Det har vi lært efter et år med Donald Trump: Måske var demokratiet bare et stadie, vi skulle igennem

Du kan lytte til Jakob Nielsen læse denne artikel op herunder. Få flere lydartikler via iTunes her eller Soundcloud her.

Den dag, Donald Trump blev indsat som præsident, havde Jannet Shannon købt et Trump-halstørklæde og skaffet sig adgang til en af de forreste ståpladser. Den 57-årige lærer fra Virginia græd, da den nye præsident med hånden på sin mors bibel svor at bevare, beskytte og forsvare den amerikanske forfatning.

»Det var sådan et følelsesladet øjeblik. Jeg elsker Amerika! Jeg elsker Donald Trump,« sagde hun.

Demokratier eksisterer og overlever kun i det omfang, at folk er villige til at kæmpe for dem.

Francis Fukuyama
Amerikansk politisk filosof

Men det, der gjorde mest indtryk på hende, var Donald Trumps tale. Den tale, hvor han erklærede, at magten nu – i dette øjeblik – blev taget fra den gamle og korrupte politiske klasse i Washington og givet tilbage til folket.

»Han sagde sandheder lige op i ansigtet på de politikere, der sad lige ved siden af. Han gjorde det klart, at der er en ny sherif i byen,« forklarede Jannet Shannon, da jeg talte med hende om det, vi begge lige havde set og hørt.

Selv græd jeg ikke den dag. Men jeg delte Jannet Shannons oplevelse af at have oplevet noget voldsomt. For mig var det hverken selve indsættelsen eller Trumps korte og dystopiske indsættelsestale, der gjorde størst indtryk.

Jeg var mest rystet over det, der skete, da Hillary Clinton sammen med sin mand trådte ud på vestsiden af Capitol-bygningen for at indtage sin plads. Først lød der spredte buhråb, men det skiftede hurtigt, og inden længe råbte tusindvis af mennesker det samme, som de havde råbt i månedsvis ved Trumps valgmøder over hele landet – nogle gange anført af Donald Trump selv:

“Lock her up! Lock her up!” – “Spær hende inde!”

Det var en uhørt og uforskammet mangel på overskud fra de folk, der nu stod som vindere. De folk, som netop på denne højtidelige dag havde fået en næsten ufortjent chance for at udvise lidt respekt for en kandidat, der uanset alle sine fejl og mangler dog havde tjent nationen gennem mere end tre årtier i forskellige roller.  

Jeg blev vred over det. Ligesom jeg blev vred, da folkemængden senere overdøvede hele den demokratiske senator Chuck Schumers tale med buhråb. Men der skulle gå noget tid, før jeg for alvor forstod, hvorfor jeg blev så påvirket af indsættelsesceremonien.

 
Jannet Shannon er lærer og Trump-vælger. (Foto: Jakob Nielsen)

Indsættelsen af en amerikansk præsident er noget særligt. Bortset fra Frankrig er der næppe noget vestligt land, der opretholder så omfattende og så grandiose ritualer omkring skiftet fra en magthaver til en anden. Den seneste magtoverdragelse i Danmark foregik ved, at den afgående statsminister forærede den tiltrædende en paraply, et krus og et par EU-sokker.

For amerikanerne er der meget mere på spil. Overdragelsen er et ritual, der er tæt forbundet med nationens fødsel og dermed med dens selvforståelse. Amerikanske aviser benytter altid overdragelsen til at minde om, hvordan den fredelige magtoverdragelse af magten til en politisk modstander er et af USA’s store bidrag til det moderne samfund.

Historikere peger på overdragelsen i 1800, da Thomas Jefferson afløste John Adams, som det første eksempel på en fredelig, demokratisk magtoverdragelse. Ganske vist havde USA allerede afholdt tre præsidentvalg, og ganske vist havde Storbritannien haft valg op gennem 1700-tallet. Men det britiske adelsvælde med en magtfuld monark i spidsen imponerer generelt ikke amerikanerne.

Og valget i 1800 var første gang, at partiet ved magten i USA overlod præsidentposten til et andet parti efter et valg – som i øvrigt bød på en beskidt og uforsonlig magtkamp efterfulgt af en kaotisk og langvarig proces, inden Thomas Jefferson kunne lade sig indsætte som USA’s tredje præsident.

Amerikanerne er meget bevidste om betydningen af den fredelige magtoverdragelse. Da George W. Bush i 2000 besejrede Al Gore i et ekstremt tæt opløb, var der berettiget tvivl om, hvorvidt Bush faktisk havde vundet. Men efter en afgørelse i højesteret valgte Gore at erkende nederlaget, ikke mindst for at undgå at underminere tilliden til demokratiske valg.

Selv Donald Trump berørte ceremoniens betydning under sin egen indsættelse for et år siden.

“Hvert fjerde år samles vi på disse trin for at gennemføre den velordnede og fredelige overdragelse af magten,” sagde han og takkede Barack Obama for hans “storsindede hjælp gennem hele denne omstilling”.

“Men,” tilføjede han, “ceremonien i dag har en særlig betydning. For i dag overdrager vi ikke bare magten fra en regering til en anden eller fra et parti til et andet – vi tager magten fra Washington, D.C. for at give den tilbage til jer, det amerikanske folk.”

Det kunne lyde som en harmløs hilsen til de vælgere, der havde anbragt ham på dette usandsynlige sted i USA’s historie. Lidt på samme måde som Obama ved sine indsættelser i 2009 og 2013 havde erklæret, at sejren tilhørte de menige amerikanere.

Men i dag ved vi, at Trumps ord havde en dybere betydning. Han bebudede et opgør med det amerikanske demokrati, som vi kender det. Et opgør, hvor magten skulle tages fra de institutioner, der gennem mere end 200 år har været betragtet som de mest solide søjler i den demokratiske verden.

Jeg er født i 1971. Det var, skulle det vise sig, halvvejs inde i Den Kolde Krig. Det var den krig, min generation skulle forholde sig til, da vi begynde at forsøge at forstå verden. Det var Øst mod Vest, og som ung måtte man forsøge at finde fikspunkter. Med Danmarks medlemskab af Nato gav det langt hen ad vejen sig selv, men debatten stak langt dybere. Den handlede også om social retfærdighed, imperialisme og ansvaret for den livsfarlige oprustning.

Jeg kan meget præcist huske, hvad der blev afgørende for mit politiske standpunkt. Det var, da jeg opdagede, at borgerne i det daværende Østtyskland og de andre lande i Warszawapagten ikke havde ret til at rejse frit. Tanken om, at en statsmagt skulle give tilladelse, før helt almindelige mennesker kunne få lov at rejse på en ferie i deres naboland, fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Hver gang, Danmark spillede landskamp mod et hold fra østblokken, undrede det mig dybt, at de østeuropæiske spillere ikke bare hoppede af og valgte friheden.

Mit verdensbillede blev bekræftet i 1989. Symbolet på østblokkens sammenbrud blev præcis de lykkelige mennesker, der strømmede over grænsen mellem Øst- og Vestberlin og dermed understregede deres krav på at kunne rejse og bevæge sig som frie mennesker. På den måde blev Berlinmuren et symbol, ikke bare på frihed, men på det liberale demokratis suveræne kraft.

Få måneder senere besøgte jeg Moskva, hvor Sovjetunionens røde flag fortsat vajede over Kreml, og hvor jeg på en gymnasietur blev indkvarteret privat hos en russisk familie. Det var den uge, da den første McDonald’s åbnede i Moskva og skabte endeløse køer af nysgerrige russere.

En russisk far inviterede to af os danske gymnasieelever med i det 540 meter høje tv-tårn Ostankinskaja. På den endeløse køretur derhen udfrittede han os om markedsøkonomi: Er det rigtigt, at staten ikke fremstiller sæbe i Vesten? Hvad så, hvis der ikke er nogen private firmaer, der producerer sæbe? Køreturen tilbage fra tårnet var kort – den russiske mand havde kørt en lang omvej derhen, i håb om at to teenagere fra Danmark kunne gøre ham lidt klogere på den nye verdensorden, der bankede på.

Det var den verdensorden, som Francis Fukuyama beskrev i sit essay ‘The End of History?’, hvor han slog fast, at det liberale, kapitalistiske demokrati udgør endepunktet for den menneskelige stræben på samfundsplan. Selvfølgelig ville der fortsat findes andre modeller, men Fukuyamas pointe var, at ingen anden model kunne etablere sig som en seriøs konkurrent til det liberale demokrati med åben økonomi, demokratiske institutioner og individuel frihed.

Nu viser det sig, at det måske slet ikke er så enkelt. For måske er spørgsmålet slet ikke geopolitisk i gængs forstand. Måske skal den største trussel mod det liberale demokrati slet ikke findes blandt fremmede magter eller på fjerne kontinenter.

Donald Trump er den første præsident i det moderne USA, der ikke taler om demokrati og menneskerettigheder som noget, man bør stræbe efter. Hverken i USA eller i andre lande. Med alle dets fejl og mangler har USA i generationer stræbt efter at være et forbillede, som andre lande kunne spejle sig i – “The Shining City on The Hill”, som Ronald Reagan udtrykte det med en reference tilbage til de allerførste kolonister, der ankom fra England.

USA har været et land, som systemkritikere kunne stive sig af med i deres kamp mod despoter og tyranner. Og et land, der i sin egen selvforståelse altid har kæmpet for det gode mod de onde.

Men Donald Trump nævnte ikke den lysende by på toppen af bakken i sin indsættelsestale. I stedet brugte han en række andre ord, som aldrig tidligere havde været benyttet i en indsættelsestale. Det var ord som “blødning”, “blodbad”, “rusten”, “stjålet”, “gravsten”, “udtømning” og “forfald”. Det var en mørk tale, der bebudede et opgør med Washington. Et opgør med demokratiet, som vi kender det. Hvad der skulle erstatte det, var mindre klart.

 
(Foto: /ritzau/AP/Mark Humphrey)

Nu, et år senere, har vi nærmest glemt talen. Snart sagt hver uge har bragt nye skandaler og nye lavpunkter, som har fået indsættelsestalen til at blegne i vores erindring.

Som den åbenlyse nepotisme med centrale roller til nære familiemedlemmer i Det Hvide Hus.

Som afsløringerne af de tætte forbindelser med russiske agenter i valgkampen.

Som fyringen af FBI-direktør James Comey, da han begyndte at bore i det forhold.

Eller som de gentagne angreb på USA’s frie presse, der af Trump betegnes som “USA’s fjende”.

Eller som Trumps gentagne angreb på statens egne institutioner, hvad enten det er Justitsministeriet, FBI eller domstolene.

For slet ikke at nævne Trumps retweet af videoer fra en voldelig, ekstrem britisk politisk højrefløjsgruppe eller hans manglende vilje til at lægge afstand til nazistiske grupper i USA, selv efter de havde slået en demonstrant ihjel i Charlottesville.

Det bliver ved og ved, og det bliver hele tiden værre.

Det chokerende er, at en meget stor gruppe mennesker – inklusive republikanerne i Kongressen – vælger at acceptere det. Selv i Danmark kan man finde apologeter, der skriver klummer om, at Trumps kritikere er hysteriske og ikke har forstået ham.

Og så er vi tilbage ved det, der gjorde mig kold indeni, da jeg talte med Jannet Shannon og masser af andre amerikanere ved Trumps indsættelse i januar 2017. Det var et varsel om, at det demokratiske system, som jeg er vokset op med og altid har taget for givet, slet ikke er nogen selvfølge. Det kan blive afskaffet – og hvis det sker, vil det ikke foregå med våbenmagt eller ved et voldeligt statskup begået af ekstreme grupper eller fremmede magter. Det bliver afskaffet af os selv.

Den nye erkendelse er, at demokratiet, som vi kender det, meget vel kan være et forbigående fænomen. Og at det fænomen kan være fortid, inden mine børn er voksne.

En af de forskere, der er dybt bekymret over den udvikling, er Yascha Mounk, en yngre, tyskfødt politolog, der for nylig fik amerikansk statsborgerskab og underviser ved Harvard. I adskillige artikler og podcast både før og efter valget af Donald Trump som præsident har han argumenteret for, at demokratiet i den form, vi kender det, næppe er den endelige samfundsmodel.

Faktisk skrev han allerede i foråret 2016 – inden brexitafstemningen og inden præsidentvalget i USA – at han betragtede det som sandsynligt, at den “demokratiske dekonsolidering”, eller demokratiets nedbrydningsproces om man vil, meget vel kan være undervejs i både USA og Europa.

Yascha Mounk tager udgangspunkt i vælgernes stigende utilfredshed med de demokratiske systemer. Det kommer til udtryk ved valg, hvor enkeltsagspartier og populistiske partier vinder frem. Men det viser sig også i tallene, når man måler på vælgernes opbakning til grundlæggende demokratiske systemer.

Yascha Mounk tager udgangspunkt i den anerkendte World Values Survey, der omfatter forskere fra mere end 100 lande, og som siden 1981 har målt borgernes holdninger til en række værdipolitiske spørgsmål.

Over de sidste tre årtier er andelen af borgere, der synes, at det ville være “godt” eller “meget godt” at lade militæret overtage magten, steget støt. I 1995 var det kun en ud af 16 vælgere i USA, der erklærede sig enig. I dag er det en ud af seks. På samme måde er der en større andel, der foretrækker “en stærk leder, som ikke behøver bekymre sig om parlamentet eller om valg”. Og en større andel, der mener, at eksperter er bedre egnede til at træffe beslutninger end regeringen.

Tendenserne går igen i en stribe af de vesteuropæiske lande, der har deltaget i målingen. Og det særligt bekymrende er, at tallene er langt mere tydelige hos yngre vælgere end hos de midaldrende og ældre.

I World Values Survey blev borgerne spurgt, hvor afgørende det er at have et demokratisk styre på en skala fra 1 til 10. Blandt amerikanere, der er født mellem de to verdenskrige, svarer over 70 procent, at det er helt afgørende – altså 10 på skalaen. Men for unge amerikanere født efter 1980 er det kun omkring 30 procent, der finder det helt afgørende.

Billedet blev bekræftet ved præsidentvalget i 2016. Her undlod hver anden vælger mellem 18 og 28 år at stemme, og kun hver fjerde i den aldersgruppe stemte på Hillary Clinton.

Yascha Mounk advarede i sin artikel i foråret 2016 mod at tro, at de liberale demokratier i Nordamerika og Europa er urørlige, bare fordi de ikke er oppe imod nogen konkurrerende samfundsmodel.

“Borgere, som engang accepterede demokratiet som den eneste legitime styreform, kan ske at blive mere modtagelige for autoritære alternativer. Stabile partisystemer, hvor alle de vigtigste kræfter engang var forenet i støtten til demokratiet, kan ske at komme ind i en fase med ekstrem ustabilitet eller blive vidne til hurtigt voksende anti-system-partier,” skrev Mounck i artiklen “The Democratic Disconnect”.

“Og endelig kan regler, der engang blev respekteret af alle vigtige politiske spillere, pludselig komme under angreb fra politikere, der kæmper for at skabe kant til modstanderne.”

Det er tendenser, vi kender fra en række lande. Og som vi også ser små tegn på i dansk politik. Pointen er ikke, at demokratiet nødvendigvis synker i grus af den grund. Pointen er, at det ville være letsindigt at tage demokratiet for givet.

Selv Francis Fukuyama, der erklærede historiens afslutning, er kommet i tvivl. Og ligesom Yascha Mounk gav han udtryk for sin tvivl, længe inden Donald Trump blev præsident i USA. Allerede da jeg mødte ham i Washington, D.C. i sommeren 2014, advarede han om, at et demokratisk system ikke er garanteret evigt liv.

“Lige så vel som der er en opadgående rulletrappe hen imod historiens afslutning, så er der også en nedadgående rulletrappe, der fjerner os fra den igen,« sagde han.

Francis Fukuyama arbejdede dengang på en bog med titlen “Politisk Forfald”, og det er ifølge forskeren den største trussel mod historiens lykkelige afslutning. Han var især bekymret over det amerikanske system – af to grunde.

For det første på grund af den stigende ulighed:

»En af statens grundlæggende opgaver er at omfordele rigdom, og alle regeringer gør det på en eller anden måde. Det kan selvfølgelig også blive så meget, at det virker mod hensigten og slår væksten ihjel, men alle omfordeler. Og enhver, der bekymrer sig om demokratiets fremtid, bør interessere sig for dette emne, for som Aristoteles sagde, er en sund middelklasse en forudsætning for demokratiets overlevelse.«

For det andet på grund af den politiske polarisering i Kongressen:

“Den er blevet overtaget af meget magtfulde interesseorganisationer, og det, der oprindelig var udtænkt som et system af modvægte og magtbalancer, har forvandlet sig til det, jeg kalder et 'vetokrati'. Det betyder, at for mange grupper kan nedlægge veto, og resultatet er, at Kongressen er handlingslammet,” sagde Fukuyama i 2014.

Da bogen “Political Order and Political Decay” udkom senere samme år, skar han pointen ud i pap:

“Indbyggerne i liberale demokratier gør klogt i ikke at tage for givet, at systemet med sikkerhed vil overleve. Der er ingen historisk mekanisme, der gør fremskridt uundgåeligt, eller som forhindrer forfald eller tilbageslag. Demokratier eksisterer og overlever kun i det omfang, folk er villige til at kæmpe for dem.”

 (Foto: /ritzau/AP/Steve Helber)

Dagen før Donald Trumps indsættelse som præsident kørte jeg en tur til Pennsylvania. Op til en af de stater, der tippede valget til fordel for Donald Trump. Her mødte jeg Joan Tesche, en 61-årig IT-konsulent, der havde stemt på Obama i 2012, men som endte som frivillig for Trump i valgkampen i 2016.

»Det, der fik mig til at vågne, og som vækkede hele det moralske Amerika, var debatten om transseksuelle, der ville have ret til selv at vælge, hvilket badeværelse de vil bruge,« fortalte hun.

»Der gik det for langt. Det er ikke sund fornuft, bare latterligt.«

Jeg vil tro, at Joan Tesche ligesom de fleste andre mennesker har transseksuelle badeværelser i deres eget hjem. Derfor skal man nok forstå hendes uro ved den sag som et symbol på noget større.

Jeg tror, hun repræsenterer noget ganske typisk, som man også møder i Europa og i Danmark. En fornemmelse af, at politik er kommet til at handle alt for lidt om almindelige menneskers problemer og bekymringer og alt for meget om at tage hensyn til alle mulige mindretalsgrupper.

Da Barack Obama blev præsident i 2009, var der kun ganske få stater i USA, der tillod homoseksuelle ægteskaber. Ja, Obama selv var officielt imod det. Da han gik af, havde USA’s højesteret slået fast, at det var imod forfatningen at forbyde ægteskab mellem to mennesker af samme køn.

I mellemtiden havde amerikanerne lært at sige LGBTQ og oplevet, at præsidenten havde farvet Det Hvide Hus i regnbuefarver for at fejre sejren i værdikampen. Men hvornår havde Obama holdt en særlig fest i Det Hvide Hus for arbejderklassen i Pennsylvania? Eller for kulminearbejderne i West Virginia, hvis job nu skulle nedlægges i klimakampens navn, og som ikke fik så meget som et takkekort for at have indsnuset møgbeskidt mineluft i flere generationer?

Når man talte med Joan Tesche, var det tydeligt, at hun ikke på den måde havde valgt Donald Trump til; ham talte hun faktisk ikke så meget om. Men hun havde valgt at acceptere ham som det bedste bolværk mod en udvikling, der gik den forkerte vej.

»Det er, som om der er sket nogle ting. Indvandringen og truslen fra IS. Det er bare gået for vidt,« sagde Joan Tesche.

Det moderne liberale demokrati er kendetegnet ved balancen mellem flertallets vilje og respekten for den enkeltes rettigheder. Man kan blandt andet kende et fungerende demokrati på, om det har regler og institutioner på plads, der beskytter den enkelte mod overgreb fra flertallet.

Men over hele den vestlige verden kan man se sammenstød mellem to principper. Den tyske filosof Jan-Werner Müller definerer populisme som en politisk bevægelse, der hævder, at den alene kan gøre moralsk krav på at repræsentere folket. Derfor accepterer populistiske partier og politikere heller ikke, hvis deres politiske bestræbelser begrænses af instanser, der ikke på samme måde som dem selv repræsenterer en udtrykt folkelig vilje.

Donald Trump har som præsident gjort det til en vane at rette hårde angreb mod de amerikanske domstole, ja sågar på ministerier i sin egen regering og sin egen efterretningstjeneste for at modarbejde hans bestræbelser på at genrejse Amerika.

Uden sammenligning i øvrigt kan man se Dansk Folkeparti – og nogle gange også andre danske politikere – omtale menneskerettighederne og andre internationale konventioner som juridiske vejspærringer, der blokerer for gennemførelse af flertallets vilje.

Et kendetegn for mange af de populistiske partier i USA og Europa er, at de udstråler en vrede, som man ikke har oplevet i moderne demokratier i mange årtier. De lover, som Yascha Mounk har påpeget, “at stå på vagt for almindelige mennesker, at gå op imod en korrupt elite og at sætte etniske og religiøse minoriteter, som (angiveligt) nyder godt af positiv forskelsbehandling, på deres rette (underordnede) plads”.

“De er også villige til at afskaffe liberale politiske institutioner som uafhængige domstole og en fri, stærk presse, i det omfang disse måtte stå i vejen for folkets vilje.”

Tendenserne er helt tydelige hos Donald Trump. De udfolder sig også for fuld musik i Ungarn og Polen – i et omfang, så EU-kommissionen i december tog det historiske skridt at indlede en sag mod Polen for at bryde de grundlæggende demokratiske spilleregler, der er en forudsætning for at blive optaget i Unionen.

Udviklingen i Danmark kan slet ikke sammenlignes med forholdene i USA, Polen eller Ungarn. Hverken pressen eller domstolene er umiddelbart truet af den politiske magt. Men det er værd at bemærke, at regeringen i efteråret 2017 gjorde det til en mærkesag at svække håndhævelsen af menneskerettighederne for at gøre det nemmere at udvise kriminelle udlændinge (som i parentes bemærket nogle gange har boet stort set hele deres liv i Danmark).

Pointen er ikke, understreger både Yascha Mounk og Jan-Werner Müller, at Donald Trump eller andre populistiske politikere er antidemokrater.

“Det er en misforståelse af både deres prioriteter og årsagen til deres appel,” skriver Yascha Mounk med henvisning til Trump, Le Pen, Farage, Geert Wilders og andre af de moderne populister.

“De fleste af dem er oprigtige i deres tro på folkets vilje. Deres primære indvending mod status quo er helt enkelt, at institutionelle vejspærringer såsom uafhængige domstole eller normer som “politisk korrekte” bekymringer for minoriteters rettigheder forhindrer systemet i at kanalisere folkets retfærdige vilje om til egentlig politik.”

Det er den kamp, der bliver udkæmpet i USA, Ungarn og Polen netop nu. Og det ville være naivt at gå ud fra, at Trump, Orban og Kaczynski alle sammen taber. Eller at der ikke vil komme andre efter dem.

Det er netop frygten hos den amerikanske forsker Brian Klaas, som i bogen ‘The Despot’s Apprentice’ (Despotens Lærling) bekymrer sig om, at Donald Trump meget vel kan være optakten til noget langt værre. Klaas’ pointe er, at Donald Trump dybest set ikke har nogen masterplan med sin magtovertagelse, og at han slet ikke arbejder strategisk i forhold til at nå sine mål – hvad de end måtte være.

Han er kort sagt for udygtig til at være rigtig farlig. Men han har vist vejen for andre kandidater, der på samme måde er villige til at føre kampagner uden forbindelse med virkeligheden og med systematiske angreb på modstandere og udsatte grupper.

“Han har åbnet en bog, som en mere begavet despot kan bruge. Og derfor kan et meget mere dystert politisk system være under opsejling,” advarer Brian Klaas.

Erfaringen efter et år med Trump er skræmmende.

Når problemer er under opsejling, går Donald Trump til voldsomt angreb på en eller anden gruppe via sit foretrukne medie Twitter, og republikanerne i Kongressen ser ud til at acceptere hele pakken, lige fra interessekonflikterne over angrebene på USA’s traditionelle allierede til forsøgene på at underminere både retssystemet og den frie presse.

Det er blevet hverdag.

 (Foto: /ritzau/AP/Saul Loeb)

Da jeg mødte Francis Fukuyama i 2014, var han fortsat optimist på demokratiets vegne. Han pegede på, at antallet af demokratier er støt stigende. I 1974 var kun 35 lande i verden demokratier, der afholdt en eller anden form for valg. I 2014 var antallet 120, eller cirka 60 procent af alle lande.

»25 år efter er min hypotese ikke alvorligt udfordret på den måde, at der skulle findes en bedre samfundsmodel, der en dag vil afløse demokratiet. Hverken det kinesiske markedsdiktatur eller det islamiske teokrati er bæredygtigt,« sagde han.

I bogen ‘Political Order and Political Decay’ beskriver han det som ethvert fornuftigt lands højeste mål at blive Danmark. Forstået som et land med retfærdige valg, stabile institutioner og en rimelig grad af omfordeling, der sikrer en bred middelklasse.

Men ikke alle lande kan blive Danmark, selv om de gerne vil. Der er lande, der er så fattige og så kaotiske, at vejen til at blive Danmark er uendeligt lang.

Da Francis Fukuyama for nylig deltog i Yascha Mounks podcast “The Good Fight”, havde han imidlertid også gjort en ny erkendelse. Nemlig at det slet ikke er sikkert, at Danmark kan forblive Danmark.

“Danmarks særlige problem er, at det er en homogen monokultur, der er ved at udvikle sig til et multikulturelt samfund. Og vi har ingen historiske eksempler på lande med demokratisk styre, der er udviklet fra monokultur til multikultur,” sagde han.

"Vi ved ikke, hvordan det ender. Det er en historie, vi må blive ved med at følge.”

Tilsvarende ved vi ikke, hvad der sker, hvis et demokratisk land faktisk vælger at gå en ny vej. Der er ingen historiske fortilfælde for et rigt, etableret demokrati, der er kollapset. Men gennem hele den demokratiske historie er almindelige menneskers indkomst steget ganske hurtigt. Og gennem hele demokratiets historie har verdens stærkeste nation selv været et demokrati, der gik foran som et lysende eksempel.

Sådan er det ikke længere.

Vi lever nu i en tid, hvor en 57-årig skolelærer ved navn Jannet Shannon sammen med millioner af andre amerikanere får tårer i øjnene under indsættelsen af Donald Trump, fordi han er den stærke mand, der kan genskabe Amerika og samle Vesten bag den rigtige og nødvendige politik.

Yascha Mounk udtrykker sin bekymring sådan her:

“Historien kan ikke fortælle os, hvordan liberale demokratier udvikler sig under disse betingelser, så vi er først lige begyndt at indsamle de første brudstykker af bevis for, hvad effekten af disse forandringer vil være.”

Det er en bekymring, jeg deler. Gennem hele mit voksenliv har jeg hvilet i en temmelig tryg forvisning om, at demokratiet var det urokkelige fundament for det land og den verdensdel, hvor jeg er født. Fordi vi selv ville det sådan.

Men nu er jeg ikke længere sikker. Mange mennesker er begyndt at lede efter nye svar.

Og den smule, vi ved, antyder, at svaret ikke bliver kønt.

Jakob Nielsen er chefredaktør på Altinget

Følg ham på Twitter her