blev belønnet for den ekspertise, de tog med hjem,” siger hun. ”Det kan virke selvisk, men jeg tror, unge polakker er trætte af at reproducere den der polske martyr-attitude.”

En demografisk bombe under Baltikum
Et af de lande, der går alternativt til værks i forsøget på at tackle kendsgerningerne, er Letland. Den rutinerede diplomat Atis Sjanits blev i 2016 tildelt posten som ’diaspora-ambassadør’. Bag denne utraditionelle titel ligger et konkret politisk ønske om at bremse letternes emigration vestpå, og Sjanits’ rolle er derfor ikke at pleje relationer med andre nationer, men med de lettiske emigranter.

”Realiteten er, at vi mister folk – hurtigt,” udtalte han til Politico i januar. Når man læser de lettiske migrationsstatistikker er den tendens, som Sjanits omtaler svær at overse. Siden EU-indlemmelsen i 2004 har Letland mistet femten procent af befolkningen. I de hårde år efter finanskrisen forsvandt 2 procent af den lettiske befolkning om året. Efter Murens fald var Letlands indbyggertal på 2,7 millioner. I dag er de for første gang siden 1950’erne under to millioner, hvilket bogstavelig talt udgør en eksistentiel krise og en veritabel demografisk bombe under det lettiske samfund. Eurostats tal afslører, at 87 procent af de letter, som er udvandret siden EU-indlemmelsen, er under 50 år gamle. 41 procent af den lettiske befolkning er over 50 år.

Helt så presserende er det ikke endnu i de andre østeuropæiske lande, men det er med streg under endnu. Tendensen, hvor arbejdsdygtige borgere i den bedste alder – ikke mindst den elite, der kunne give nytænkning og vækst – flytter ud, når levestandarden ikke lever op til kravene, genfinder man andre steder. En undersøgelse blandt medicinstuderende i Bulgarien viste, at mellem 80 og 90 procent planlægger at emigrere. Rumænien har mistet halvdelen af landets læger i perioden 2009-2015. Ifølge en undersøgelse foretaget af Kantar Millward Brown har ni ud af ti polakker under 34 år overvejet at forlade landet for at søge arbejde.

Denne hjerneflugt er ifølge Lars Johannsen et problem, fordi landene mister vigtig arbejdskraft. Og når flere rejser uden for landets grænser for at arbejde, vokser landenes afhængighed af remisser også. Det er selvfølgelig med til at opretholde et vist forbrugsniveau, men skaber ingen produktion og skatteindtægter. På den måde bliver lande som Letland dårligere i stand til at foretage de investeringer i uddannelse og infrastruktur, som skal gøre det attraktivt for fremtidige generationer at blive boende, og så er den onde cirkel sluttet.

En af de østeuropæiske EU-borgere, som har benyttet sig af sin frie mulighed til at rejse, men nu har fundet sig til rette i sit hjemland, er lettiske Dita. Hun har gået på højskole i Danmark, men har siden taget en multimedieuddannelse i Riga, hvor hun har fundet arbejde i marketingbranchen. Og selvom Dita derfor på mange måder kan lyde som en oplagt udflytningskandidat, har hun ingen planer om at følge mange af sine venner og bekendtes eksempel.

”Jeg er ikke blevet her i Letland, fordi jeg nødvendigvis ville, jeg har bare aldrig fundet en god grund til at tage af sted. Jeg har boet i Danmark og var på vej til Holland for at studere, men besluttede, at det ikke var noget for mig. Jeg har afsluttet mine studier her og har et velbetalt job. Jeg kan tage på rejser og skal snart giftes, så jeg har egentlig slået mig ned her og kan ikke se noget formål med at tage af sted længere.”

Patriotisme redder ikke udkanten
Dita beskriver det som et rent tilfælde, at hun er blevet i Letland. Selvom hun elsker sit land, er den patriotiske nostalgi, som kendetegner hendes folk, ikke i sig selv grund nok til at blive.

”Hvis jeg tog af sted, ville jeg virkelig savne at besøge mine bedsteforældre på landet og høre deres fortællinger fra fortiden. Men hvis jeg havde besluttet mig, ville patriotismen ikke være nok til at holde mig i Letland,” siger Dita og understreger, at hun derfor ikke bærer nag, når hendes landsmænd søger lykken udenlands. Heller ikke selvom man givetvis kan se det som egoistisk at rejse fra et land, der i årevis har haft hastigt faldende befolkningstal, stigende fattigdom i landdistrikterne og blev ramt særdeles hårdt af finanskrisen.

”De er måske selviske, men det synes jeg ikke, er en dårlig ting. Hvis det at blive her ikke gavner dem, og hvis de ikke kan finde en måde at gavne landet på ved at blive, hvorfor så ikke tage af sted? Der kan være mange årsager til, at folk rejser,” siger hun.

Dita er ikke for alvor bekymret på sit lands vegne. Den velstand, som mange havde håbet på ville følge EU-medlemskabet, tager efter Ditas mening tid at skabe, når man er i gang med at genopbygge en nation, som har været under sovjetisk besættelse alt for længe. Letland skal tage små skridt, fortsætte udviklingen i hovedstaden, og så bliver der plads til at hjælpe til ude i landområderne.

Lars Johannsen kan bekræfte de positive historier fra eksempelvis Riga, som især vokser på IT-området. Gennemsnitslønnen er her også kommet på niveau med resten af Europa, hvilket i høj grad er trukket af denne sektor. ”Men kommer der så en trickle down-effekt? Det ved man jo ikke,” som han tilføjer. ”Til gengæld er man begyndt at se en begyndende ’t-shirt-effekt’ på IT-området, hvor nogle af opgaverne bliver flyttet videre til Ukraine, fordi de kan gøre det billigere. Derfor er der en stor opgave i at etablere og fastholde denne sektor i Letland – og det kan du jo kun, hvis du har en effektiv stat.”

Og der har lande som Letland det svært, forklarer Lars Johannsen. Den lettiske stats legitimitet har altid været udfordret af konflikten mellem det russiske mindretal og de etniske letter. Spændingerne mellem land og by er også stærkt udtalte, og når forskellene øges, får du en modreaktion. ”Gå ned og spørg borgmesteren i Daugavpils, hvor han mener, strukturmidlerne fra EU ender henne,” som han udtrykker det og henviser til Letlands næststørste by, beliggende i den sydøstlige del af Letland, der er en af EU’s fattigste og ifølge lektoren føler sig overset af Bruxelles.

”Dem med rødder afskyr dem med ben”
Men det er ikke kun en politisk faktor udgjort af problemer med arbejdskraft og forskertsede vækstrater. Det er også en væsentlig drivkraft i den nationalkonservative bevægelse, der bringer lande som Polen, Tjekkiet og ikke mindst Viktor Orbans Ungarn på kollisionskurs med EU’s institutioner og rejser mere end et øjenbryn rundt omkring i intellektuelle miljøer, der advarer mod eroderingen af det liberale demokrati. Flere central- og østeuropæiske lande har over de senere år bevæget sig i en decideret illiberal retning, hvor mediebilledet koncentreres om den politiske magt, civilsamfundet kues, domstolenes politiseres, forskningsfriheden undermineres, og minoritetsgrupper diskrimineres.

En af dem, som har samlet op på denne modreaktion, er den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev. Han er medstifter af det liberale Centre for Strategic Studies in Sofia og har med bogen Efter Europa forsøgt at markere en ny retning for den liberale europapolitiske tænkning.

“Forestillingen om, at man kan forsvinde som folk, at ens sprog og kulturarv en dag kan være en saga blot, er med ét blevet meget nærværende. Så begynder man at opføre sig som en truet art,” fortæller den bulgarske filosof Ivan Krastev (Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget).

Blandt Krastevs pointer er, at massemigrationen fra øst til vest ikke alene har hæmmet østlandenes økonomiske konkurrencedygtighed, men også fik dem, der blev hængende derhjemme, til at føle sig som nogle rigtige tabere. ”Dem med rødder er begyndt at afsky dem med ben,” som han opsummerer argumentet i en klumme i The New York Times. En konklusion, han uddybede i forrige udgave af Altinget: magasin, hvor han analyserede de demografiske dynamikker bag. 

“Forestillingen om, at man kan forsvinde som folk, at ens sprog og kulturarv en dag kan være en saga blot, er med ét blevet meget nærværende. Så begynder man at opføre sig som en truet art.”

En analyse, Krastev fulgte op for nylig i Foreign Affairs, hvor han beskriver, hvordan migrationen samtidig bevirker, at mange af dem, der skulle stå skildvagt om de liberale værdier, er draget af for at søge bedre græsgange vestpå. “Det har lagt kimen til den nationalistiske revolte mod liberalismen i regionen i dag,” konkluderede han.

I et indlæg i The Guardian med titlen ”Britain’s gain is eastern Europe’s brain drain” argumenterede Krastev for, at emigration skader lande som Bulgarien og hæmmer dem i at opnå de politiske forandringer, som befolkningen efterspørger. Det er en selvforstærkende ond cirkel, når de folk, som ønsker et nyt Bulgarien, tager væk. De har selvfølgelig ret til at benytte sig af muligheden, men bør nærmere være dem, der driver forandringen derhjemme.

Indlægget er skrevet mere end et år før Brexit-afstemningen og dermed længe inden den britiske Leave-kampagne sejrede ved briternes sensationelle udmelding af det europæiske selskab. For denne gruppe var bagsiden af den frie bevægelighed også centralt i valgkampen. Brexit-fortalerne betonede, at briternes deltagelse i det indre marked og særligt arbejdskraftens frie bevægelighed gjorde det umuligt for briterne at ’take back control’, som det lød.

Delors’ koldkrigs-projekt er alvorligt presset
Og når følelsen af kontroltab rammer både dem, der mister arbejdskraften, og dem, der modtager den, så rammer krisen for alvor i EU. Det mener Lars Bo Kaspersen, som er professor ved Department of Business and Politics på CBS.

”Absolut. Der er ingen tvivl om, at sådan en krise eksisterer. Den krise vil tiltage og tvinger os til at ændre principperne for EU’s funktionsmåde. EU er et koldkrigs-projekt. Det, man kan kalde Jacques Delors’ vision for Europa, fungerer kun, så længe Den Kolde Krig eksisterer, og EU er et stærkt sammentømret indre rum. Men i det øjeblik, de mure smuldrer, vil opbakningen smuldre, for så mister man kontrollen over rummet.”

Jacques Delors’ EU er ifølge Lars Bo Kaspersen alvorligt presset af en skiftende verdensorden, og på et eller andet tidspunkt vil udfordringen komme til et opgør med EU’s grundlæggende institutioner.

”Der vil komme et opgør med institutioner som EU-domstolene, og der vil komme sager, hvor EU for at fastholde sammenhængskraften er nødt til at fire på grundidéen om den frie bevægelighed. Hvis ikke det bliver muligt at opretholde nationale forskelle på nogle bestemte områder, så tror jeg, der kommer et voldsomt pres på EU-domstolene, som kan få EU til at knække.”

Det betyder dog ikke, at EU går under. Brexit kan være starten på enden for EU-projektet, men kan også være starten på en nytænkning af projektet, hvor EU genopstår i en stærkere, mere stabil og måske endda bedre udgave, mener Lars Bo Kaspersen.

”Grundlæggende mener jeg, at begyndelsen til enden for det europæiske projekt var Den Kolde Krigs afslutning, fordi denne udgjorde den ideologiske kontekst for Delors’ EU. EU dør ikke nødvendigvis af Brexit, men Brexit kan være det, der gør, at man indser behovet for at opfinde et nyt governance-princip for EU,” vurderer han.

Og det er nødvendigt, for den bestående orden er ikke længere urørlig.

”Absolut ikke. Man ser en stærk nynationalisme rundtomkring i verden, som godt nok klæder sig forskelligt, men er grundlæggende ens. Det er et opgør med den liberale verdensorden, og den dag måtte komme. Forestillingen om den globaliserede og afterritorialiserede verden, hvor staterne var fuldstændig tilbagetrukne, var lige så utopisk som Marx’ og Engels vision om det kommunistiske samfund,” siger professoren.

Udfordringen for demokratiske borgere i EU bliver ifølge Lars Bo Kaspersen at finde ud af, hvordan demokratiet kan fortsætte med at eksistere nationalt og internationalt, når styreformen ikke længere understøttes af en enerådig ideologisk stormagt.

”Når den liberale verdensorden bliver ideologisk udfordret i en grad, som den gør i dag, så skal man for eksempel til at gentænke, hvad man forstår ved en retsstat. Og det er min største bekymring. For hvad sker der så med demokratiet?”

At diagnosen over EU’s krise kan lyde så alvorlig, at det ligefrem bliver dystopisk, er professoren ikke i første omgang med på. ”Det ved jeg nu ikke, det ville ligne mig dårligt,” siger han og tøver lidt, inden han fortsætter: ”Men jo. Jeg er bekymret for demokratiet.”

Hæv lønnen i stedet for at stemme Orban
Hans kollega ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Marlene Wind er enig i, at befolkningssvind er et reelt problem. Men hun ser også, hvordan den illiberale modreaktion forværrer problemet. I 2014 var antallet af ungarske emigranter seksdoblet på bare fem år. Tre fjerdedele af disse emigranter var under 40 år. Og selvom Ungarn har taget kreative midler i brug ved blandt andet at belønne hjemvendte ungarere med en månedlig check, der svarer til en gennemsnitlig halv månedsløn, er det ikke nødvendigvis nok. Den nyligt genvalgte premierminister Viktor Orban – og det han repræsenterer – er ifølge Marlene Wind en vigtig grund til, at mange ungarere er flyttet vestpå.

"Det nytter altså ikke noget, at Østeuropa er så illiberalt og pisker sådan en stemning af had op," siger professor Marlene Wind (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix). 

”Når højtuddannede ungarere ikke kan holde Orban ud og flytter ud af landet i hobetal frem for at blive og kæmpe for deres idéer, så har man et problem. De tager af sted, fordi de har muligheden, og det skal man bestemt tage alvorligt.”

For alle lande har behov for ressourcestærke borgere. Men problemet løses ifølge Marlene Wind ikke ved at stoppe den frie bevægelighed. Ligesom Angelika mener hun, at man er nødt til at gøre det attraktivt at bo i landene.

Og her er det altså en god start at hæve lønniveauerne, tilbyde attraktiv work-life-balance, bedre børnepasningsordninger og få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Det er ikke let, men det virker på den lange bane. I hvert fald bedre end at tage på charmeoffensiv i Vesten og bønfalde borgere om at komme hjem igen.

Når man skal gøre sit land til en attraktiv destination for kvalificeret arbejdskraft, handler det ifølge Marlene Wind også om at spejde uden for EU’s grænser. EU vil fortsat have brug for nye kræfter på arbejdsmarkedet i de næste mange år, og den kan blandt andet komme fra Afrika og Mellemøsten. Marlene Wind mener derfor, at de illiberale, indvandringskritiske regeringer i Østeuropa overser en oplagt fremtidig ressource.

”Hele brain drain-spørgsmålet handler også om, at vi skal være bedre til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft uden for EU. De kan være med til at løse problemet. Det nytter altså ikke noget, at Østeuropa er så illiberalt og pisker sådan en stemning af had op. Kigger man på Europas nuværende demografi, kommer der ikke til at gå 20 år, før andelen af ældre europæere uden for arbejdsmarkedet er så store, at vi kommer til at tigge om mere arbejdskraft udefra. Og det kan man ikke, hvis man bliver ved med at køre de hadekampagner, hvor især Østeuropa i mine øjne fører an. Vi skal blive bedre til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og det er der mange, som ikke tager alvorligt nok. Vi skal ikke bare tage imod alle, der gerne vil have et bedre liv, men vi skal systematisk rekruttere dem, der kan hjælpe os med at bevare samfundet. Også i Østeuropa, ellers bliver det nogle gammelmandssamfund.”

Forrige artikel Ud til ghettoen. Ud i virkeligheden. Ud af Vestagers skygge. Ud til ghettoen. Ud i virkeligheden. Ud af Vestagers skygge. Næste artikel Rygter, strip og  en biskop ved DJ-pulten: De bedste anekdoter  fra Folkemødet Rygter, strip og en biskop ved DJ-pulten: De bedste anekdoter fra Folkemødet
Søren Hermansen om den grønne omstilling: Vi har ikke lært en skid

Søren Hermansen om den grønne omstilling: Vi har ikke lært en skid

FEATURE: Eventyret om Samsøs transformation fra oliehungrende lokalsamfund i knæ til hele verdens grønne solstrålehistorie kan ikke fortælles uden Søren Hermansen. Hans opskrift på den grønne omstilling handler om lokal forankring og medejerskab. Politik giver han til gengæld ikke meget for.