Egmont Fonden: Det bliver hverken lykkeligt eller særligt effektivt, hvis en organisation danser efter vores pibe

En højtstående person i den danske fondsverden sagde engang til mig:

”Når vi forhandler med en forening, har vi altid en stor pengesæk stående bag os.”

Det er ikke svært at forestille sig, hvad det kan gøre ved en relation, når den ene part er på konstant jagt efter penge til at betale den næste regning, mens den anden bare behøver at række armen bagud for at kunne klappe pengesækken.

Det er ikke nogen nyhed, at der er et ulige styrkeforhold mellem fonde og deres støttemodtagere, konstaterede den amerikanske professor i filantropi Richard Marker for to år siden i Altinget.

Der er uden tvivl et behov for pengene hos dem, der søger hos os. Og den situation skal vi i fondene være meget bevidste om. 

Henriette Christiansen
Direktør, Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration

”Men det er min erfaring, at den ubalance ikke bliver adresseret, fordi der mangler en bevidsthed om den måde, ubalancen manifesterer sig i bevillingsprocesserne,” sagde professoren.

”Vi ser os selv som samarbejdspartnere”
Men skulle det være en generel sandhed for fondsverdenen, så gælder den i hvert fald ikke for Egmont Fonden. Og det er det, der har ført mig til Vognmagergade.

Den næsten 100 år gamle fond har siden etableringen i 1920 uddelt næsten tre milliarder kroner. I 2017 blev det til knap 100 millioner kroner i Danmark og Norge. Og i Egmont Fonden arbejder man målrettet på at udjævne forskellene mellem fond og støttemodtager. Også selvom direktøren for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, Henriette Christiansen, ikke køber præmissen om en ubalance.

”Jeg vil helst ikke tale om en ubalance, for det har den præmis, at der er tale om en modtager og en giver. Vi vil hellere se os selv og vores bevillingsmodtagere som samarbejdspartnere. Med det perspektiv har man ikke nødvendigvis den store ubalance. Men der er selvfølgelig forskellige roller, og man bringer forskellige ting til bordet,” siger Henriette Christiansen.

Og det er naturligvis en fair pointe.

For Egmont Fonden arbejder på, at alle unge i 2030 skal være i stand til at tage en ungdomsuddannelse. Og ligesom en forening ikke kan opfylde sit formål uden penge, kan Egmont Fonden ikke nå sit mål uden hjælp.  

”Vi er nødt til at arbejde sammen med nogen, som kommer med noget organisatorisk kapacitet eller god kontakt til nogle grupper af udsatte børn og unge, som har brug for hjælp. Vi kan ikke nå vores mål uden at arbejde sammen med dem,” siger Henriette Christiansen.

”Der er uden tvivl et behov for pengene”
Det ændrer imidlertid ikke ved, at vi lever i en verden med to slags mennesker: dem, der har penge, og dem, der ikke har.

Og for at blive klogere på relationen mellem fondene og foreningerne har Altinget lavet en undersøgelse, som 29 foreninger har besvaret. Det er for få til at drage nagelfaste konklusioner. Alligevel sender undersøgelsen et signal om, at fondenes penge er attraktive – både fordi de er blevet mere rigelige de seneste år, og fordi andre kilder langsomt tørrer ud.

Af de 29 foreninger svarer 19, at fonde har stor betydning for finansieringen af deres arbejde, og 20 svarer, at fondenes betydning er blevet større inden for de seneste ti år.

Den sammenhæng er Henriette Christiansen bevidst om.

”Der er uden tvivl et behov for pengene hos dem, der søger hos os. Det er klart. Og den situation skal vi i fondene være meget bevidste om. Hos os giver det også anledning til en kontinuerlig refleksion over, hvordan vi kan forvalte vores rolle med meget stor ydmyghed over for den situation, at vi har nogle penge, der er attraktive,” siger hun.

”Hos os søger man ikke bare penge”
Det er ikke tilfældigt, at det er lige nøjagtig Egmont Fonden, Altinget er på besøg hos.

På vandrørene i civilsamfundet havde fonden hørt, at Egmont Fondens penge var de dyreste i byen. Og det var, som Henriette Christiansen udtrykker det, et lidt problematisk ry at have.

Så i efteråret 2017 bad Egmont Fonden meningsmålingsinstituttet Epinion foretage en undersøgelse af forholdet mellem fonden og bevillingsmodtagerne.

Den viser i grove træk, at en del af bevillingsmodtagerne finder Egmont Fonden besværlig og krævende – især i ansøgningsfasen – og at flere kender organisationer, der undlader at søge penge hos fonden, fordi processen er for bøvlet.

Men samtidig viser undersøgelsen, at 95 procent af bevillingsmodtagerne ikke vil afholde sig fra at søge penge hos Egmont Fonden igen, og at en stor andel er blevet positivt overraskede over samarbejdet med fonden, og at de har fået brugbar sparring.

De tilbagemeldinger har fonden reflekteret over – og det vil afspejle sig i kommunikationen til fremtidige ansøgere, fortæller Henriette Christiansen.

”Hvis man går ind i en ansøgningsproces hos os, så søger man ikke bare penge. Vi udvikler sammen. Det skal fremgå af vores kommunikation, at man skal være indstillet på at justere kursen. Og det skal man hos os,” siger hun.  

”Og så må vi forsøge at indrette vores sparring og udvikling og administration så smidigt som muligt, så det bliver mindst muligt belastende,” tilføjer Henriette Christiansen.

Ejerskabet til et projekt er afgørende
Hvis vi for en stund springer tilbage til Altingets egen lille undersøgelse, kan man se, at nogle foreninger synes, de må klippe hæle og hakke tæer her og der. Syv svarer, at de har været nødt til at ændre deres oprindelige projekt for at få det til at passe til fondenes støtteformål og deres strategiske mål. Og ti erklærer sig enige i, at de har ændret strategisk retning på grund af fondenes støtteområder.

Om det så er godt eller skidt, er lidt sværere at afgøre. Men der er ikke nogen tvivl om, at nogle foreninger er parat til at strække sig lidt for at nå fondenes pengekasser med fingerspidserne.

Henriette Christiansen har da også oplevet ansøgninger, der ser ud til at være designet til snarere at opfylde fondens formål end foreningens.

”Det kan jo være en formodning, vi har. Der er jo ikke noget, man kan sige med sikkerhed,” siger hun.

Men når lamperne begynder at blinke, går sekretariatet i gang med at stille spørgsmål til ansøgeren.

”Så har vi i baghovedet, at vi skal undersøge, om foreningen virkelig føler et ejerskab til idéen. Om den er født hos dem selv, eller om det er noget, foreningen er kommet til bordet med, fordi den tænker, at det er afgørende for, at vi overhovedet kan interessere os for, hvad den laver,” siger Henriette Christiansen.

Ejerskabet er helt afgørende, pointerer hun.

”Det bliver ikke hverken lykkeligt eller særlig effektivt, hvis en organisation danser efter vores pibe. Det er ikke det, vi ønsker,” siger direktøren.

Det handler om de rigtige spørgsmål
Det vil den amerikanske professor i filantropi Richard Marker med stor sandsynlighed nikke anerkendende til. I det to år gamle interview med Altinget peger han på, at fondene skal sikre sig, at de stiller de rigtige spørgsmål til deres ansøgere.

”Igennem spørgsmålene sender vi modtagerne et skjult budskab. Derfor bør vi spørge os selv, om vi sender organisationen i en retning, som vi synes, er sund,” siger han.   

Og det gør Egmont Fonden, bedyrer Henriette Christiansen.

”Vi bruger mange kræfter på at prøve at forstå den enkelte organisation og dens motivation for at gå ind i et samarbejde med os. Jeg synes, vi er meget bevidste om den påvirkning, vi kan have på de organisationer, vi arbejder sammen med,” siger hun.

Hun fortæller, at det på ingen måde er givet, at en god ide udløser en bevilling.

”Hvis vi tænker: ’Det er i virkeligheden en forkert vej at gå for dem, hvis de skal have en positiv udvikling af deres organisation’, så siger vi, at vi ikke har interesse for at gå videre med det,” siger Henriette Christiansen.

Og så stiller fonden hellere et spørgsmål for meget end et for lidt – også selv om det kan medføre, at ansøgere oplever fonden som krævende.

”Det handler jo netop om, at vi gerne vil være sikre på, at der er et godt match mellem vores og deres målsætning, og at vores penge 100 procent skal gavne og ikke det modsatte.”

Richard Marker mener, at ansvaret for, at der er så lige et forhold som muligt mellem fonde og ansøgere, primært ligger hos fondene. Hvordan ser du på det?

”Jeg så jo gerne, at ansvaret lå hos begge parter, med det i baghovedet at vi gerne ser en samarbejdsproces og en samarbejdsrelation. Vi tilstræber at være transparente og at kunne forklare og kommunikere, hvad vi gerne vil, og hvordan vi arbejder, men vi har også en forventning om, at vores samarbejdspartnere gør det samme.”

Er der ikke et særligt ansvar i en verden, hvor penge betyder en del?

”Jeg synes, det er et særligt ansvar. Det synes jeg.”