"Jeg havde det lidt ligesom Bilbo i Hobbitten, der vender hjem til Herredet"

KARRIERE: Jonas Parello-Plesner har haft en utraditionel karriere, hvor han har skiftet mellem stillinger i Udenrigsministeriet og i tænketanke som European Council on Foreign Relations. Efter fem år i Washington er han hjemme i Danmark igen. Hvad skal han så nu, og hvordan hænger karriere, rejser og familieliv egentlig sammen?

Fortalt til Katrine Falk Lønstrup

“Kort efter jeg kom hjem til København, var jeg til svømmetræning, og det var mere eller mindre de samme personer, der svømmede rundt, som da jeg rejste. Det var hyggeligt, men det gav også en mærkelig fornemmelse af, at intet er hændt, selvom jeg har været væk i fem år. Jeg tror, jeg havde det lidt ligesom Bilbo i Hobbitten, der vender hjem til Herredet, hvor alt er det samme, og de stadig sidder og venter med teselskabet.

Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation. Det er de to ben i Anders Fogh Rasmussens foretagende, som jeg nu er startet i. Jeg har i løbet af min karriere beskæftiget mig en del med Asien og især Kina, og i Rasmussen Global vender jeg tilbage til det, hvor jeg skal rådgive virksomheder og regeringer i forholdet mellem EU og Asien.

Derudover skal jeg bruge min energi på Copenhagen Democracy Summit, et demokratitopmøde, der blev afholdt første gang i sommer, og som fremover skal afholdes i København hvert år. Baggrunden er det stigende pres, vi er under fra autoritære systemer som Rusland og Kina. Men det handler også om at fokusere på, hvorfor borgernes tillid til de politiske systemer i de etablerede repræsentative demokratier er så lav, som den er. Der er brug for demokratisk innovation. Og det skal jeg være med til at sætte på dagsordenen.

To børn og to tidszoner
Når vi nu er vendt hjem igen, skal min hustru og jeg selvfølgelig også sørge for at få vores to teenagedrenge på 14 og 16 år til at falde til i Danmark. Vores yngste gik ud af 2. klasse herhjemme og går nu faktisk ind i 8. klasse i den samme klasse, og den ældste gik ud af folkeskolen og nåede et år i highschool i USA, inden han rejste hjem sidste år for at tage 10. klasse på en efterskole.

Det var blandt andet også derfor, vi valgte at vende hjem til Danmark. Den ældste havde jo allerede taget skridtet og ville gerne fortsætte på gymnasiet herhjemme. Og som 16-årig går der vel ikke så mange år, før han begynder at tænke på at flytte hjemmefra, så vi ville gerne have familien samlet igen inden. Min hustru og jeg har dog begge jobs, der stadig forbinder os lidt til Washington, så vi har ikke sagt helt farvel endnu.

Jeg kan godt lide at arbejde meget, og det kommer jeg stadig til at gøre. I den her elektroniske tid handler det nok også om, at arbejde sluger meget af ens tilstedeværelse, fordi man er tilgængelig hele tiden. Og det bliver jo ikke bedre af, at jeg arbejder i to forskellige tidszoner, hvor Washington vågner seks timer efter København. Men det er jo også individuelt, hvad man tænker på som arbejde.

Jeg tror dog, man en gang imellem er nødt til at sætte nogle begrænsninger for, hvornår man i det mindste bare er lidt offline. Det er jeg ærligt talt ikke den bedste til, men jeg prøver. Også fordi jeg gerne vil sætte et eksempel for mine to teenagesønner. Ellers sidder de jo også bare ved spisebordet med deres iPhones.

Embedsmand i øst og vest
Min karrierevej har været lidt atypisk. Jeg har været diplomat i mange år, men har hoppet lidt ind og ud af systemet. Som nyuddannet blev jeg ansat i Udenrigsministeriet op til EU-formandskabet i 2002. Men hvor de fleste bliver siddende i Udenrigsministeriet hele deres liv, rejste jeg til Paris og var forbi École Nationale d’Administration og derigennem Frankrigs Udenrigsministerium, inden jeg så blev ansat på Den Danske Ambassade i Paris. Derefter vendte jeg hjem til Danmark og blev chefkonsulent for Kina i Udenrigsministeriet, hvorefter jeg rykkede videre først til AC Børnehjælp og siden European Council on Foreign Relations i London.

Vores to sønner blev født i Paris og var relativt små, mens vi boede der, men derefter havde vi faktisk en lang periode, hvor vi boede i Danmark, og det bare var mig, der pendlede frem og tilbage mellem København, London og Beijing. Ud mandag morgen og hjem fredag aften. I den periode var der selvfølgelig en hel del familieliv, jeg missede. Derfor var vi heller ikke rigtigt i tvivl, da vi fik mulighed for at tage til Washington, hvor jeg fik job på Den Danske Ambassade. Min hustru kunne samtidig tage en master på Harvard, og vi kunne rejse derover sammen som familie. For selvom Udenrigstjenesten er blevet ramt af så mange besparelser, at man næsten kunne tro, man arbejdede på et polsk stålvalseværk i krise, får man stadigen samlet pakke for hele familien, hvor man for eksempel får betalt sin bolig.

Vi endte med at være i Washington i fem år. Og jeg sad som diplomat de første fire, hvor jeg havde ansvar for samarbejdet på alle de større udenrigspolitiske spørgsmål. Så jeg nåede både at få et par fornuftige år med Obama og nogle lidt mere besynderlige med Trump.

Selvom der unægteligt er en del at sige om Trump som præsident, var det fagligt en sjov opgave. Det hele var temmelig kaotisk, og alle de sædvanlige kanaler var blokeret. Så da vi for eksempel, efter at Trump var blevet valgt, skulle sætte det klassiske telefonopkald til statsministeren op, måtte prøve nogle helt nye veje af. Og det lykkedes jo så.

Efter fire år skiftede jeg over til Hudson Instituttet, som jeg faktisk stadig er tilknyttet. Det er en konservativ tænketank, hvor langt størstedelen er republikanere, hvilket gjorde det til et ret interessant sted at følge den debat, der var mellem konservative republikanere om Trumps lidt fjendtlige overtagelse af partiet.

Som dansker kom jeg jo udefra, og jeg tror, det hjalp mig, at jeg i alle de fem år i Washington var interesseret i at prøve alle facetter af USA af. Jeg var ude at skyde med konservative venner i Texas og rejste rundt i 45 forskellige stater. Og især, efter Trump kom til, var jeg meget optaget af, hvad det er, der sker blandt de hvide amerikanere i landbefolkningen, der føler sig efterladt og ser Trump som det store, nye håb. Det kan man jo let bare afvise som ignorance, men måske er det mere relevant rent faktisk at tale med de folk og forsøge at forstå deres virkelighed.

En international blandet landhandel
Jeg tror, mange tænker, at et internationalt liv er forjættende. Men man skal også være parat til en vis mængde usikkerhed. Det er ikke nogen lille ting at pakke en container med alt fra potteplanter til cykler og flere hundrede flyttekasser og så flytte over Atlanten. Men altså, jeg elsker det ret meget.

Jeg er selv en slags international, blandet landhandel. Mine bedsteforældre var spanske republikanere, der flygtede fra Barcelona til Frankrig i 1939, og min far er fransk statsborger og har giftet sig tre forskellige steder i verden, så jeg har en fransk bror, en amerikansk bror og så tre søskende her i Danmark, som jeg er vokset op med. Så det internationale har været en del af mig fra start.”

Artiklen blev første gang bragt i Altingets magasin, der udkom 11. oktober.

Forrige artikel Redaktørens skrivebord Redaktørens skrivebord Næste artikel Pernille Vermund: Vi vil arbejde som et normalt parti. Pragmatisk Pernille Vermund: Vi vil arbejde som et normalt parti. Pragmatisk
Redaktørens skrivebord

Redaktørens skrivebord

NOVEMBER: Hver måned fortæller Altinget Magasins redaktør, Esben Schjørring, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer

Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer

KOMMENTAR: Hvor længe går der, inden du har en AI-diæt og apps på din telefon, der gør, at du kender diagnosen før din læge? Og hvad betyder det i et samfund, hvor det offentlige sundhedsvæsen er en hjørnesten i velfærdsstaten, spørger Louise Opprud Jakobsen.