Det startede med Nietzsche og sluttede med næseblod. En dag i Uffe Elbæks liv

Uffe Elbæk har en særlig stil, når han skal svare på spørgsmål.

Vi er noget andet, end vi var, da vi var helt nye. Vi er blevet rundet. Det er ligesom, når man vokser op.

Uffe Elbæk
Partileder, Alternativet

Ofte består hans svar nemlig i selv at stille spørgsmål. Ikke på en uhøflig måde, men mere som retoriske spørgsmål, nogen skal svare ja til.

"Kan vi forbedre arbejdsgangene i Folketinget? Kan vi åbne Folketinget op, så det, der foregår i Folketinget, bliver mere synligt for borgerne?”

Det er en form, man kan udlægge på to måder. At Elbæk søger dialogen og gerne vil åbne horisonten, og at han vil lytte til svarene og omsætte dem til handling. Det er den positive udlægning af den demokratiske politiker.

Den anden udlægning handler om den skjulte magt, der ligger i at være den, der stiller spørgsmålene. For der ligger implicitte forudsætninger i dem, som man accepterer, når man begynder at svare. At der for eksempel er noget galt med de andre partier. Ikke bare deres politik, men deres måde at være politikere på. Det er en udlægning, der handler om at have magten og samtidig frasige sig autoriteten. Noget, både eksterne og interne kritikere af Alternativet har påpeget: at samtaledemokratiet og de fælles processer ikke er hele sandheden.

Selv er han tilhænger af den første beskrivelse.

”Det er faktisk for at åbne tilhørernes hoveder op. Så de begynder at forestille sig, at gud ja, kunne man ikke indrette det på en anden måde,” som han udtrykker det.

”Lige der går jeg ind med en uddannelseskasket på mere end en partilederkasket.”

Elbæk på vej mod enden
Det er i skiftet af de to kasketter, at Uffe Elbæks projekt som stifter og leder af Alternativet har udspillet sig. Men partilederkasketten har han på for sidste gang ved det kommende valg. Snart fylder han 65 år, og trætheden over at skulle tjekke e-mails, medier og Twitter hver morgen klokken seks og igen om aftenen klokken tolv er ved at melde sig.

Og så er Elbæk meget inspireret af Enhedslistens rotationsprincip, der giver hver partileder et vist antal år, inden en ny skal træde til.

”Jeg er ikke karrierepolitiker. Jeg er her for det fælles projekts skyld. Det, der ville gøre mig allermest glad, er, hvis der på et tidspunkt om nogle år er nogen, der er klar til at tage over efter mig,” fortæller Uffe Elbæk.

Det er tre år siden, Alternativet overraskende og overrumplende red ind i Folketinget, og i mellemtiden har partiet mistet en del af pusten ude hos vælgerne. I februar 2018 viste en meningsmåling, at to tredjedele af vælgeropbakningen fra folketingsvalget i 2015 var forsvundet. Og nu er spørgsmålet, hvad Alternativet egentlig er lykkedes med? Og om historien om Elbæk bliver, at han blot var igangsætteren, eller at han også gjorde Alternativet til et etableret parti, der opnår resultater?

At det er to forskellige ting, der kræver to forskellige evner og kvaliteter, er Elbæk selv helt på det rene med:

”Den energi, der skal til for at starte noget, er ikke den energi, der skal til for at fortsætte noget,” som han siger.

For at få svar på de spørgsmål har Altinget: magasin fulgt ham en hel arbejdsdag, fra et morgenmøde med en studerende til aftendebat på de unge borgerliges stamværtshus, Musen og Elefanten, i indre by, København.

En dag, der startede med Nietzsche og sluttede med næseblod.

Uffe Elbæk lytter interesseret på den unge studerendes fremlæggelse af, hvad den antropocæne epoke er for en størrelse. (Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget).

Gøglerpartiet
Uffe Elbæk præsenterede offentligheden for Alternativet i november 2013. Et år forinden havde han trukket sig som kulturminister i den daværende SRSF-regering efter en sag om dyre arrangementer på produktionshøjskolen AFUK, som han havde haft tætte forbindelser til både som bestyrelsesmedlem og via sin mand, der var ansat på en af AFUK’s skoler. Uffe blev senere frikendt af Rigsrevisionen, men skaden var sket.

Det førte først til en tilværelse som almindeligt folketingsmedlem for Radikale, siden et par måneder som decideret løsgænger. Og så stiftede han Alternativet.

På pressemødet stod Elbæk sammen med Josephine Fock og talte om klima, iværksætteri og om at blive en bro mellem Christiansborg og samfundet udenfor. Han havde ikke noget partiprogram med sig, men kun et manifest og et værdigrundlag. I stedet ville han stille spørgsmålene og få folk derude til at svare.

Det var en del af det, han mente med at ville skabe en anden politisk kultur. En anden del var, at Alternativet skulle bringe humor ind i politik. Og noget latter har der været. Men måske mest på partiets bekostning, når der et par gange er blevet refereret til “gøglerpartiet” på den grønne gang.

Bisonokser i den danske natur, en kødfri dag om ugen og 30 timers arbejdsuge er nogle af de forslag, der igennem den første tid fik kritikere til at kalde partiet for useriøst.

En video af en meget glad Uffe Elbæk, der udtaler sig en smule uforståeligt til pressen efter Folketingsvalget i 2015, gik viralt, og det samme gjorde en video fra landsmødet i 2016, hvor Uffe og resten af de fremmødte dansede til “Love is in the air”.

Men det rører ikke den politiske leder, når partiet bliver gjort grin med:

”Hvis jeg overhovedet skal tage det ind og forholde mig til det, så oplever jeg det primært som kollegialt politisk drilleri eller intellektuel slaphed. Hvis der er nogen, der har lyst til at læse vores politik, så vil de jo se, at der er masser af konkret politik.”

Kunne du forestille dig nogen vælgere, der måske kunne ...?

”Det er jeg da fuldstændig ligeglad med. Hvis det, vi gør, ikke giver mening for x borger, så skal de da ikke sætte deres kryds hos os,” svarer Uffe Elbæk nærmest per refleks. Han har åbenlyst fået det spørgsmål før.

Opgør med blokpolitikken?
Klokken ti møder Altinget Uffe Elbæk på hans kontor på Christiansborg. Han holder møde med en studerende, der skal fortælle om den antropocæne epoke, som kort fortalt betegner en ny geologiske tidsalder, som vi bevæger os ind i, hvor mennesket er den altdominerende kraft, der former klimaet.

Uffe Elbæk har afsat en time til mødet med den studerende, der selv har taget kontakt til partiet med sine idéer.

Diskussionen spænder vidt og bredt om emner, som man ikke til at starte med ville forbinde med klima- og miljøpolitik.

Og selvom Elbæk følger ivrigt med, når diskussion breder sig ud i forskellige definitioner af frihedsbegrebet, eller når der diskuteres Kant, Nietzsche, global opvarmning og migration, så griber han alligevel ind:

”Gør det konkret.”

Dagen forinden har han været til et arrangement i Rødovre på den københavnske vestegn, og kontrasten mellem de to møder går ham ikke forbi.

”Folk, der er socialt udsatte, har ikke overskud til at tage stilling til en padde på Fælleden,” siger han med henvisning til sidste års diskussion om, hvorvidt der skulle bygges boliger på Amager Fælled.

En plan, der i sidste ende blev skrottet efter pres fra blandt andet Alternativet, der ville beskytte plante- og dyrelivet.

Efter mødet med den studerende har Uffe Elbæk en halv time, inden kursen sættes mod Alternativets kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, på rådhuset.

Altingets første spørgsmål er, om Alternativet nu også er så alternativt. En optælling foretaget af Information sidste år viste, at Alternativet har stemt sammen med Enhedslisten og SF i 92 procent af alle afstemninger. Det er på trods af partiets eget ønske om at blive nævnt som værende uden for blokpolitik. Hvordan passer det sammen?

”Andre partier tager udgangspunkt i konservatisme, liberalisme og socialisme. Det gør vi ikke. Vi er værdibaserede. Det vil sige, at det godt kan være, at vi i konkrete sager stemmer mere sammen med Enhedslisten end andre partier, men det er, fordi vi bare er mere enige med Enhedslisten i forhold til den politik, der bliver ført,” forklarer han.

Fra venstre mod højre: Uffe Elbæks særlige rådgiver Mark Beanland, Niko Grünfeld, Alternativets kulturborgmester i København og Uffe Elbæk. De er samlet over en frokost på Niko Grünfelds kontor på Københavns Rådhus. (Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget).

En ny politisk kultur
Turen går mod Københavns Rådhus, og Uffe Elbæk fortæller videre om Alternativets filosofi.

Den bunder i en forestilling om, at man kan tænke begrebet politik anderledes. Hvad vil det sige?

Svaret er, at man skal se politik som meget mere end bare Christiansborg, fortæller Elbæk. Det kan for eksempel være at engagere sig i foreninger eller bestyrelser i andelsforeninger.

Ret hurtigt glider svaret dog over i en række spørgsmål.

”Hvordan vitaliserer vi demokratiet, som vi forstår det i dag? Hvordan gør vi det meningsfuldt for mennesker at være politisk engagerede?” spørger han.

Men hvad betyder det konkret?

”Det allermest konkrete er jo, at vi nu har borgerforslag. Vi har fået igennem, at borgerne nu kan være med til at stille beslutningsforslag nede i salen. For os på Christiansborg kan man diskutere, om det er en stor ting eller ej. Men det er det jo. Det rykker ved den måde, vi forstår det repræsentative demokrati på.”

Ved bagindgangen til Københavns Rådhus stopper han op og fortsætter samtalen, selvom spindoktoren gestikulerer, at tidsplanen er begyndt at skride.

”Vi står nu, som Alternativet, i et dilemma, som vi skal løse. Et paradoks kan man sige. På den ene side skal vi stå fuldstændigt op for Christiansborg. Det er super, super vigtigt, det, der foregår på Christiansborg. Samtidig har vi en ambition om at ændre det. Så hvordan både forsvarer og ændrer man det?”

Spørgsmålet hænger i luften. Og nu er der frokost med Niko.

Ridser i lakken
Uffe Elbæk vurderer selv, at det skrider fremad med at forandre den politiske kultur på Borgen, men også at partiet ikke har været immunt for omgivelserne.

”Vi er noget andet, end vi var, da vi var helt nye. Vi er blevet rundet. Det er ligesom, når man vokser op. Du er ikke den samme udgave, som da du var 13 år, men du er stadigvæk dig,” siger han.

Det måtte han sande, da der i løbet af 2017 kom en hvirvelvind af uheldige sager om Alternativet i medierne.

Sager om ”festkultur” og penge fra skattely. Rigtig alvorligt blev det, da et partimedlem til Jyllands-Posten fortalte om et påstået overgreb, der skulle have fundet sted efter en fest.

Den politiske ledelse, bestående af Uffe Elbæk, daværende gruppeformand Josephine Fock og politisk ordfører Rasmus Nordqvist, blev orienteret om sagen.

Josephine Fock opfordrede endda partimedlemmet til at politianmelde den anklagede, hvilket blev gjort, og medarbejderen, der var anklaget, blev umiddelbart efter bedt om at fratræde sin stilling. Men det var ikke enden på sagen.

Kort tid efter var medarbejderen nemlig ansat igen. Denne gang i udlandet, men stadig for Alternativet.

Det var stik imod den politiske ledelses intentioner, men den daværende personalechef tog beslutningen, forklarer Alternativet. Efterfølgende var der i sommeren 2017 rokade i partiets ledelse, hvor Josephine Fock og Rasmus Nordqvist blev skiftet ud med René Gade og Carolina Magdalene Maier. Det blev i medierne kædet sammen med sagen om medarbejderens genansættelse.

Men sagen om et påstået overgreb havde intet med rokaden at gøre, forsikrer Uffe Elbæk:

”Det var, fordi vi på det her tidspunkt havde arbejdet sammen i små to år, og vi havde det sådan, at den måde, vi arbejder sammen på, skulle fornys.”

Så det var ikke derfor, der kom en rokade?

”Nej, ikke i min optik. Der var alle mulige andre grunde til det, men grunden til, at der skulle et nyt hold ind havde sit helt eget drama.”

Til Jyllands-Posten har Josephine Fock ellers tidligere udtalt:

”De uenigheder spiller ind i forhold til, at jeg til sidst ikke følte, at jeg kunne være gruppeforkvinde på den måde og med den integritet, jeg gerne ville.”

Hun gik dog i rette med Jyllands-Postens artikel kort efter på sin Facebookside, hvor hun afviste, at sagen skulle have noget med rotationen at gøre.

Skandalerne i Alternativet begyndte for alvor at rulle op til kommunalvalget i november 2017. Der er dog uenighed om, hvad der præcist skete, og hvilke konsekvenser det havde. (Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget).

Vil (måske) ikke pege på Mette Frederiksen
Tilbage på kontoret falder samtalen på Alternativets tilgang til et samarbejde med Socialdemokratiet. Alternativet regnes af alle som en del af mandaterne bag Mette Frederiksens statsministerkandidatur. Men det vil Elbæk ikke garantere, selvom han er mere positivt stemt over for en rød regering end en blå.

”Vores reelle politiske udfordring for øjeblikket er, at det første seriøse udspil, der er kommet fra Socialdemokratiet, er i forhold til flygtninge og integration,” siger partilederen.

Han kan godt se for sig, at man fra Alternativet ender med ikke at pege på hverken en blå eller rød statsminister inden et valg:

”Et scenarie er at gå tilbage til det, der var parlamentarisk praksis for nogle årtier siden. Man sagde, at man ville vente med at se, hvad de politiske muligheder ville være, indtil danskerne havde truffet deres valg.”

Frustrationen over Socialdemokratiets flygtninge- og indvandrerpolitik med aftaler med den borgerlige regering er ikke til at tage fejl af.

Uffe Elbæk kalder det for et ”politisk frikort”.

”Socialdemokratiet ønsker at arbejde til begge sider, og de ønsker ikke at gå til valg på et fælles politisk program,” forklarer han med henvisning til, at en samlet rød blok kunne have gået til valg på et fælles program.

”De vil respektere mandaternes logik. Underforstået at de, afhængig af hvordan danskerne sætter krydset, vil se, hvad der er politisk muligt,” siger han og afslutter med en slags trussel:

”Vi er meget inspireret af Socialdemokratiet i deres måde at konkludere på.”

Der er går ikke lang før Uffe Elbæk bliver genkendt, når han går ud af døren. Det er som oftest smilende ansigter, der møder partilederen. Her er det en gymnasieklasse, der har spottet ham på trappen foran Christiansborgs indgang. (Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget).

Arven fra 1968
Det er blevet sent på eftermiddagen, og Uffe Elbæk cykler mod Københavns Universitets samfundsvidenskabelige fakultet.

Her skal han tale om en bog til studenterforeningen StatsLit, der består af en gruppe statskundskabsstuderende, som diskuterer skønlitteratur.

Der er 24 tilhørere i det gamle forelæsningslokale, og de lytter alle ivrigt til partilederen, der taler om bogen “Tilintetgørelse”. En science fiction-roman, som handler om naturen og menneskets indbyrdes forhold og udelukkende har kvindelige protagonister – noget, han selv pointerer.

Tilhørerne er opslugte af Uffes foredrag, og efterfølgende stilles der ivrigt spørgsmål. De strækker sig fra, hvordan det var at opleve ungdomsoprøret i 1960’erne og 1970’erne, til, hvordan unge mennesker i dag skal kæmpe deres eget ungdomsoprør.

Uffe Elbæk mindes gladeligt tiden omkring 1968, hvor kulturen og samfundet ændrede sig markant. Når han taler om den, er det nemt at høre, hvordan han savner oprøret fra ungdommen. Det kan man også se i Alternativets sprogbrug med “venlig revolution” og “opråb mod kynismen i samfundet”.

”Det var en periode, hvor man satte spørgsmål ved alt. Man satte spørgsmål ved klasseforhold, køn, demokrati, seksualitet og så videre. Politik, kunst og kultur konvergerede nærmest og blev til et udtryk,” fortæller han ivrigt og fortsætter:

”Den der nysgerrighed og lyst til at spørge, om det ikke kan gøres anderledes, skal vi blive ved med at holde fast i.”

Men her på halvtredsåret for ungdommens oprør kan Uffe Elbæk godt se tilbage på perioden efter 1968 – særligt de såkaldt munke-marxistiske 1970’ere – med et mere kritisk blik.

"Der var en enorm politisk sekterisk tilgang, som jeg også selv oplevede og var en del af. Det hele blev meget sort-hvidt, og man lavede fjendebilleder af hinanden. Det skal man ikke tage med.”

I salen er tilhørerne opslugte til det sidste. Det er tydeligt, at Uffe er i sit rette element, og hans svar høster anerkendende nik.

På den måde er der lidt i banken, inden turen går videre til baren Musen og Elefanten, hvor unge borgerlige har inviteret Uffe til at fortælle om hans politik.

På baren Musen og Elefanten i København mødes unge borgerlige jævnligt for at diskutere politik. Her er det Uffe Elbæk, der får lov til at underholde med Alternativ politik - og der bliver lyttet intenst. (Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget).

På besøg hos de borgerlige
Klokken er halv syv om aftenen, da Uffe træder ind i barens varme.

En tung røg hænger i lokalet, og på den trange plads har cirka 30 unge mennesker alligevel formået at finde sig til rette.

Der ryges Prince-smøger i et hastigt tempo, og skulle man fristes til at opgradere, står et cigarskab på størrelse med et amerikansk køleskab klar ved siden af baren.

Sagt på en anden måde er det det fjerneste, man kan komme fra et Alternativ-publikum uden at bevæge sig uden for Københavns volde.

Men der er sket en misforståelse mellem Uffe Elbæk og arrangørerne. Han er kommet en halv time for tidligt, så nu er der tid til Altinget igen.

På grund af larm, røg og trang plads i underetagen bevæger samtalen sig ovenpå.

Men her er der om noget mere larm, idet Per Dichs klassiker “Sådan er kapitalismen” fra 1966 brager ud af højttalerne.

Ved et hjørnebord forsøger Uffe Elbæk at overdøve anlægget og forklare Alternativ politik. Et job, der yderligere besværliggøres af, at han pludseligt har fået næseblod.

Med hovedet vendt bagover og med papir krøllet op i næsen forsøger han bravt at komme med svar, men det varer kun, indtil en gruppe piger fra Radikal Ungdom indfinder sig ved nabobordet.

Der grines højlydt, og hvert ord bliver nærmest skreget over bordet.

Efter en halv times usammenhængende og krævende samtale, skal Uffe Elbæk tale til forsamlingen.

Stadig med papir i næsen stiller han sig op foran de unge borgerlige. Og trods de trætte øjne er han overraskende villig til at tage diskussionerne med de meget pågående tilhørere.

”Den udgave af kapitalisme, som vi kender i dag, den skal vi gøre op med. Vi skal have en ligevægtsøkonomi.”

Det falder ikke i god jord. En ung fyr siger, at der findes folk, som ikke vil arbejde og hellere være på overførselsindkomst.

Det tror Uffe Elbæk ikke på, og der følger en intens diskussion.

Det lykkes ham nok ikke at overtale de unge borgerlige, men de flokkes alle om ham, da han er blevet færdig og skal hjem.

Alternativet uden Elbæk
Hele dagen har alle været glade for at møde partilederen. Det er partiets styrke og svaghed.

Fra 2017 til 2018 forsvandt 1.250 medlemmer fra partiet. Det er hvert tiende medlem, og oven i det tog Alternativet et dyk i målingerne i starten af 2018, hvilket blev set som et udtryk for, at Uffe Elbæk havde været fraværende i offentligheden.

Når han er i medierne, kan partiet høste opbakning, men han havde ikke været synlig nok, og det var medvirkende til, at to tredjedele af vælgerne fra valget i 2015 forsvandt, forklarede politiske kommentatorer.

Nu bliver den kommende valgkamp så hans sidste som politisk leder, og spørgsmålet er, om Alternativet kan føre sig frem udelukkende på sine politiske idéer, når Uffe Elbæk træder tilbage.

Selv mener han, at de politikere, der blev valgt ind for Alternativet ved valget i 2015, har gennemgået en stejl læringskurve. Han er ikke selv bekymret for partiets skæbne, når partilederkasketten skal overlades til en anden.

”Hvis vi tog Alternativet ud af ligningen i dag, så ville der være noget, folk ville savne på Christiansborg,” siger han.

"Omvendt ved jeg også, at politik er en heftig størrelse, og man skal aldrig tage noget for givet.”

En lang og travl dag er overstået, og Uffe Elbæk takker af foran Musen og Elefanten. (Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget).